“Lad os sige det kort og præcist: Jeg er et kristent menneske”

Få dage før jeg skal mødes med Robert Hinnerskov, tikker der en lidt overraskende mail ind. Jeg skal interviewe generalsekretæren fra ISOBRO, fordi han fylder 60 og samtidig kan fejre 10 års jubilæum i spidsen for de danske indsamlingsorganisationers brancheforening. Jeg forestiller mig, vi skal mødes på en hyggelig kaffebar, eventuelt hans kontor.

Men Robert vil gerne mødes på Hovedbanegården, skriver han i mailen.

“Jeg elsker simpelthen Københavns Hovedbanegård. Der er noget skabende over det sted,” siger han som noget af det første, efter han har budt mig velkommen i mødelokalet i DSB-loungen for pendlere på 1. klasse.

“Der er alle de her mennesker, som er på vej et eller andet sted hen. De står på perronerne. Nogle er glade, og nogle er kede af det. Sidste år kom flygtningene. Der er folk, der går rundt i en brandert, og misbrugere og alt muligt andet. Der er en uforudsigelighed, når man bevæger sig afsted. Man ved ikke, hvem man møder, hvem kommer du til at sidde sammen med, og hvor skal de hen. Der ligger meget eksistentielt gods gemt på en perron,” siger han.

Der ligger meget eksistentielt gods gemt på en perron.

Robert Hinnerskov
Generalsekretær, ISOBRO

Et liv på skinner
Og Robert har i den grad haft tid til at reflektere over livet i tog og på perroner. For han har levet et halvt liv med DSB. Siden 1980’erne har Robert pendlet mellem den lille midtsjællandske by Glumsø og hovedstaden. Men når først han træder ind i kupéen på første klasse, hører kaos og folkelighed op. Her sidder Robert sammen med direktører i organisationsverdenen og toppolitikere, som alle forventer arbejdsro. De har siddet i kupé sammen i årevis, men veksler stort set aldrig et ord. Kun når toget havarerer, bliver stilheden brudt.

“Jeg kan ret godt lide kombinationen af anonymitet og intimitet, der er i sådan en kupé,” siger han.

Jeg var ubegribeligt meget væk i min skoletid. Måske en tredjedel. Og så er det nok meget naturligt, at man forsøger at finde meningen i det religiøse.

Robert Hinnerskov
Generalsekretær, ISOBRO

Anderledes støjende var det, dengang Helge Adam Møller sad i Folketinget for De Konservative. Han stod - som Robert - på i Sydsjælland og havde rutinemæssigt en stak morgenaviser med, som han brugte til at forberede sig til dagens dont. Men Helge Adam Møller overvejede tilsyneladende aldrig at tage en saks med. “Skrrruuutz”, “skkkkruuuutz”, lød det hele vejen til København, fordi politikeren sad og rev artikler ud af avisen. Men ingen sagde noget til det.

“Det blev bare en del af lydbilledet,” siger Robert med et smil.

Foto: Lars Helsinghof

Facernes ven
At Robert skulle gøre holdt i 10 år ved en brancheforening for alskens indsamlingsorganisationer lå til gengæld ikke i kortene. Robert havde haft chefkasketter på i KFUM & KFUK, Folkekirkens Nødhjælp og Danmission og var oprindeligt ikke tilhænger af en forening som ISOBRO.

“Hvad skal vi dog med sådan en tingest,” tænkte han i slutningen af 1990’erne, da de indledende drøftelser blev sat i gang.

Men tanken begyndte at vokse hos ham, Robert begyndte at se idéen med, at organisationerne stod sammen, selvom de konkurrerer om danskernes penge. Så efter en god håndfuld år hos Diakonissestiftelsen tøvede han ikke med at søge stillingen som generalsekretær i ISOBRO i 2006. Det er ikke gået stille for sig siden.

Journalister og politikere interesserer sig for organisationernes indsamlingsmetoder som aldrig før, og særligt én hverveform har været genstand for kritik det seneste tiår.

