Friis Bach: Vi svigter, når vi ikke omstrukturerer bistanden

Af Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Uganda er et foregangsland, når det kommer til modtagelse af flygtninge. Flygtningene får et stykke land, som de kan bo på og dyrke. De får materialer til at bygge deres hus. De har bevægelsesfrihed og mulighed for at arbejde.

Uganda tager imod flygtningene med værdighed og ser dem som mennesker i stedet for flygtninge. På trods af at Uganda har modtaget over en million flygtninge alene fra krigen i nabolandet, Sydsudan.

Organisationer som Dansk Flygtningehjælp hjælper til – blandt andet ved at installere permanente vandforsyninger.

For det første fordi flygtningene skal være her i lang tid. For det andet fordi der også bliver rent drikkevand til de ugandere, der bor i området i forvejen. For det tredje fordi kvinder og børn så kan bruge tid på at gå i skole eller dyrke deres køkkenhaver – og også sælge nogle af afgrøderne og blive mere økonomisk uafhængige. I stedet for at bruge tiden på at hente vand.

Og endeligt fordi det er en billigere løsning end at transportere vand på lastbiler.

Vi er nødt til at kigge ud over kortsigtede løsninger og fokusere på, hvordan udviklingsbistanden virker bedst for at sikre en bedre fremtid for verdens udsatte mennesker.

Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Tjent ind på et år
Et eksempel er tre flygtningelejre i det nordlige Uganda. Her bor 165.000 flygtninge. De er afhængige af det vand, Dansk Flygtningehjælp kan køre ind i lejrene med tankvogne.

Det koster omkring 2,5 millioner kroner om måneden at sikre rent vand til dem. Det beløb kunne finansiere et vandsystem, der med solceller kan pumpe 50.000 liter vand op i timen – og levere permanent rent vand til 25.000 mennesker.

Systemet har dermed tjent sig ind på et år – måske på halvandet – og det vil være en varig og bæredygtig løsning.

Men vi kører desværre stadig vand i tankvogne. Vi hænger fast i den dårlige og dyre løsning, fordi vi kun får tre måneders bevillinger fra UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat, red.). Og fordi vi ikke må bruge pengene på de permanente vandløsninger – de skal bruges på lappeløsninger. Det skal vi lave om på.

Synlige fremskridt
Der foregår ellers mange positive tiltag globalt set. Verdensbanken er på banen med finansiering. Funding-mekanismer gennem den tyske udviklingsbank KfW bruges nu aktivt i forbindelse med flygtningekriser.

Private virksomheder spiller med i udviklingen af løsninger og indfrielsen af verdensmålene. Flere steder bruger stater deres eksisterende sociale tilbud til at integrere flygtninge. Alt sammen noget, vi i Dansk Flygtningehjælp i årtier har råbt højt om.

Danida og Danmark er på mange måder blandt dem, der er længst fremme, når det kommer til alternative finansieringsmuligheder, der kan være med til at sikre den langsigtede finansiering – og nye måder at samarbejde på.

Vi skal få de andre med
Men den danske udviklingsbistand kan ikke stå alene. Danmark kan – lige meget hvor gode og effektive vi er – ikke redde hele verden. Vi er nødt til at få de større muskler i spil. FN-systemet, private virksomheder og andre alternative finansieringsmuligheder.

Derfor er en af Danidas vigtigste opgaver også at presse på for dette internationalt set.

Det er nødvendigt for at sikre den nødvendige finansiering – og for at nedbryde skellet mellem den humanitære bistand og udviklingsbistanden.

Vi kender løsningerne – så lad os gøre noget
Jeg skrev i mit sidste indlæg, at udviklingsbistanden ikke må blive en popularitetskonkurrence. Vi er nødt til at kigge ud over kortsigtede løsninger og fokusere på, hvordan udviklingsbistanden virker bedst for at sikre en bedre fremtid for verdens udsatte mennesker.

Det frustrerer mig derfor, at vi kender løsningerne. Løsninger som dem, politikerne snakker om; nemlig mere hjælp til nærområderne.

Der svigter vi, når det gælder, hvis vi fokuserer kortsigtet. Og vi svigter, hvis vi ikke kan få donorkontrakter, der kan sikre varige vandløsninger i et land som Uganda.

Og jeg frygter, hvad der vil ske, hvis lande som Uganda ikke længere kan klare presset. Derfor skal vi sikre langsigtet hjælp til de millioner af flygtninge, der findes i verden – og til de millioner af mennesker i de værtssamfund i nærområderne, som løfter det langt største ansvar for verdens alt for mange flygtninge og fordrevne.