Forsker: Krisen skal øge fokus på velfærdsydelser i udviklingslandene

Af Rasmus Jensen Schjødt
Ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Christian Friis Bach bringer i Altinget et vigtigt emne ind i den danske bistandsdebat: udviklingen af nationale sociale sikkerhedsnet.

Det er et emne, der de seneste år er kommet højt på den internationale dagsorden hos både FN og Verdensbanken, men som af uvisse årsager endnu ikke har fået den store opmærksomhed fra danske udviklingsaktører.

Det bør ændre sig med krisen, og i den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem fattighjælp og universelle, rettighedsbaserede, velfærdsydelser.

Mange udviklingslande har allerede indført restriktioner for at begrænse smitten fra coronavirus, herunder udgangsforbud i flere lande.

Det er tiltag, som har voldsomme økonomiske konsekvenser og risikerer at kaste millioner af mennesker ud i fattigdom og sult.

Det er nu, at regeringer verden over skal gentænke og forbedre de sociale sikkerhedsnet.

Rasmus Jensen Schjødt
Ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Derudover bliver lavindkomstlandene også ramt af den internationale økonomiske nedgang, der følger af krisen.

Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at den globale økonomiske krise vil blive på størrelse med eller værre end finanskrisen, og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har advaret om, at krisen kan koste, hvad der svarer til 195 millioner fuldtidsstillinger på verdensplan.

En ny analyse fra FN-tænketanken UNU-Wider vurderer, at krisen kan betyde, at antallet af fattige i verden stiger med over en halv milliard mennesker til et niveau, som ikke er set i 30 år.

Kan ikke undgå recession
Den økonomiske krise rammer især de millioner af mennesker i udviklingslandene, der arbejder i den uformelle sektor, og som i disse uger mister deres indkomst fra den ene dag til den anden.

For hovedpartens vedkommende har de ingen adgang til sociale sikkerhedsnet eller nogen opsparing at trække på.

Disse mennesker har akut brug for interventioner, der kan sikre dem et minimum af indkomst til at klare sig igennem krisen.

I denne situation handler det i modsætning til under finanskrisen ikke om at undgå en recession, men om at afbøde de værste konsekvenser af en uundgåelig recession.

Det er vigtigt at handle hurtigt, idet fødevarepriserne allerede er begyndt at stige, og mange mennesker allerede har mistet deres indkomst.

Jo længere tid der går, før de får hjælp, jo større og mere længerevarende bliver konsekvenserne.

Akut behov for direkte overførsler
Der er med andre ord et akut og massivt behov for direkte overførsler af enten kontanter eller fødevarebistand til befolkningerne i udviklingslandene.

Både Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og FN har understreget behovet for at levere mere støtte gennem de nationale sociale sikkerhedsnet, som mange lande allerede har etableret.

Mange regeringer har da også allerede reageret: Ifølge den seneste opgørelse fra Verdensbanken og ILO fra 3. april har 106 lande verden over nu indført i alt 418 velfærds- og arbejdsmarkedsinterventioner for at hjælpe deres befolkninger gennem den økonomiske krise.

Det mest benyttede er skattefinansierede kontante overførsler som den danske kontanthjælp, men mange benytter også sociale forsikringsordninger som dagpengene.

Ud over rige lande som Danmark tæller listen også mange udviklingslande, som for eksempel Indien, Indonesien og Filippinerne.

Opgørelse viser udfordringen
Opgørelsen demonstrerer imidlertid også udfordringen, idet der endnu kun er meget få af de fattigste lande (lavindkomstlande) på listen.

Især i Afrika syd for Sahara har meget få lande endnu taget nogen initiativer til at beskytte deres befolkninger. Det skyldes naturligvis, at disse lande har begrænsede ressourcer til at reagere og også har meget begrænsede eksisterende sociale sikkerhedsnet.

En af undtagelserne er Kenya, som har afsat, hvad der svarer til 645 millioner kroner ekstra til overførsler gennem blandt andet den nationale folkepension som reaktion på krisen.

Kenya indførte universel folkepension i 2017, hvilket nu gør det nemt at overføre ekstra midler til landets ældre – midler, som ofte kommer ikke bare de ældre, men hele familien til gode.