Debat

Institut for Menneskerettigheder: Danidas udviklingspolitiske strategi gentager en gammel synd

De nye udviklingspolitiske prioriteringer er desværre ikke visionære og innovative i forhold til de mest akutte problemer i de afrikanske lande, skriver seniorforsker Hans-Otto Sano.

De meste akutte fattigdoms- og menneskerettighedsproblemer får ikke den opmærksomhed de fortjener, særligt i den nuværende krisesituation efter covid-19, skriver Hans-Otto Sano. Arkivfoto.
De meste akutte fattigdoms- og menneskerettighedsproblemer får ikke den opmærksomhed de fortjener, særligt i den nuværende krisesituation efter covid-19, skriver Hans-Otto Sano. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hans-Otto Sano
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danida har netop udsendt regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2023-26. Der er afsat 8,2 milliarder kroner af bistanden til migration, nærområder og skrøbelige stater samt modtagelsen af ukrainske flygtninge i Danmark. Det svarer til cirka 40 procent af den samlede pulje for 2023.

Pengepuljen skal især anvendes til indsatser i lande på Afrikas Horn og i Sahel-regionen, som eksempelvis Niger og Mali. I det østlige Afrika er det derimod kun Kenya og Uganda, der er tilbage af de tidligere bistandsmodtagere, mens Etiopien og Somalia favoriseres på Afrikas Horn. Der er med andre ord sket en geografisk forskydning i prioriteringen af de afrikanske stater.

Det er tankevækkende, at Danida prioriterer netop de skrøbelige stater, der potentielt kan bidrage til en migrationstrussel.

I udviklingsplanen fremgår det, at menneskerettighederne er under pres, blandt andet som følge af anti-demokratiske kræfter. Derfor skal der, ifølge strategien, lægges kræfter i at styrke ansvarlighed, deltagelse og ytringsfrihed, samt at bekæmpe kønsdiskrimination og forskelsbehandling af seksuelle minoriteter. På denne måde er menneskerettighederne en del af værktøjskassen til at angribe ulighed i samfundene.

Hvad der dog ikke italesættes, er sammenhængen mellem sociale rettigheder og fattigdom. Danidas strategi gentager blot en gammel synd: De sociale rettigheder bliver omtalt som sociale indsatser uden et klart defineret rettighedsperspektiv.

Danmark bør signalere, at de tager sociale rettigheder alvorligt

Arbejdsløsheden i flere afrikanske lande, særligt i Østafrika, har været voksende siden 2019. Covid-19 har ramt især bybefolkningerne hårdt, blandt andet på grund af massive virksomhedslukninger og restriktioner i bevægelsesfrihed.

I Kenya kostede covid-19 et tab på 1,1 million jobs i den uformelle økonomi. Det er eksempelvis mindre virksomheder, gadehandel og transport. Det er især unge og kvinder, der arbejder i disse typer jobs i byområderne, og dermed ender de som ekstra udsatte for pandemiens konsekvenser.

Jeg kan få det indtryk, at Danida ikke tænker i udvikling, men blot forsøger at forhindre, at det hele ikke bliver værre

Hans-Otto Sano, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

I Afrika udgør sociale sikringsprogrammer kun cirka én procent af bruttonationalproduktet, selvom flere lande siden 2020 har kastet sig ud i reformer, der skal sikre deres borgere en vis indkomstsikkerhed.

Hidtil har Danidas indsats for at skabe bedre social sikring koncentreret sig om landdistrikterne ud fra en betragtning om, at det er her, de sårbare grupper befinder sig og ikke i byerne. Men retten til social sikring er sammen med sundheds- og uddannelsesrettigheder den rettighed, der har størst betydning for akut fattigdomsbekæmpelse, og den er relevant for den en stadig mere tyngende fattigdom i byerne.

Derfor ser jeg det som en oplagt mulighed at styrke den sociale sikring som et instrument til at bekæmpe fattigdommen i udsatte områder. Fordelen i et sådant tiltag vil desuden være at staterne i Afrika har fået øjnene op for nødvendigheden af socialpolitiske tiltag.

Forskning viser, at sociale sikringsprogrammer har positiv indflydelse på vækst og lighed. Og ifølge OECD og Verdensbanken bidrager fødevare- eller kontanthjælpsbistand til, at de fattigste familier kan få adgang til eksempelvis kredit eller til at børn kommer i skole.

Verdensbanken vurderer, at det vil tage flere år, før udviklingen i Afrika syd for Sahara kommer på niveau med situationen før 2020. Den danske bilaterale udviklingspolitik kunne gøre langt mere i forhold til sociale rettigheder generelt og hvad angår social sikring specifikt i Afrika. Det ville også være et signal til de afrikanske stater om at Danmark tager de sociale rettigheder alvorligt.

Udvikling eller brandslukning?

Danidas prioriteringer har vægt på humanitære og sikkerpolitisk stabiliserende indsatser, herunder også internt fordrevne i visse stater. Flygtninge, migration og konflikter lægger sig som en dyne over en stor del af bistanden. Det er områder, som danske politiske interesser har et godt øje til.

Danida tilgodeser menneskerettighederne i forhold til køn, seksuelle minoriteter og støtter samtidig flygtninge i nærområderne. Der ydes væsentlige bidrag til civilsamfund med henblik på at modvirke autoritære udviklinger.

Men de meste akutte fattigdoms- og menneskerettighedsproblemer får ikke den opmærksomhed de fortjener, særligt i den nuværende krisesituation efter covid-19.

Jeg kan få det indtryk, at Danida ikke tænker i udvikling, men blot forsøger at forhindre, at det hele ikke bliver værre.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion