Forsker: Er tiden kommet for det multilaterale samarbejde?

DEBAT: FN's bæredygtighedsmål er en oplagt mulighed til at nytænke og genoplive det multilaterale udviklingssamarbejde. Det mener Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende ved DIIS.

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Det traditionelle multilaterale udviklingssamarbejde er svundet i styrke gennem de sidste ti år og er ved at have udspillet sin rolle. Med Post-2015-processen og de nye SDG’er har vi dog alle tiders mulighed for at genoplive det i en ny og bedre form.

Engang var den store diskussion om det danske udviklingssamarbejde multilateral over for bilateral bistand. De borgerlige regeringer ønskede en bilateral bistand, der fremhævede danske værdier og danske virksomheder, og som ikke lod sig styre af andres holdninger. Socialdemokratiske regeringer ønskede tværtimod en stærk multilateral bistand, der kunne understøtte det internationale solidariske samarbejde.

I dag er den ambition tabt. Socialdemokratiet har givet op og fører nu sammen med resten af regeringen klassisk borgerlig politik på området med den bilaterale bistand i førersædet.

Seksogtyve procent af den danske udviklingsbistand var i 2013 multilateral mod 41 procent ni år tidligere i 2004, og det var endda under en borgerlig regering. Siden 2004 har den danske multilaterale bistand altså været støt faldende med støtte fra Helle Thornings skiftende regeringer.

Globalt tegner der sig et lignende billede. I 2004 repræsenterede den multilaterale bistand i omegnen af 40 procent af den samlede bistand, mens den i 2013 var faldet til omtrent 33 procent.

En våd drøm for nogen
Den multilaterale bistand er i dag også en langt mere kompleks størrelse, end vi har kendt det tidligere, hvor den slags midler hovedsageligt blev kanaliseret gennem netop FN. Den kanaliseres i dag igennem hundredevis af organisationer og antager ofte vidt forskellige former og størrelser.

Den multilaterale bistands berettigelse og grundlag har altid været at skabe større sammenhæng og gennemslagskraft ved at samle mange donorer og deres midler under samme tag og ikke lade dem stritte i mange forskellige retninger i samarbejdet med modtagere. I dag har kompleksiteten dog vokset sig så stor, at denne berettigelse udfordres og langsomt undermineres.

En lang række nye måder at arbejde multilateralt på har set dagens lys. Såkaldte ’multi-stakeholder initiatives’, der vel bedst kan beskrives som en lang række forskellige aktører, der samles om et specifikt område, er blevet en af de store nye ting. Oftest blandes offentlige og private midler i sådanne partnerskaber, men de involverer også flere typer aktører end disse to, og kan derfor ikke helt sidestilles med de også meget moderne ’private-offentlige partnerskaber’. Igennem de sidste ti år har vi set forskellige former for initiativer som disse to typer opstå omkring problemstillinger som landbrug, miljø, vand, fødevaresikkerhed, sundhed og uddannelse.

Uagtet dens faldende position har den multilaterale bistand igennem mange år været en våd drøm for nogen af os, som et alternativ til den bilaterale. Den lader sig ikke ligeså hårdt som den bilaterale styre af snævre nationale interesser og alle donorers behov for at ’plante flag’ når de skal samarbejde med udviklingslandene. Den er heller ikke lige så sårbar over for skiftende regeringers vekslende holdninger og forventninger til bistanden, der kan dreje først den ene, så den anden vej. Og som i sidste ende kun går ud over verdens fattigste.

Men tiden er også løbet fra en verden og et udviklingssamarbejde, hvor stater mødes for sig selv og udtænker fremtidens prioriteter, tilgange og finansiering. Hvis vi skal erklære den traditionelle multilateralisme død, må det altså være for at kunne genoplive den i en ny form for partnerskab.

En ny multilateralisme
Ud af støvet bør så at sige en Fønix rejse sig. En form for partnerskab, der ikke kun afgøres af snævre nationale, politiske interesser, men som giver stemme til de mennesker der får de egentlige konsekvenser af sådanne højniveau-møder og partnerskaber at føle (hvis disse da overhovedet har nogen konsekvenser på jorden).

For tiden er vi nok ikke længere med et sådant projekt, end at der stadig er tale om en gråspurv. Men post-2015-processen fremstår for så vidt som en enestående proces, der vel nok kan omtales som den mest inkluderende i udviklingssamarbejdets historie. Specielt hvis vi sammenligner den med MDG’ernes tilblivelse i en lukket kreds af halvgamle, hvide mænd i jakkesæt et sted i FN’s lokaler.

FN har altid delt vandene og er med tiden blevet et skældsord for nogen, mens andre ser det som en reel styrke for det internationale samfund. Ja, FN kan ofte føles som en politisk form for ’Roundup’ (bare langt mindre effektiv og mere tidskrævende naturligvis), der kan tage livet af enhver blomstrende proces. Men FN er samtidig det eneste forum, der for alvor samler både modtagere og donorer af bistand, noget hverken EU eller OECD kommer bare nogenlunde tæt på.

Fremtidens multilateralisme bør bygge på sådanne samlende egenskaber i bestræbelser på at føre alverdens lande sammen med civilsamfundene og den private sektor. Kun hvis de tre parter er til stede sammen, kan vi ønsketænke om, at virksomheder kan tage del i at skabe bæredygtig udvikling uden at udelukkende forfølge snævre økonomiske profitinteresser, at de fattige lande er med til at sætte udviklingsdagsordnen på lige fod med de rige lande, og at der skabes forståelse for, at økonomisk og socialt bæredygtig udvikling er alles ansvar.

Forrige artikel FN-forbundet: FN-mål skal kunne styres FN-forbundet: FN-mål skal kunne styres Næste artikel Red Barnet: Håbet lever for verdensmålene Red Barnet: Håbet lever for verdensmålene
Ny ngo-formand efter internt stormvejr:

Ny ngo-formand efter internt stormvejr: "Der er ikke noget at komme efter"

INTERVIEW: Ny formand for Missions Øst afviser forud for årsmøde, at der er rod i økonomien, som den tidligere bestyrelse hævder. Alligevel har man valgt, at Kim Hartzner ikke længere skal være generalsekretær, ligesom man lægger op til at ændre omstridt regnskabspraksis.