Larmende tavshed om Rwanda-asylaftale er lige så skræmmende som selve aftalen

Har regeringen held til at lægge en stor del af asylsystemet ud til en fremmed magt, er det en voldsom forandring af dansk politik af følgende årsager: 

For det første er regeringens forslag i det store hele identisk med den australske, skandaløse off-shore asylpolitik, som nu i dag, knap et årti efter den blev indledt, er ved at blive afviklet.

Under det australske system havde man flygtningelejre på fremmede territorier. Disse blev drevet af australsk og andet personel kontraheret af australske myndigheder. Det var meningen, i tilfælde af at en ansøger i disse lejre fik asyl, at lande i regionen skulle træde til og modtage disse asylanter, således at de aldrig ville sætte fod på australsk jord.

Det skulle disse lande have penge for. Men det var imidlertid ekstremt svært at få placeret anerkendte flygtninge på et tredjelands territorium. Cambodja har som det eneste land i regionen modtaget nogle håndfulde asylanter imod et stort millionbeløb fra Australien. 

Og netop den manglende evne til at overføre flygtninge fra lejrene til lande i regionen gjorde opholdet i lejrene langvarigt og for mange sundhedsskadeligt eller direkte sundhedstruende. 

Af samme grund er systemet blevet kaldt et moralsk fallitbo. Og det var da også rapporter om de inhumane forhold i lejrene, der skabte en opinion imod dem i Australien. De indsatte inklusive de indsattes børn var så selvmordstruede, at noget af det første, nyansatte fik at vide, var, hvordan man skærer folk ned, der har prøvet at begå selvmord ved hængning. Læger og andet sundhedspersonale blev truet med længere fængselsstraffe, hvis de hjemme i Australien afslørede noget om forholdene i lejrene. 

Til gengæld har systemet elimineret fænomenet bådflygtninge til Australien, men ikke reduceret det samlede antal flygtninge som sådan - der kommer flere nu via lufttrafik. Det forhold, at Australien med magt slæber både til for eksempel Indonesien, kan også forklare noget af nedgangen.

Australiens eksempel er det forlæg, vi har, når det kommer til den danske politik, og det er uforståeligt, at Folketinget ikke forholder sig aktivt til, hvad dette forlæg fortæller os om regeringens ”løsning” på flygtningeområdet. 

For det andet er det et stort og forpligtende partnerskab, vi ville skulle etablere med et afrikansk land. Og vi vil skulle gøre os konkret afhængige af den politiske vilje i landet, uanset de nutidige forhold eller den fremtidige udvikling i landet. Den afhængighed er noget af det, vi bringer til forhandlingsbordet ud over en hulens masse penge og eventuelle udvekslings- eller indvandringsprogrammer for landets borgere. 

I tilfældet Rwanda er der en interesse i at have lande i Vesten, der er så afhængige af den politiske vilje i hovedstaden Kigali, at de fokuserer mindre på, at landet under Paul Kagame er en decideret politistat. Det er uforståeligt, at der ikke pågår en intens diskussion af denne udenrigspolitiske omkostning og forpligtelse.

En så radikal og radikaliseret omlægning af vores asylsystem fortjener en tilbundsgående og grundig debat. Men det er som om, den er fraværende. 

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

For som konsekvens heraf vil den stemme, vi har internationalt, blive mindre. Det er den tredje årsag til, at der bør være en intens udenrigspolitisk debat om dette. Danmarks regering pakker forslaget ind i plusord, men realiteten er, at de asylansøgere, der vil blive sendt til Afrika, vil være en del af en international-retlig nudging-øvelse med det formål at påvirke andre potentielle til ikke at søge asyl i Danmark.

Man instrumentaliserer altså konkret de mennesker, som formentlig, da hjemsendelse er svært, vil skulle bruge en stor del af deres liv i de lejre uden nogen fremtidsudsigter. Dette at sætte mennesker i en given situation med det formål at afskrække andre kommer med en konkret pris. Og den pris skal betales af Danmark i form af tab af anseelse og troværdighed internationalt. 

Og for det fjerde handler dette om vores selvforståelse. Er vi danskere villige til at gå planken ud som Europas skøre onkel på dette område? Vi står allerede og vipper grundigt på den sammen med Lega i Italien og Visegrad-landene. Er det den nation, vi vil være? 

En så radikal og radikaliseret omlægning af vores asylsystem fortjener en tilbundsgående og grundig debat. Men det er som om, den er fraværende. 

Dette kunne meget vel være, fordi Venstre, Konservative og Liberal Alliance åbenbart ikke har fundet det opportunt at gribe denne enestående chance for at så splid i rød blok og stoppe ræset mod bunden ved at slå en skraldlatter op over for regeringens planer. I stedet for at forsyne regeringen med en byge af relevante spørgsmål er oppositionen påfaldende stille. 

Og med alt, hvad regeringen udsætter sine støttepartier for i denne tid, er det også klart, at udlændingepolitikken og i dette tilfælde udenrigspolitikken ikke er noget, de føler så stærkt for, at det er en trussel imod regeringens liv.  

At den reelle opposition til og realitetsbehandling af et så vidtgående forslag som regeringens kun i begrænset omfang kommer fra Folketinget selv er tankevækkende og faktisk næsten lige så skræmmende som forslagets indhold.