Martin Marcussen: Vi er vidne til en kommercialisering af udviklingspolitik

Af Martin Marcussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Der har altid været en snert af kræmmermentalitet i dansk udviklingspolitik. Ikonisk er således udenrigsminister Jens Otto Krags udtalelse i forbindelse med den officielle lancering i 1962 af dansk ulandsbistand: "At hjælpen samtidig kan virke fremmende for dansk eksport, synes jeg ikke, vi behøver skamme os over".

Over årene har danske pumpe-, cement- og fødevareproducenter således nydt rigtig godt af den generøse danske bistand til fattigdomsbekæmpelse.

I disse år oplever vi imidlertid en ny drejning i dansk udviklingspolitik: Nemlig at det danske erhvervslivs interesser og tilstedeværelse i formuleringen og udførslen af dansk udviklingspolitik er blevet fuldstændig institutionaliseret.

Med FN-legitimitet i ryggen er vejen banet for den ultimative institutionalisering af erhvervslivet i dansk udviklingspolitik.

Martin Marcussen
Professor i statskundskab (KU)

Der er tale om en meget omfattende kommercialisering af dansk udviklingspolitik, som giver sig til udtryk på tre måder:

Økonomisk støtte
For det første nyder det danske liberale erhvervsliv stor fordel af et utal af offentligt finansierede eller garanterede støtteordninger, der skal gøre det muligt for dem at indtage og konkurrere på nye markeder.

Strategiske beslutninger kan efter al sandsynlighed ikke længere finde sted uden det danske erhvervslivs inddragelse og accept.

Martin Marcussen
Professor i statskundskab (KU)

Mest kendt er nok IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande – der bidrager med billig og ikke mindst risikovillig kapital til etablering og drift af selskaber i udviklingslande.

Det danske erhvervsliv kan samtidig for en billig penge modtage rådgivning, der leveres af IFU's investeringsrådgivere i København såvel som i ni regionale kontorer i Afrika, Asien og Latinamerika.

I samarbejde med IFU tilbyder Udenrigsministeriet desuden forskellige former for låneprogrammer til det danske erhvervsliv.

Det kan være "Danida Business Finance", som skal sikre finansiering til infrastrukturprojekter i udviklingslande, hvilket danske erhvervsvirksomheder inden for transport-, energi-, vand- og sanitetsområderne nyder godt af.

Det kan også være det såkaldte "Danida Business Explorer", der har til formål at give tilskud til danske virksomheder, som vil undersøge en konkret forretningsmulighed i udviklingslande. Det danske erhvervsliv er på støtten. Ulandsstøtte.

Politisk indflydelse
For det andet nyder erhvervslivet stor fordel af at blive involveret i nogle af de helt centrale beslutningsprocesser i dansk udviklingspolitik.

Det kan være i forbindelse med de offentlige høringer, der organiseres forud for eksempelvis lovændringen om internationalt udviklingssamarbejde samt udkastet til den nye udviklingspolitiske og humanitære strategi.

Det kan også være i forbindelse med erhvervslivets tilstedeværelse i det udviklingspolitiske råd, der mødes otte gange om året med det formål at yde udviklingsministeren strategisk og faglig rådgivning om udviklingssamarbejdet.

Involveringen kan selvfølgelig også finde sted mere ad hoc og uformelt, hvilket vi af gode grunde ikke har det fulde overblik over. Men hos de helt store erhvervsorganisationer er indtrykket, at det altid er muligt at få sat et møde i stand på Asiatisk Plads.

Partnerskaber
For det tredje, og som noget relativt nyt, indgår erhvervslivet nu i stadig flere partnerskaber med udenrigstjenesten på det udviklingspolitiske område. Partnerskaber italesættes eksplicit i et af FN's 17 verdensmål som et middel til at håndtere og styrke en bæredygtig udviklingspolitik på globalt plan.

Det er en bold, som udenrigstjenesten har grebet og skrevet direkte ind i den seneste udviklingspolitiske strategi: "Danske private aktører, herunder virksomheder, investorer og finansielle institutioner, fonde, arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer vil fremover i endnu højere grad stå som relevante partnere, der kan bringe deres viden, kompetencer og teknologi i spil for at løse bæredygtighedsudfordringer på områder som klima, energi, vand, fødevarer og sundhed" (Regeringen, 2017 :12).

Med FN-legitimitet i ryggen er vejen således banet for den ultimative institutionalisering af erhvervslivet i dansk udviklingspolitik.

"Danida Market Development Partnerships" har eksempelvis til formål at promovere kommercielt orienterede partnerskaber, som bidrager til at udvikle markeder og fremme lokal økonomisk vækst og beskæftigelse i udviklingslande.

Senest har regeringen simpelthen været initiativtager til at etablere et netværk af lande – kaldet "Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 (P4G)" – som med blandt andet danske bistandsmidler i ryggen har til formål at skabe endnu flere partnerskaber på området for grøn vækst.

Afhængige beslutninger
Den gode historie omkring kommercialiseringen af dansk udviklingspolitik er forhåbentlig, at det danske erhvervsliv kan være med til at forøge det spektrum af muligheder, Danmark har for at bekæmpe fattigdom i verden.

Hvorvidt det er generelt tilfældet, mangler vi stadigvæk at se overbevisende belæg for.

Den knap så gode historie omkring kommercialiseringen er, at strategiske beslutninger, som hvor vi åbner og lukker ambassader, hvordan man organiserer indsatsen på de enkelte ambassader, hvor vi placerer den næste vækstrådgiver, og hvilke lande og regioner der særligt skal prioriteres i dansk udviklingspolitik, efter al sandsynlighed ikke længere kan finde sted uden det danske erhvervslivs inddragelse og accept.