Martin Lidegaard: Verdensmålene kræver mere politisk engagement

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører og tidligere udenrigsminister

Det er en tilbagevendende diskussion, hvor meget politikerne skal blande sig i den konkrete udmøntning af dansk bistand. Alle er enige om, at Folketinget selvfølgelig skal udstikke de brede rammer og strategier, men hvor tæt skal de bagefter gå på ministeriets konkrete indsatser og aftaler med enkelte lande og organisationer?

Fortalere for en større politisk involvering peger på det ønskelige i et større politisk og folkeligt ejerskab til bistanden. Det kræver, at politikerne også kommer tæt på den konkrete udmøntning. Modstandere peger omvendt på risikoen for, at politikerne vil pleje deres egne særinteresser og gøre bistanden mindre professionel og effektiv. Begge parter har selvfølgelig en pointe.

Men min påstand er, at FN’s nye 17 bæredygtighedsmål for alvor har gjort det nødvendigt at engagere politikerne i bistanden. Det skyldes tre faktorer.

Politiske bæredygtighedsmål
For det første er de sytten bæredygtighedsmål, der nu udgør formålet med dansk bistand, klart mere politiske i deres format end det forholdsvis objektive fattigdomskriterium.

De nye mål kalder på en løbende og sværere politisk debat om, hvordan der skal prioriteres mellem målene i den danske bistand, hvor de danske kompetencer og synergier er størst, og vores egne politiske prioriteter tungest.

Den største del af bistanden vil og skal stadig gå til de fattigste lande, men det er umuligt at nå målene for eksempelvis klima og vand uden at indgå langt flere strategiske partnerskaber.

Martin Lidegaard (R)

Vi fik taget fat på den diskussion i den nye udviklingspolitiske strategi, men med hånden på hjertet blev der ikke tale om nogen meget klar prioritering. Danmark bør blive bedre til at fokusere sin indsats inden for områder, hvor vores ministerier, erhvervsliv og civilsamfund har særlige kompetencer – og synergieffekter.

Handels- og udenrigspolitik
For det andet gør de nye mål det også nødvendigt at investere en større del af bistanden i de såkaldte vækstøkonomier for at påvirke deres vækst i en mere bæredygtig retning.

Den største del af bistanden vil og skal stadig gå til de fattigste lande, men det er umuligt at nå målene for eksempelvis klima og vand uden at indgå langt flere strategiske partnerskaber med de hurtigst voksende økonomier for at sikre, at de kopierer for eksempel vores grønne løsninger for energi.

Valg af samarbejdspartnere og områder bør være et politisk valg i begge partnerlande, fordi det også har udenrigspolitiske og handelspolitiske implikationer, ligesom det kræver involvering af diverse ressortministerier.

Politisk engagement
Endelig kræver de sytten mål et stort politisk engagement ved siden af og kombineret med bistanden. Som bekendt lever der i dag flere mennesker under fattigdomsgrænsen i Indien end i hele Subsahara Afrika. Det er altså i vidt omfang et fordelingspolitisk spørgsmål i de enkelte lande, hvilket kalder på en bredere – og sværere – indsats fra dansk side, hvor også danske ministre og politikere må engagere sig på politisk niveau – direkte med politiske kollegaer og indirekte gennem støtte til civilsamfundet.

Det er svært og skal spille varsomt sammen med bistanden – men kræver under alle omstændigheder et stort politisk engagement.

Derfor tror jeg, alle os ordførere vil gøre klogt i at kridte skoene de kommende måneder og gøre os klar til et betydeligt større engagement fra politisk side, hvilket selvfølgelig også kræver, at ministeren er klar til at involvere os, inden alle søm er slået i.

Perspektivet er stort. Om få årtier vil verdens BNP være fordoblet. Bliver den vækst bæredygtig, kan vi give en bedre klode videre til vores børn. Bliver den ikke bæredygtig, ser det svært ud. Derfor er det måske den største politiske opgave, som min generation af politikere står over for.