Finanslovsaftale falder sent igen i år

MENS VI VENTER: Finanslovsaftalen for 2020 lader vente på sig. Det skyldes især uenigheder om finansiering og udlændingepolitik. Få overblikket over, hvornår tidligere finanslovsaftaler er blevet indgået. 

Finansminister Nicolai Wammen (S) har stadig til gode at indgå sin første finanslov. 
Finansminister Nicolai Wammen (S) har stadig til gode at indgå sin første finanslov. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin HolstMalte Bruhn

Søndag blev november til december, og det betyder som oftest, at et flertal i Folketinget har indgået en aftale om en finanslov for det kommende år. 

Men det er stadig ikke tilfældet ved årets forhandlinger. Her skal finansminister Nicolai Wammen (S) for første gang efter folketingsvalget i juni finde fælles fodslag med De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet om statens indtægter og udgifter for næste år. 

I 2017 blev det også december, før der landede en finanslovsaftale. Men her blev forhandlingerne også forstyrret af kommunal- og regionsrådsvalget 21. november.

Samtidig var det også året, hvor regeringspartiet Liberal Alliance i første omgang nægtede at stemme ja til deres egen finanslov, hvis der ikke i samme ombæring blev indgået en aftale om skattelettelser. Den trussel blev senere trukket tilbage. 

Ellers skal vi helte tilbage til 2008 for at finde en finanslovsaftale, der ikke blev indgået i november. Finanslovsaftalen for 2008 blev - grundet folketingsvalget i november 2007 - udsat til starten af marts. Den daværende VK-regering gjorde i stedet brug af en midlertidig bevillingslov.

Oversigt over de seneste 17 finanslovaftaler

Regering Dato for aftale   Særlige omstændigheder
V og K 3. november 2002 Finansloven for 2003  
V og K  8. november 2003 Finansloven for 2004  
V og K  10. november 2004 Finansloven for 2005  
V og K 7. november 2005 Finansloven for 2006 Kommunal- og regionsvalgår
V og K 7. november 2006 Finansloven for 2007  
V og K  5. marts 2008 Finansloven for 2008 Folketingsvalg i november 2007 betød, at finansloven først faldt på plads i marts
V og K 10. november 2008 Finansloven for 2009  
V og K  11. november 2009 Finansloven for 2010 Kommunal- og regionsvalgår
V og K 8. november 2010 Finansloven for 2011  
S, SF og R 20. november 2011 Finansloven for 2012 Efter folketingsvalg i september
S, SF og R 11. november 2012 Finansloven for 2013  
S, SF og R 26. november 2013 Finansloven for 2014 Kommunal- og regionsvalgår
S og R 13. november 2014 Finansloven for 2015  
V 19. november 2015 Finansloven for 2016 Efter folketingsvalg i juni
V 18. november 2016 Finansloven for 2017  
V, LA og K 8. december 2017 Finansloven for 2018 Kommunal- og regionsvalgår
V, LA og K 30. november 2018 Finansloven for 2019  

Enhedslisten har overtaget den radikale rolle
Ved årets forhandlinger er det især uenigheder om finansieringskilder og udlændingepolitik, der har trukket forhandlingerne i langdrag. Og i den forbindelse har flere politiske analytikere især fremhævet De Radikale som de mest besværlige. 

I sidste uge sagde Altingets politiske kommentator Erik Holstein, at "Radikale er dem, der slår sig mest i tøjret."

"Men der er også et stort pres på Østergaard. I værdipolitikken presses han af overdrevne forventninger til, hvor meget Radikale kan få ændret i udlændingepolitikken. Og i den økonomiske politik presses han af erhvervslivet og de blå partier. Omvendt kan han ikke holde til at vælte en finanslov, der tilgodeser uddannelse, grøn omstilling og bedre normering i daginstitutionerne."

I forbindelse med forhandlingerne natten til mandag var der noget, der tydede på, at det nu især er Enhedslisten, der er utilfreds med retningen, forhandlingerne bevæger sig i. 

"De diskussioner, vi har haft omkring finansieringen, trækker måske i den forkerte retning og får det samlede billede af, hvor pengene kommer fra, til at se mindre socialt ud, end det har gjort tidligere. Det er rigtig bekymrende for Enhedslisten," siger partiets politiske ordfører Pernille Skipper ifølge DR

Læs også

Ingen tidsfrist
I første omgang så det ellers ud til, at forhandlingerne ville gå sin gang uden stor dramatik. 

"I starten gik det usædvanlig roligt, og der var en glimrende stemning mellem de fire partier. Man kunne ligefrem se, at selv Enhedslistens finanslovsudspil tog hensyn til Radikales grænser," siger han og fortsætter. Men i den sidste uge har der været nogle af de forventede dramaer. Alle skal jo vise, at de sælger sig selv så dyrt som muligt," analyserer Erik Holstein

Der er ikke nogen tidsfrist for, hvornår der senest skal være en aftale på plads. Grundloven siger, at finansloven skal vedtages i Folketinget senest i december, men hvis det ikke kan lade sig gøre, skal der vedtages en midlertidig bevillingslov for det kommende finansår. Uden en finanslov eller en bevillingslov kan staten ikke opkræve skatter.

Forhandlingerne om finansloven for 2020 fortsatte mandag klokken 11 i Finansministeriet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00