Kristian Jensen: Der er ikke filantropi nok i verden til at finansiere verdensmålene

Finansminister Kristian Jensen (V) putter ikke med sin begejstring for FN’s 17 verdensmål. Han poserer gerne foran kameraet med en specialfremstillet verdensmålsbold og bærer ofte verdensmålsnål i reversen på sit jakkesæt.

Og da regeringen i efteråret 2017 præsenterede sit finanslovsudspil, tweetede Jensen stolt.

"Proud to present Denmark's first ever national budget taking account of the #SDGs #ffl18"

I en hurtig automatanalyse kunne FN’s målsætning om at fremme ligestilling, lighed og grøn energi ellers lyde som tankegods født ud af en venstreorienteret dagsorden. Ligesom det borgerlige Danmark ikke er kendt for sin begejstring for vidtløftige FN-visioner.

Bare det at blive kaldt op til en uformel eksamen i FN-bygningen gør, at man begynder at stramme sig an.

Kristian Jensen
Finansminister (V)

Alligevel er finansministeren én af Danmarks mest markante SDG-ambassadører.

“Verdensmålene er visionen for at skabe en bedre verden, men også sagt mere direkte: Bliver de til virkelighed, bliver verden også mere dansk. Fordi danske principper om ligestilling, demokrati, partnerskaber og retssikkerhed står helt centralt i verdensmålene, fortæller Kristian Jensen til Altinget: magasin.

“Og så vil man fremme noget af det, danske virksomheder er fremragende til: rent drikkevand, grøn energi, sundhed og fødevarer.”

Særligt den sidste passage er central, når man skal forstå, hvorfor en Venstre-finansminister flankeret af Dansk Industri og superbrands som Novo Nordisk, Grundfos og Carlsberg hylder verdensmålene. Analysen i store dele af magtens cirkler er, at danske virksomheder kan blive blandt vinderne i den internationale konkurrence om at bidrage til at nå verdensmålene inden 2030.

Private investeringer bliver afgørende
Og der er i den grad efterspørgsel på privat kapital. Beregninger har tidligere vist, at skulle man opfylde målene via det statslige udviklingssamarbejde, skulle de vestlige lande øge deres ulandsbistand til 4 procent af BNI. I dag giver OECD-landene i gennemsnit 0,32 på BNI.

“Man kan ikke nå verdensmålene, hvis ikke der er økonomi i det. Der er ikke filantropi nok i verden til at betale for den regning, verdensmålene har med sig. Man bliver nødt til at lave det som en business case,” siger Kristian Jensen.

Men hvordan kan en dansk virksomhed helt konkret tjene penge på at bidrage til verdensmålene?

“I en lang række lande er det sådan, at omkring 50 procent af det vand, der bliver pumpet op, bliver tabt undervejs. Hvis man kan lave et vandsystem, der gør, at man kommer ned på danske niveauer, hvor omkring seks procent bliver spildt, ja, så er det jo en interessant business case for Grundfos, som er én af verdens førende producenter af vandpumper,” siger Kristian Jensen.

Samtidig kan Grundfos levere løsninger, der håndterer vand fra blandt andet husholdninger og hospitaler. Og det er helt afgørende for at skabe fremgang i udviklingslandene, mener Kristian Jensen.

“En lang række lande har ikke nogen spildevandshåndtering, og det påvirker hele deres nærmiljø. Det ødelægger muligheden for at fiske. Det ødelægger muligheden for at bruge vand fra floden til andre formål, fordi det er for forurenet. Hvis vi kan lave danske spildevandssystemer, som håndterer det, vil vi samtidig være i stand til at skabe vækst,” forklarer han.

Derudover mener Kristian Jensen, at Danmark i kraft af Vestas og den danske afdeling af Siemens har markante styrkepositioner i forhold til at levere grøn energi – som også er et af de 17 verdensmål.

Danmark halter efter i Afrika
Alligevel skal man ikke forvente, at danske virksomheder fra dag ét vil stå forrest i køen, når der skal findes leverandører til at skabe fremgang syd for Sahara.

En række analyser fra Dansk Industri viser, at dansk erhvervsliv har været særdeles fodslæbende med at tage del i det økonomiske opsving, som efterhånden har bidt sig fast i store dele af Afrika.

“Jeg tror, danske virksomheder har holdt sig en lille smule tilbage, fordi væksten har været så stor i Asien, og vi har klaret os så godt der. Så opgaven har været at komme til Asien, og Afrika har været længere nede på prioriteringslisten,” analyserer Kristian Jensen.

Men vi skal holde os til, lyder det samtidig. For kontinentet, som tidligere blev betragtet som fortabt, har potentialet til at blive de kommende årtiers helt store vækstgenerator.

