Debat

IBIS: Udviklingsbistanden er det Danmark vi kender

DEBAT: Når udviklingsbistanden fremstilles udelukkende som en omkostning til verdens fattigste, er det en populistisk tankegang, der afskriver det Danmark vi kender. Det mener Lars Koch, politik og kampagnechef i IBIS.

Danmark har historisk været åbent mod verden. Jeg håber, vores politikere efter valget den 18. juni – uanset parti – vil udvise politisk lederskab og vælge verden, mener Lars Koch, politik og kampagnechef i IBIS.
Danmark har historisk været åbent mod verden. Jeg håber, vores politikere efter valget den 18. juni – uanset parti – vil udvise politisk lederskab og vælge verden, mener Lars Koch, politik og kampagnechef i IBIS.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Koch
Politik og Kampagnechef i IBIS

Udviklingsbistand, flygtninge og asylmodtagere er kommet til at spille en central rolle i valgkampen. Men på en forstemmende måde. Danmarks indsats for verdens fattigste og for at redde mennesker på flugt er mest noget, mange partier vil skære ned på for at få flere penge til sundhedsudgifter, medicinalselskabernes ekstremt dyre produkter, skattelettelser og nye køkkener. Når udviklingsbistanden bliver fremstillet som noget, der bare skal skæres i, fordi det er en ”unødvendig” udgift, er det naturligt, at tilliden og opbakningen til en stærk og langsigtet dansk bistand svinder i befolkningen.

I mange partiers valgretorik er verden noget, vi skal være bange for, beskytte os mod og holde væk. Det er snæversynet og udansk. Det er meget langt fra den historie, Danmark har som en åben småstat. Og det er udtryk for, at politisk lederskab bliver afløst af populistiske og kortsigtede løsninger frem mod valget. For selvfølgelig er udgifterne til sundhedssystemet langt tættere på den enkelte dansker, der snart skal til valgurnerne, end den udviklingsbistand, der kan sikre uddannelse til millioner af børn, så de kan være med til at bringe deres samfund økonomisk frem af og få en demokratisk stemme i deres land.

Men det er usmageligt at lade verdens fattigste betale for vores trods alt marginale problemer. Tænk, hvis partierne i stedet arbejdede for basal sundhed og medicin til alle i verden, i stedet for – af angst for vælgerne – at udstede garanti for, at alle i Danmark altid vil kunne få al slags medicin, uanset prisen og effekten? Det ville være lederskab.

Langsigtede interesser
Politisk lederskab handler om at tage det lange lys på. Det er åbenlyst, at så længe uligheden og fattigdommen i andre dele af verden tæt på Danmark er enorme, så vil der være et pres for at komme til Danmark og andre rige lande for at få et værdigt liv. Derfor handler politisk lederskab om at forklare de langsigtede interesser for Danmark i at skabe vækst, job og fremdrift i Afrika, så forældre kan få et værdigt liv med et job, kan sende deres børn i skole og have mad til deres børn. Her spiller udviklingsbistanden en afgørende rolle for at hjælpe de fattigste mennesker i de fattigste lande. Samtidig kan bistanden fremme Danmarks langsigtede interesser.

Fakta
Fra 19. maj og en måned frem tager Udviklingsdebatten tilliden og opbakningen til udviklingsbistanden op til debat.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Danmark er en lille, åben økonomi, der er dybt forankret i verden og altid har været det tilbage fra vikingernes tid, århundredes stolte søfartstraditioner og en stor eksport til hele verden. Danmark er et land, der er åbent for ideer, er ekstremt hurtigt til at tage ny teknologi til sig og være forrest i globaliseringens kapløb. Det er det, vi lever af og skal værne om. Danmark har som småstat en interesse i et globalt system, der er styret af rettigheder og aftaler frem for de stærkes ret.

Det er som om, at denne naturlige interesse som småstat er blegnet over de sidste 15-20 år – måske samtidig med at Danmark har lagt sig tættere ind under USAs vinger, er blevet en aktivt krigsførende nation og søger at gennemtvinge sine interesser med militær magt frem for dialog og aftaler? Men Danmark er dybt afhængig af gode relationer i verden, uanset hvor tungt vi tramper med militærstøvler, og uanset hvor truende verden kan forekomme.

Danmark har som småstat en interesse i et globalt system, der er styret af rettigheder og aftaler frem for de stærkes ret.

Lars Koch
Politik og Kampagnechef i IBIS

En meget vigtig rolle
Latinamerika, Afrika og Asien har stærk vækst, behov for bæredygtige teknologiske løsninger, en ung befolkning, der skriger efter innovation og kreative produkter. Og samfund, der har brug for at udvikle velfærdsløsninger. Med andre ord ekstremt spændende markeder for dansk eksport og teknologi. På disse markeder spiller udviklingsbistanden en meget vigtig rolle som brohoved og murbrækker. Danmark har mange steder stadig et godt renommé, blandt andet i kraft af vores åbne og rettighedsbaserede tilgang med respekt for andre folk og forståelse for at navigere i fremmede kulturer.

Derfor forekommer det hovedløst at ville stoppe udviklingssamarbejdet med de Mellemamerikanske lande og Bolivia, fordi netop dette samarbejde fungerer som et vigtigt brohoved ind på de ekspanderende latinamerikanske markeder. Der hersker respekt om Danmark, blandt andet på grund af et mangeårigt og resultatrigt bistandsarbejde i regionen. At ville lukke det danske udviklingsarbejde i Latinamerika er ikke bare ærgerligt for de mange oprindelige folk og marginaliserede grupper, der nyder godt af dansk støtte. Der er også synd for Danmarks fortsatte fremgang på disse markeder og vores politiske relation til lande, der har stigende international betydning. Det er kortsigtet og mangel på politisk lederskab.

Når vores politiske ledere fremstiller udviklingsbistanden udelukkende som en omkostning til verdens fattigste, som vi skal beskære for at forsvare vores egen velfærd, så er det en kortsigtet og populistisk tankegang, der afskriver det Danmark vi kender. Den nedladende og nationalistiske retorik underminerer tilliden til, at Danmark gennem aktivt engagement i verden – herunder gennem udviklingsbistand – kan forsvare vores interesser og skabe en mere retfærdig verden, også for denne verdens fattige lande og folk. Danmark har historisk været åbent mod verden. Jeg håber, vores politikere efter valget den 18. juni – uanset parti – vil udvise politisk lederskab og vælge verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Koch

Generalsekretær, Oxfam Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00