“Jeg har nok brugt en fjerdedel af min samlede pressetid på at forklare, hvorfor organisationerne bruger face2face,” siger Robert Hinnerskov.

Senest var der kritik af facerne på Kultorvet, hvor blandt andet en grønthandler var utilfreds.

“Jeg går meget op i at kommentere den slags sager. For hvis ikke jeg siger noget, er der en journalist, som ringer til en politiker, som kræver, at der rettes op på området. Så er der ingen, der får sagt, at vi faktisk har nogle friske etiske retningslinjer, og så risikerer sagen at eskalere,” siger Robert og fortsætter.

“Jeg tror på, man skal se pressehåndteringen som en hæk. Hvis man lader stå til, vokser den vildt og bliver uoverskuelig. Vi forsøger hele tiden at studse hækken af. Så når tingene kommer flyvende, forsøger vi at håndtere det i samme tempo, så kan vi få tingene behandlet på en god måde og komme ind i flowet, inden det er eskaleret,” siger han.

Robert er for alvor ved at få talt sig varm i det lille mødelokale på Hovedbanegården. Hans øjne lyser, og armene spjætter af begejstring, da jeg beder ham sætte ord på den mest skelsættende oplevelse i hans 10 år i ISOBRO.

“Det uden sidestykke mest inspirerende er, at adventister, Røde Kors-folk, dyrevelværdsfolk, handicapfolk, sociale folk  - altså hele foreningsdanmark - uden undtagelse kan finde ud af at samarbejde om nogle rimeligt hårde økonomiske opgaver, som vi sidder med i ISOBRO,” siger Robert.

Den evige administrations-diskussion
Alligevel er ISOBRO endnu ikke i mål. Jeg spørger ind til smertensbarnet “administration”, og Robert sukker tungt og ruller en smule med øjnene.

“Jeg kan næsten ikke holde ud at tale om det.”

Brancheforeningen har siden midten af 00’erne forsøgt at samle medlemmerne om at blive enige om at lave en fælles standard for, hvordan man opgør administrationsomkostninger.

“Organisationerne havde helt tilbage i 1980'erne af egen kraft kastet sig ud i en konkurrence om at diske op med den lavest mulige administrationsprocent. Den der mærkelige konkurrence om lavest mulige administrationsprocent ville vi gerne komme til livs,” siger Robert Hinnerskov.

Han mener, det er en frugtesløs vej, fordi organisationerne misser chancen for at skabe et nuanceret billede af, hvordan de arbejder. At reducere hjælp til et spørgsmål om udbetaling af penge er upræcist, ja lettere oldnordisk, mener han.

“Eksempelvis bruger flere af udviklingsorganisationerne en del midler på at uddanne samarbejdspartnere. Det er jo noget, vi godt kunne finde på at kalde administration, men det er helt fejlagtigt. Opkvalificering af samarbejdspartnere kan jo være helt, helt afgørende for en organisations formål,” siger Robert Hinnerskov.

Men der er lys for enden af tunnelen. ISOBRO har i øjeblikket en regnskabsmodel i høring, han håber organisationerne vil bakke op om.

“Jeg tror på, at vi har en fællesnævner, en samhørighed. Vi kan samle os om at gøre tingene ordentligt, og vi kan samle os om at tale med en samlet røst til lovgiverne og fortælle, at vi skal have nogle ordentlige rammer, for vi sidder med en kæmpe opgave.”

Tro hjalp Robert videre
Undervejs bemærker jeg flere gange Roberts noget storladne ordvalg. Banegården er "skabende", perroner er “eksistentielle” og organisationerne i ISOBRO har en “samhørighed”. Samtidig viser en hurtig scanning af hans cv, at han har arbejdet i omtrent 20 år i kirkelige organisationer. På spørgsmålet om, hvorvidt han er troende, svarer Robert da også prompte.

“Lad os sige det kort og præcist; Jeg er et kristent menneske. Hvad så end, det betyder,”

I Roberts tilfælde har troen blandt andet hjulpet ham til at komme over en sorg, som ramte ham og konen Majbritt for godt 30 år siden.