“Jeg mener, Afrika har potentialet til at blive for det 21. århundrede, hvad Kina og Asien var for det 20. århundrede: nemlig det kontinent, som virkelig skaber forandringen,” forudser Kristian Jensen.

Og nøglen til de nye markeder kan meget vel gå gennem de danske ambassader og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), som er finansieret af dansk ulandsbistand.

Udviklingsfonden stiller risikovillig kapital til rådighed for at skabe eksportmarkeder for danske virksomheder. Senest har man sammen med danske pensionskasser og Vestas etableret en stor vindmøllepark i Kenya.

“IFU kommer både med midler og den kongelige danske ambassades opbakning. Det skaber nogle flere muligheder, flere døre åbner sig. Også fordi Danmark har et godt ry, ikke kun i de lande, hvor vi har haft bistandssamarbejde. Men det faktum, at vi har ligget i toppen på antikorruptionslisten i en årrække, gør, at man gerne vil lære af de danske erfaringer,” siger Kristian Jensen.

Forsvarer besparelser
Tilbage står, hvorfor så verdensmålsbegejstret en finansminister gennemførte massive besparelser på ulandsbistanden som udenrigsminister tilbage i 2015.

“Man er nødt til at prioritere, og vi havde nogle ønsker om også at sikre sundhed, ældreområdet og et tilstrækkeligt stort politi,” siger Kristian Jensen.

Han ser ikke nogen modsætning mellem at spare på ulandsbistanden og bakke op om verdensmålene.

“Jeg kan ikke løbe fra, at man kan gøre mere, hvis man har flere penge. Sagen er bare, at dansk udviklingsbistand kan ikke løfte verdensmålene. Det kan vi kun, hvis vi får aktiveret ulandsbistand, pensionskasser, private erhvervsliv, iværksættere og ngo’er i fællesskab.”

Når man skal forstå, hvorfor finansministeren så begejstret har tilsluttet sig den voksende SDG-hype, handler det også om noget så tilfældigt som timing.

Han blev selv udnævnt til udenrigsminister, da forhandlingerne om verdensmålene gik ind i slutspurten i sommeren 2015. Og Mogens Lykketoft havde netop overtaget posten som præsident for FN’s generalforsamling, da man nåede til enighed om de 17 verdensmål i efteråret 2015.

“Det vil sige, at Danmark sidder i spidsen ved den formelle vedtagelse af verdensmålene. Og det giver os en særlig dansk forpligtigelse til at kunne følge op og være med til at presse på, i forhold til at vi når verdensmålene,” siger Kristian Jensen.

Globale mål
Han peger på, at en central styrke ved verdensmålene er, at det ikke alene er mål for fremgang i udviklingslandene. Det er globale mål – som også vil fremme grøn energi, ligestilling og bæredygtig vækst i Vesten og mellemindkomstlande.

“Forgængeren, the millennium development goals, var reelt kun relevante for ulande og udviklingsmiljøet. Det er helt anderledes med SDG’erne. Det er udenrigspolitik, men det er så sandelig også indenrigspolitik. Og derfor foreslog jeg i min tid som udenrigsminister, at SDG’erne skulle forankres i Finansministeriet.”

Han indrømmer samtidig, at det da lige krævede et par ekstra omgange, før daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen accepterede, at det var en opgave, han skulle løfte.

“Men inden den rigtig nåede at lande herovre, så blev regeringen omdannet, og jeg blev finansminister. Så den bold, jeg havde kastet, fik jeg selv lov til at gribe,” som Kristian Jensen udtrykker det.

Herefter startede arbejdet på en handlingsplan, som regeringens præsenterede i foråret 2017. Her lægger man op til, at verdensmålene skal tænkes ind i dansk lovgivning, ligesom man har valgt 37 ud af i alt 169 delmål, som man særligt vil bidrage til at opnå. Her har man blandt andet fokus på at få flere flygtninge i arbejde, ligesom regeringen vil fremme partnerskaber og investeringer, som skaber bæredygtig vækst i udviklingslandene.

Og han tror, en række nationer vil følge i Danmarks fodspor.

"Kendskabet til verdensmålene stiger, fordi der er så stor debat om dem. Og med kendskabet kommer interessen for også at være med på vognen. Derfor er det mere en bevægelse end et afrapporteringsredskab, som en revisor skal skrive under på to gange," forklarer Kristian Jensen.

Selvom målene ikke er bundet op på hardcore jura, tror han på, at verdenssamfundet vil bakke op.

"Verdensmålene kommer til at spille en rolle, fordi alle lande kommer til at indrette deres politik efter dem. Sidste sommer var jeg til FN’s frivillige rapportering, og alle lande skal sige, hvad de vil lave. Og bare det at blive kaldt op til en uformel eksamen i FN-bygningen gør, at man begynder at stramme sig an."