EL: Kan vi alle enes om bæredygtighed?

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Så kom den længe ventede synteserapport fra Ban Ki-Moon med forslag til den globale udviklingsdagsorden frem mod 2030 omsider her kort før jul. I udgangspunktet er den jo fyldt med gode mål og ideer, som det er svært at være uenig med (selv de mest nyliberale typer kan vel være enige i, at ”alle former for fattigdom skal stoppes”?)

Det er også meget positivt at se, at rapporten anerkender nogle af de mere strukturelle aspekter som en barriere for at opnå ’bæredygtighed’ (som jo dog i sig selv er et lidt problematisk begreb), herunder særligt den kolossale økonomiske ulighed, som bl.a. IBIS og Afrika Kontakt herhjemme har sat fokus på. Samtidigt genudtrykker rapporten, at rammen for alt det fremadrettede arbejde skal være de internationale menneskerettigheder i bred forstand, herunder retten til udvikling. Og sidst synes jeg også, at det er vigtigt at anerkende, at der sættes fokus på civilsamfundsorganisationers rolle i at opnå bæredygtighedsmålene.

Når alt dette er sagt, mener jeg – i tråd med nogle af de sociale bevægelser, der følger processen – at rapporten har et par afgørende faldgruber. For mens man som nævnt har en række positive overvejelser omkring de strukturelle barrierer til at opnå bæredygtighed, mangler der lidt med den ellers ligetil og logiske slutning i forhold til, hvad der så skal til for at gøre op med de barrierer.

Ulige magtforhold
Som førnævnte organisationer har forsøgt at sætte fokus på, ejer 1 procent af verdens befolkning hele 43% af dens rigdomme. Og til sammenligning ejer de 80% fattigste kun 6% af verdens rigdomme. Denne ulige fordeling af ressourcer i vores samfund både afspejler og styrker de helt grundlæggende ulige magtforhold mellem en lille elite og flertallet.

Og her kommer rapporten til kort. Med rapportens fokus på ”multi-stakeholder-partnerskaber” dækker man over helt skæve magtforhold, og man adresserer på ingen måde de interessemodsætninger, der eksisterer, hvor en snæver elite faktisk har interesse i at fastholde status quo, som fungerer rigtig fint for dem. Denne elite i multinationale selskaber og på de bonede gulve vil måske nok gennemskrive deres CSR-strategier og bruge ’bæredygtigt’ noget mere i deres politikforslag, men de vil ikke grundlæggende ændre på deres praksis, hvis ikke de presses til det. Og mens man anerkender symptomerne som økonomisk ulighed, går man aldrig ned i dybden og ser på, hvilke strukturer og regler på internationalt og nationalt plan der fastholder og styrker denne ulighed.

Et sådan opgør kræver selvfølgelig politisk kamp – og i en sådan kamp kan vi ikke alle være enige.

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Et opgør med denne ulighed kræver ellers netop et opgør med de aktører og internationale strukturer, som fastholder milliarder af mennesker i fattigdom. Det vil sige på den ene side, de multinationale, der velvilligt og ustraffet plyndrer løs på mennesker og miljø i jagten på profit, og på den anden side de internationale strukturer, der muliggør denne jagt bl.a. det internationale frihandelsregime og tvangsliberaliseringer og privatisering af naturressourcer.

Kræver politisk kamp
Et sådan opgør kræver selvfølgelig politisk kamp – og i en sådan kamp kan vi ikke alle være enige. Det kræver, at vi tør sætte fingrene på problemerne og kræve forandringer. Men det er vel også netop det, det hele handler om? Forandring. Forandring til gavn for mennesker og miljø – ikke en fortsættelse af status quo til fordel for en snæver elite tilføjet lidt bæredygtigt pynt.

I processen frem til september håber jeg derfor, at man på de bonede gulve vil lytte lidt til kravene fra de civilsamfundsorganisationer og sociale bevægelser, man ellers anerkender i rapporten. Lyt til deres krav om at sætte almindelige mennesker – især de fattige og marginaliserede – i centrum for det fremadrettede arbejde. Som de selv siger, vil det nødvendigvis kræve et opgør med den elite, som historisk har gavnet af det nuværende system. I politik kan vi ikke alle enes.