Er udvikling stadig et væsentligt emne?

Af Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

De senere år har verden bevæget sig i en bedre retning på rigtigt mange parametre. Andelen af fattige mennesker er halveret fra 1990 til i dag, lige så mange piger som drenge går i skole nu om stunder, adskillige lande er rykket op i gruppen af mellemindkomstlande, selv mange af de fattige lande indhenter de rige lande på forskellige velfærdsindikatorer osv.

Siden starten af 1990erne er der sket en så omfattende udvikling, at spørgsmålet melder sig, om der er grund til at skænke emnet flere tanker.

Samtidig er det i høj grad landenes egne initiativer, der står bag fremskridtene. Om end det er vanskeligt at tilskrive bestemte faktorer større eller mindre forklaringskraft, er der næppe tvivl om, at det internationale udviklingssamarbejde ikke er hovedforklaringen bag den positive udvikling. Bistanden spiller en væsentlig rolle i de fattigste lande, men den står ikke bag den markante sociale udvikling og økonomiske vækst, der har trukket millioner af mennesker ud af absolut fattigdom.

Hvorfor så bruge krudt på internationale forhandlinger om en ny udviklingsdagsorden til afløsning for 2015-målene?

Gode grunde til udviklingsmål
Der er i hvert fald 4 gode grunde:

For det første er der en række lande, som ikke har indfriet nogen af 2015-målene. Fattige mennesker i hovedsageligt skrøbelige stater har meget få udsigter til forbedringer. Det er en stor udfordring at sikre, at den globale fremgang også når disse mennesker. Samtidig er der stadig hundreder af millioner mennesker rundt omkring på kloden, der lever i absolut fattigdom og i mere eller mindre permanent hungersnød. Armod og elendighed vil stadig være et stort globalt problem i mange år fremover.

Bistanden spiller en væsentlig rolle i de fattigste lande, men den står ikke bag den markante sociale udvikling og økonomiske vækst, der har trukket millioner af mennesker ud af absolut fattigdom.

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, DIIS

For det andet opstår der nye udviklingsproblemer. Ikke mindst er den høje og nogle steder voksende ulighed en bremse for social stabilitet og økonomisk vækst. Social diskrimination på grund af køn, race, alder osv. er fortsat udbredt og hæmmer nogle menneskers udviklingsmuligheder markant.
Den økonomiske ulighed er bekymrende i mange lande, og på globalt plan er den ekstrem. De 10 procent rigeste mennesker på kloden tjener ca. 32 gange så meget som de 40 procent fattigste. En sådan ubalance er kimen til social uro i en stadig mere globaliseret verden, hvor information om uretfærdigheder når millioner af mennesker på et splitsekund.

For det tredje er der i stigende grad brug for international enighed om løsningen af mange udviklingsproblemer. Klimaforandringer, finanskrise, epidemier m.v. kan ikke løses af enkeltlande, men kræver en koordineret indsats. Jo mere ambitiøs en fremtidig udviklingsdagsorden verdens lande kan blive enige om, desto større er chancerne for, at også andre globale udfordringer kan løses gennem internationale forhandlinger. Derfor er det værd at kaste kræfter ind i vedtagelsen af en ny udviklingsdagsorden.

For det fjerde er udvikling blevet et bredere spørgsmål end fattigdomsbekæmpelse. Også de rige lande kæmper med væsentlige udviklingsproblemer såsom ulighed, klimabelastning, arbejdsløshed, social uro osv., og disse problemer påvirker andre lande negativt. I takt med de ændrede globale magtforhold kan de rige lande ikke længere undslå sig at skulle leve op til internationale forpligtelser. Det er derfor i disse landes egen interesse at påvirke den fremtidige udviklingsdagsorden.