Hvilken vej skal udviklingsbistanden gå?
PRÆSENTATION: Regeringens udspil til fremtidens udviklingspolitiske strategi nærmer sig, og Altinget sætter derfor fokus på emnet i den kommende måned. Læs mere her, og mød panelet.
David Laungaard Lose
Marketing AnalystUdenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen er kommet med sine længeventede anbefalinger til fremtidens danske udenrigspolitik, og udenrigsminister Kristian Jensen (V) er i fuld gang med at lægge sidste hånd på den nye danske udviklingspolitiske strategi.
Mange idéer er bragt på bordet: Fokus på bekæmpelse af migration, danske interesser, særligt udvalgte FN-verdensmål mm.
Men hvilke vej mener du, at danske udviklingsbistand skal bevæge sig hen i fremtiden? Det spørgsmål vil Altinget gerne sætte i fokus den kommende måned.
Debattørerne er:
Michael Aastrup Jensen (V), udviklingsordfører
Michael Aastrup Jensen er uddannet akademiøkonom fra Det Danske Erhvervsakademi, Randers. Han har siddet i Folketinget for Venstre siden 2005 og er desuden formand for Europarådet. Han er partiets udenrigs- og udviklingsordfører. Fra 1998 til 2006 var han medlem af byrådet i Randers Kommune, og han var fra 2002 til 2006 borgmester samme sted. Han har tidligere arbejdet som bl.a. salgs- og marketingkoordinator.
Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær, Red Barnet
Jonas Keiding Lindholm startede sin karriere i udviklingsarbejdet som feltarbejder i Dadaab, verdens største flygtningelejr i år 2000. Han har mere end 15 års praktisk erfaring med humanitært arbejde med børn og unge i verdens brændpunkter. Han er uddannet sociolog fra Lunds Universitet og har blandt andet arbejdet ved Københavns Universitet, FN’s Fødevareprogram (WFP) og Save the Children i London.
Louise Riis Andersen, Seniorforsker, DIIS
Louise Riis Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og medlem af Udviklingspolitisk Råd. Hendes arbejde fokuserer på internationale interventioner i skrøbelige stater. Hun har været ansat på DIIS siden 2004. Inden da var hun ansat i Udenrigsministeriet, hvor hun gjorde tjeneste bl.a. på Ambassaden i Vietnam og som ministersekretær for Per Stig Møller (K). Hun har læst statskundskab i Aarhus og har en PhD i International Politik fra Københavns Universitet.
Andreas Kamm, generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
Andreas Kamm er cand.mag. i historie fra Odense Universitet. Han har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp siden 1979 og har som generalsekretær siden 1998 stået i spidsen for en udvikling, der har betydet, at Dansk Flygtningehjælp i dag er den største danske internationale humanitære organisation. Dansk Flygtningehjælp hjælper mere end 2,5 mio flygtninge og fordrevne i nu 40 lande.
Jan Laustsen, områdedirektør, Landbrug & Fødevarer
Jan Laustsen er uddannet cand.agro. og merkonom i Eksport og Organisation. Han har været ansat i Landbrugsrådet og efterfølgende Landbrug & Fødevarer siden 1987. Han er i dag direktør for Handel, Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer. Hans væsentligste ansvarsområder er handels- og udviklingspolitik, eksportfremme, internationale relationer og ernæringsforhold. Han har desuden været medlem af Danidas styrelse fra 2012-13 og herefter medlem af Udviklingspolitisk Råd fra 2013 til nu.
Bolette Christensen, adm. direktør, Børnefonden
Bolette Christensen har en kandidatgrad i psykologi, har tidligere været direktør i Dansk Industri gennem 17 år og har stor erfaring med organisationsudvikling og ledelsesudvikling. Hun har tidligere været stærkt involveret via bestyrelsesarbejde i Dannerhuset og er initiativtager til Rehabiliteringscentret for Etniske Kvinder. Hun er desuden medlem af en række bestyrelser og har en forkærlighed for at sikre de unge en ordentlig fremtid, både i Afrika og Danmark, hvor hun er formand for bestyrelsen for C:NTACT og Greve Gymnasium.
Steffen Bo Jensen, professor mso, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet
Steffen Jensen har en PhD fra Roskilde Universitetscenter og er nu projektseniorforsker ved DIGNITY-Dansk Institut mod Tortur og professor (mso) ved Aalborg Universitet. Han har forsket i og skrevet om voldelige netværk såsom bander, selvtægtgrupper, politi og paramilitære grupper med projekter blandt andet i Sydafrika, Filippinerne og Danmark. Han har skrevet bogen ’Gangs, Politics and DIGNITY in Cape Town’ in 2008 fra Chicago Universitetsforlag og senest redigeret ’Histories of Victimhood’ fra Penn Universitetsforlag. Hans seneste forskning behandler spørgsmål om vold, køn og flygtninge i store byer.
Tania Dethlefsen, vicegeneralsekretær, Sex & Samfund
Tania Dethlefsen er vicegeneralsekretær for Sex & Samfund og leder af afdelingen for Politik, Kommunikation og Mobilisering. Hun er også næstformand i Udviklingspolitisk Råd, der har til rolle at give en løbende rådgivning af og have strategisk dialog med udenrigsministeren i forbindelse med internationalt udviklingsarbejde. Hun har fra 2008-2015 været international chef i Sex & Samfund og er desuden forperson for EuroNGOs, et europæisk netværk af 36 civilsamfundsorganisationer. 43-årige Tania Dethlefsen har en kandidatgrad i psykologi og kommunikation. Sex & Samfund kæmper for alles ret til at træffe frie og informerede valg om seksualitet og reproduktion uden at blive diskrimineret. Sex & Samfund er den danske medlemsorganisation af International Planned Parenthood Federation og har søsterorganisationer i 152 lande.
Fra 2. juni og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på hvilken vej skal udviklingsbistanden gå.
Følg debatten her.
Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.
Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]