IDA: Ministeren glemmer udviklingen

Af Erik Blas 
Formand for IDA Global Development

I lande med perfekt fungerende demokratier, og hvor befolkningen er oplyst, og folk har lige muligheder for at træffe frie valg, kan man med rimelighed sige, at man skal lytte til landets regering. Ingen af de tre lande (Bangladesh, Myanmar og Vietnam), ministeren lige har besøgt, kan imidlertid siges at være mønsterdemokratier, sådan som vi gerne vil definere demokrati.

I ingen af landene kan man heller sige, at folk har lige muligheder for at træffe frie valg. I ingen af landene er der de facto ligestilling mellem mænd og kvinder.

Hvis man ikke har dækket rimelige basale behov for uddannelse, sundhed, mad, husly og sikkerhed mod overgreb, kan man nok ikke forventes at have en oplyst mening om, hvorvidt mere handel vil hjælpe. Bortset fra selvfølgelig, at man kan se, at nogle private erhvervsdrivende kan køre rundt i private luksusbiler, f.eks. i Hanoi, hvor en bil koster mere end i Danmark, og hvor en god løn for en universitetsuddannet i den private sektor er på US$400-500 om måneden for ti timer om dagen, seks dage om ugen og med en til to timers transport hver vej hver dag mellem det delte værelse og arbejdspladsen.

Og hvor man, specielt hvis man er kvinde, skal finde sig i at blive chikaneret og groft behandlet på arbejdspladsen. Situationen er tilsvarende eller værre i de fleste lav- og mellemindkomst lande, som Danmark samarbejder med indenfor både handel og udvikling.

Vækst omsættes ikke til udvikling
Vi kan godt lide at tænke på udviklingsrelationen som en progression fra bistandsgiver og modtager over udviklingspartnere til handelspartnere. Men realiteterne i mange udviklingslande er, at økonomisk vækst ikke nødvendigvis løser udviklingsproblemerne. Ulighederne vokser, og mere end halvdelen af verdens fattige lever i dag i mellemindkomst-landene, dvs. lande, der er rykket op i handelspartnerklassen.

Den vækst, der i øjeblikket ses i Afrika, bygger mere på udnyttelse af naturressourcer: olie, gas, mineraler, storlandbrug, osv. end på en bred inklusiv vækst. Det gælder også i Mozambique og Tanzania - to store danske udviklingspartnere, der står til at rykke op i handelspartnerklassen indenfor de næste ti år.

En meget stor del af de flygtninge, der for tiden presser på for at krydse Middelhavet, kommer fra lande, der allerede er i handelspartnerklassen, f.eks. fra Mellemøsten og Nigeria. De flygter ikke, fordi deres respektive lande er fattige – men fordi landene ikke fungerer. Fordi landenes regeringer ikke har formået eller villet omsætte den økonomiske vækst til en inklusiv samfundsudvikling. Det kan nok så meget handel ikke lave om på.

Clinton brugte handelsinstrumentet
US Præsident Bill Clinton forsøgte i første halvdel af halvfemserne efter massakren på den Himmelske Freds Plads at lægge pres på Kina. Han brugte handelsinstrumentet. Nemlig ikke at ville give Kina status som ’most favoured nation’, før landets regering havde forbedret demokrati og menneskerettighederne på væsentlige punkter.

Nuvel, jeg er enig med handelsministeren, man skal ikke lade nabokøbmanden løbe med alle de gode kunder. Men det ville være godt også at høre udviklingsminister Mogens Jensen i denne sammenhæng.

Erik Blas
Formand for IDA Global Development

Hovedmodstanderen i dette var dog ikke den kinesiske regering, men det amerikanske erhvervsliv. Dette fremførte, at mens Clinton spillede ’hellig’, så løb europæiske virksomheder, der ikke var begrænsede af deres regeringers fine følelser, med byttet i form af adgang til det kinesiske marked inklusive rettigheder til at etablere sig i landet.

Som vi alle ved, vandt det amerikanske erhvervsliv og den kinesiske regering. Kina fik status som ’most favoured nation’, amerikanske virksomheder fik adgang til det kinesiske og de kinesiske til det amerikanske marked. Den kinesiske regering ændrede ikke noget mht. demokrati og menneskerettigheder.

Nu hører vi handelsminister Mogens Jensen fremføre de samme argumenter, som de amerikanske erhvervsvirksomheder gjorde dengang i halvfemserne. Nu er det bare Afrika, vi taler om. Nu er det i ministerens øjne ikke europæiske, men kinesiske virksomheder, der løber med byttet. De kinesiske interesser har enorme ressourcer i ryggen. Disse ressourcer er opbygget siden 1990erne. De er kontrolleret gennem tætte bånd mellem virksomheder, militær, regering og det kommunistiske parti.

Dette har været muligt bl.a. fordi, der ikke blev og stadig ikke er indført demokrati og menneskerettigheder i Kina, som krævet af demonstranterne på den Himmelske Freds Plads tilbage i 1989.

Nuvel, jeg er enig med handelsministeren, man skal ikke lade nabokøbmanden løbe med alle de gode kunder. Men det ville være godt også at høre udviklingsminister Mogens Jensen i denne sammenhæng. Dette især i lyset af de ikke så gode erfaringer med ’policy dialogue’, jvf. bl.a. fællesevalueringen af budgetstøtten til Tanzania fra 2013, samt i lyset af at de kinesiske engagementer i Afrika heller ikke i dag just har ry for at være frontløbere indenfor styrkelse af demokrati og menneskerettigheder.