Forsker: Krisen skal øge fokus på velfærdsydelser i udviklingslandene

REPLIK: Coronakrisen bør give anledning til et opgør med mange års fokus på små og ineffektive fattighjælpsprogrammer. Støt hellere opbygningen af universelle velfærdsstater, skriver ph.d.-studerende.

Af Rasmus Jensen Schjødt
Ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Christian Friis Bach bringer i Altinget et vigtigt emne ind i den danske bistandsdebat: udviklingen af nationale sociale sikkerhedsnet.

Det er et emne, der de seneste år er kommet højt på den internationale dagsorden hos både FN og Verdensbanken, men som af uvisse årsager endnu ikke har fået den store opmærksomhed fra danske udviklingsaktører.

Det bør ændre sig med krisen, og i den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem fattighjælp og universelle, rettighedsbaserede, velfærdsydelser.

Mange udviklingslande har allerede indført restriktioner for at begrænse smitten fra coronavirus, herunder udgangsforbud i flere lande.

Det er tiltag, som har voldsomme økonomiske konsekvenser og risikerer at kaste millioner af mennesker ud i fattigdom og sult.

Derudover bliver lavindkomstlandene også ramt af den internationale økonomiske nedgang, der følger af krisen.

Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at den globale økonomiske krise vil blive på størrelse med eller værre end finanskrisen, og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har advaret om, at krisen kan koste, hvad der svarer til 195 millioner fuldtidsstillinger på verdensplan.

En ny analyse fra FN-tænketanken UNU-Wider vurderer, at krisen kan betyde, at antallet af fattige i verden stiger med over en halv milliard mennesker til et niveau, som ikke er set i 30 år.

Kan ikke undgå recession
Den økonomiske krise rammer især de millioner af mennesker i udviklingslandene, der arbejder i den uformelle sektor, og som i disse uger mister deres indkomst fra den ene dag til den anden.

For hovedpartens vedkommende har de ingen adgang til sociale sikkerhedsnet eller nogen opsparing at trække på.

Disse mennesker har akut brug for interventioner, der kan sikre dem et minimum af indkomst til at klare sig igennem krisen.

I denne situation handler det i modsætning til under finanskrisen ikke om at undgå en recession, men om at afbøde de værste konsekvenser af en uundgåelig recession.

Det er vigtigt at handle hurtigt, idet fødevarepriserne allerede er begyndt at stige, og mange mennesker allerede har mistet deres indkomst.

Jo længere tid der går, før de får hjælp, jo større og mere længerevarende bliver konsekvenserne.

Akut behov for direkte overførsler
Der er med andre ord et akut og massivt behov for direkte overførsler af enten kontanter eller fødevarebistand til befolkningerne i udviklingslandene.

Både Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og FN har understreget behovet for at levere mere støtte gennem de nationale sociale sikkerhedsnet, som mange lande allerede har etableret.

Mange regeringer har da også allerede reageret: Ifølge den seneste opgørelse fra Verdensbanken og ILO fra 3. april har 106 lande verden over nu indført i alt 418 velfærds- og arbejdsmarkedsinterventioner for at hjælpe deres befolkninger gennem den økonomiske krise.

Det mest benyttede er skattefinansierede kontante overførsler som den danske kontanthjælp, men mange benytter også sociale forsikringsordninger som dagpengene.

Ud over rige lande som Danmark tæller listen også mange udviklingslande, som for eksempel Indien, Indonesien og Filippinerne.

Opgørelse viser udfordringen
Opgørelsen demonstrerer imidlertid også udfordringen, idet der endnu kun er meget få af de fattigste lande (lavindkomstlande) på listen.

Især i Afrika syd for Sahara har meget få lande endnu taget nogen initiativer til at beskytte deres befolkninger. Det skyldes naturligvis, at disse lande har begrænsede ressourcer til at reagere og også har meget begrænsede eksisterende sociale sikkerhedsnet.

En af undtagelserne er Kenya, som har afsat, hvad der svarer til 645 millioner kroner ekstra til overførsler gennem blandt andet den nationale folkepension som reaktion på krisen.

Kenya indførte universel folkepension i 2017, hvilket nu gør det nemt at overføre ekstra midler til landets ældre – midler, som ofte kommer ikke bare de ældre, men hele familien til gode.

Sats på universelle velfærdsydelser
En central pointe fra den eksisterende forskning i, hvordan sociale sikkerhedsnet kan anvendes i krisesituationer, er, at lande med mere udviklede sociale sikkerhedsnet har bedre mulighed for at benytte de eksisterende programmer til at levere ekstra støtte i en krisesituation end lande med små og fragmenterede programmer.

Det helt centrale parameter er, hvor stor en del af befolkningen der har adgang til de nationale sikkerhedsnet, og her har lande med universelle ydelser – det vil sige ydelser, som ikke er målrettet kun de fattigste – en stor fordel.

Desværre har især Verdensbankens bistand til sociale sikkerhedsnet i udviklingslandene indtil videre fokuseret på begrænsede programmer målrettet de fattige, som bedst kan beskrives som en form for gammeldags fattighjælp.

Der er mange problemer forbundet med disse programmer. Blandt andet ekskluderer de generelt hovedparten af de udsatte borgere med behov for støtte.

Fordi der ikke findes data om indkomst i de fleste lande, er man nødt til at benytte andre metoder, især matematiske formler baseret på husstandsundersøgelser, til at identificere "de fattige".

I praksis er det lidt af et lotteri, om man som borger kan få adgang til støtte, og under alle omstændigheder er kun en mindre del af befolkningen dækket.

Giver ikke mening med målrettet støtte til fattige
Coronakrisen understreger derimod, at når hele samfund rammes af en krise, så er der behov for universelle løsninger.

Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at målrette støtten til "de fattige," når krisen rammer hele befolkningen.

Den manglende bistand til universelle velfærdsydelser som pension og børnepenge i udviklingslandene betyder derfor, at de er dårligt rustet til at respondere på krisen.

Der er behov for at oprette en global fond for velfærdsydelser, som kan hjælpe de fattigste lande med at sikre basale ydelser som folkepension, børnepenge og ydelser til handicappede.

Opbakning til fond manglede
Det vil gøre en enorm forskel for fattigdom og ulighed og samtidig gøre landene langt bedre i stand til effektivt at hjælpe deres befolkninger igennem den næste krise.

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har tidligere forsøgt at skaffe opbakning til en sådan fond fra de rige lande, men hidtil uden held.

Kriser kan være nyttige til at vise os svage punkter i vores samfund og til at indføre forbedringer, som rækker ud over den aktuelle krise.

Coronakrisen viser med al ønskelig tydelighed vigtigheden af at etablere effektive sociale sikkerhedsnet og bør føre til et langt større fokus på dette i international udviklingsbistand, også fra dansk side.

Det er nu, at regeringer verden over skal gentænke og forbedre de sociale sikkerhedsnet med udgangspunkt i retten til indkomstsikkerhed for alle.

Forrige artikel Folkekirkens Nødhjælp: Pandemien vil forårsage sult og vold i Afrika Folkekirkens Nødhjælp: Pandemien vil forårsage sult og vold i Afrika Næste artikel Mellemfolkeligt Samvirke: Danmark skal arbejde for at fjerne ulandes gæld Mellemfolkeligt Samvirke: Danmark skal arbejde for at fjerne ulandes gæld