Christian Friis Bach: Udviklingsbistand er ikke en popularitetskonkurrence

Af Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Tidligere i år var jeg i DR Congo. Det er en af de største humanitære katastrofer, vi har i øjeblikket. Da vi var dernede, udbrød der ebola – det skaber en krise i en krise i en krise.

DR Congo har ti procent af verdens befolkning med akutte humanitære behov – men får kun tre procent af den globale finansiering til at dække disse behov. Da en centralt placeret medarbejder på et EU-kontor skulle forklare hvorfor, fik vi svaret: ”DR Congo producerer ikke terrorister og stort set ingen flygtninge eller migranter, der kommer til Europa.”

Vi ser i disse år et stort pres for at lade bistanden være dikteret af sikkerhedspolitik eller blive brugt til at beskytte grænser, modvirke migration eller sende afviste asylansøgere hjem. Eller idéen om at bruge så meget af bistanden som muligt på flygtningemodtagelse i hjemlandet. Det er bekymrende, og det er kortsigtet.

Snæver indenrigspolitik
Der er for eksempel bestemt gode elementer i EU’s trust fund for Afrika. Men de tre milliarder euro er taget fra EU's udviklingsramme, og heraf har Niger modtaget knap 190 millioner euro, hvoraf 50 procent er gået til sikkerhed og grænsekontrol. Det er blot ét eksempel. I flere og flere lande bruges udviklingsmidler til at lukke grænser og ruter for migranter og flygtninge.

Det fjerner ikke alene fokus fra det lange seje træk for at afskaffe fattigdom og sikre færre flygtninge og fordrevne. De kortsigtede løsninger kan også blive dyre på sigt.

Vi ser i disse år et stort pres for at lade bistanden være dikteret af sikkerhedspolitik eller blive brugt til at beskytte grænser, modvirke migration eller sende afviste asylansøgere hjem.

Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

I Libyen har midler fra EU lande gjort det lukrativt for tidligere militser at ernære sig ved at drive detentionscentre uden skyggen af beskyttelse. Det fører til alvorlige overgreb og menneskerettighedskrænkelser, og det kan også føre til yderligere konflikt og ustabilitet på sigt. Når grænserne lukkes i Vestafrika, vil det ramme samhandelen og samarbejdet mellem landene og dermed underminere mulighederne for at skabe vækst og stabilitet.

Hvis vi vælger de kortsigtede løsninger ud fra snævre indenrigspolitiske hensyn, kan det derfor på sigt gøre udfordringerne endnu større. Og imens bliver mange af de mennesker, der bevæger sig på ruterne, udsat for voldsomme overgreb og krænkelser.

Vores monitorering på ruterne i Østafrika viser, at knap halvdelen af de adspurgte migranter har oplevet vold på egen krop. 26 procent har enten været udsat for eller overværet voldtægt. 16 procent har set folk dø. Og cirka 50 procent af alle overgreb begås af myndighedspersoner (militær, grænsepoliti). Det er ikke i orden.

Det mindste, EU-landene kan gøre, hvis der gives støtte til at lukke grænser eller ruter, er at sikre, at vi samtidig beskytter de mennesker, der strander undervejs og udsættes for overgreb.

Bistand er til de fattigste
Udviklingsbistanden skal fordeles ud fra behov og til at hjælpe med at indfri de grundlæggende menneskerettigheder – herunder ikke mindst retten til mad, vand, basale sundhedsydelser, uddannelse og til et liv i sikkerhed og tryghed. Derfor skal politikerne have modet til at tænke langsigtet og løsningsorienteret omkring eksempelvis flygtningesituationerne og huske de glemte konflikter, der ikke fylder i medierne eller producerer flygtninge til Europa.

Vi skal holde fast i, at udviklingsbistanden er til for verdens fattigste, og dem, der er ramt af krig og konflikt – ikke for indenrigspolitiske behov.

Vi skal passe på, at alting ikke bliver koblet sammen med kortsigtede løsninger for at stoppe migrations- og flygtningestrømme til Europa nu. Og vi skal sikre flere penge til at hjælpe mennesker, der er ofre for verdens kriser og konflikter, samt til at udvikle lande og samfund fri for fattigdom og forfølgelse – også de steder, hvor befolkninger ikke bevæger sig til vores del af verden.

Det kræver modige og stædige politikere. Og hvis de har brug for hjælp til, hvor pengene skal bruges, så er menneskerettighederne og verdensmålene et godt sted at starte.