“På vores bryllupsdag 17. september 1984 fandt jeg vores lille dreng liggende død i sin barnevogn. Det at stå med ham i sine arme - dét var voldsomt. Meget voldsomt,” siger Robert.

Daniel hed drengen, som kun blev et par måneder. Efterfølgende fik sorgen et dybt tag i Robert. Han insisterede på at gå på arbejde, men gennem seks måneder sad han og lyttede til Edvard Grieg, hver gang han kom hjem.

"Min redning blev helt klart, at jeg fik professionel hjælp i rigtig mange år. Det kan man lige så godt være åben omkring, at det kan være nødvendigt og relevant, når livet gør ondt. Man skal turde kigge på det og ikke pakke det væk. Man er nødt til at beskæftige sig med det” siger han.

Man må aldrig lade sorgen være aksen, ens liv drejer sig om. Robert og Majbritts præst advarede de sørgende forældre om at dyrke Daniel “mere end godt er”.

“Han frygtede, at vi kunne gøre det til vores egen religion at dyrke den mistede dreng, og det skal man være meget forsigtig med. Det er en del af fortællingen, det har en plads i ens liv at miste en dreng. Men det må ikke være omdrejningspunktet,” siger Robert.

Daniels fire søskende, som er i dag er voksne, har ikke skullet lide under tabet af deres bror.

“Skal de hele tiden involveres i Daniel, selvom han ikke er der længere? Ja, de har spontant spurgt til ham. Nogle af dem siger endda, de savner ham, selvom de aldrig har kendt ham. De synes, han hører med til familien. Men han har ikke urimelig plads i familien, siger Robert.

“For så er det døden, der sætter dagsordenen, og det skal den ikke. Det skal livet.”

Løven og kalven
Lige fra barnsben på et landsted syd for Køge har troen fyldt meget i Roberts liv. Forældrene var adventister, og Robert selv tog også hurtigt kristendommen til sig. Han kæmpede med strubehoste, krampeanfald og maveonde en stor del af sin barndom, så han begyndte at læse i Biblen og komme i Folkekirken allerede som 10-11-årig.

“Jeg var ubegribeligt meget væk i min skoletid. Måske en tredjedel. Og så er det nok meget naturligt, at man forsøger at finde meningen i det religiøse,” siger Robert, som slår fast, at troen også har stor indflydelse på hans syn på rollen som generalsekretær i ISOBRO.

“Man kan jo citere Biblen, hvor løven og kalven græsser sammen. Det er en vision om den nye verden, hvor tingene bliver gode igen. Og sådan er det i ISOBRO. De store og brede organisationer, der i virkeligheden kunne tage hele markedet, er faktisk sammen med de mere sårbare. Og de har fredelig sameksistens,” siger Robert.

Han er jævnligt rundt for at besøge medlemsorganisationerne, og det slår ham ofte, hvordan han kan genkende NGO-folkenes gejst og engagement fra religiøse forsamlinger.

“Jeg er bekendt med, at man kan sidde i en forsamling af folk, som er meget dedikerede til noget. Som går i kirke, beder til Gud og synger lovsange. Og når jeg så sidder til møde med eksempelvis folkene fra Verdens Skove, kan jeg ikke lade være med at tænke; det er ligesom at være i en religiøs forening. De er lige så optagede af at redde et træ i regnskoven, som en religiøs forening er i sin tro på Gud,” udbryder Robert og tilføjer.

“Jeg bliver fascineret af folk, der er fascinerede. Jeg er vel det, man kan kalde metafascineret,” siger han.

Og ISOBRO-medlemmernes forskelligartede engagement og drive er vigtigt i et moderne samfund fyldt med regler, dogmer og begrænsninger.

“I min barndom skød jeg med luftgevær med rigtige blyhagl, kørte traktor og færdedes alene i bundløse moser. Alle de ting man ikke må i dag. Og det kalder jo på, at hvis vi skal have noget indhold i vores liv, udfolde os uden at blive straffet, så har vi kun en mulighed; at lade os engagere,” slutter Robert Hinnerskov.