Flygtninge kan blive tabere når børn hentes hjem fra Syrien

I politik er brutal magt nogle gange  den eneste måde at løse en fastlåst situation. Og når det sker, kan logikken godt ende med at komme i klemme.

Det er tirsdagens voldsomme indrømmelse fra regeringen et godt eksempel på.

Det var en brutal, næsten desperat magtdemonstration fra støttepartierne, der tvang regeringen ud i dens hidtil største nederlag.

Men den samme magtdemonstration kan udløse en højst paradoksal logik, hvor de syriske flygtninge i Danmark – som aldrig har bakket op om IS, men tværtimod er flygtet fra kalifatet og Assads diktatur – bliver taberne i det politisk-taktiske spil, hvor IS-mødrene nu bliver reddet. 

Regeringens tre støttepartier kunne ikke leve med, at regeringen demonstrativt videreførte VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Der er to forskellige sager, der i løbet af foråret har bragt regeringen i defensiven på udlændingeområdet.

Den ene handler om danske IS-kvinder og deres børn i kurdiske fangelejre i Syrien.

Den anden handler om syriske flygtninge i Danmark, der har fået besked på at rejse tilbage til Damaskus-området.

I begge sager har Socialdemokratiet stået klippefast og insisteret på, at der ikke kunne rokkes ved regeringens politik. Og i begge sager havde regeringen solidt flertal for sin linje i Folketinget.

Men for regeringens tre støttepartier var situationen ikke holdbar i længden. De kunne ikke leve med, at regeringen demonstrativt videreførte VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand. 

Ministerstorm er aflyst

Lettelsen stod malet i ansigtet på både SF og Radikale, efter at regeringen havde meldt ud, at den er parat til at hente en gruppe børn hjem fra lejrene, også selv om mødrene kommer med.

I Deadline på DR2 aflyste den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, ministerstormen i sagen – hvilket er logisk. Det var meget svært at forestille sig, at Radikale og Enhedslisten skulle vælte en eller to ministre og så leve videre med uforrettet sag.

Det egentlige alternativ var nærmere et folketingsvalg – et valg, som ingen ønskede sig. Nok står Socialdemokratiet bomstærkt i målingerne, men statsministeren drømmer selvsagt ikke om at udskrive valg på en alvorlig konflikt med alle tre støttepartier. Og det samme kan siges om støttepartierne, der alle i større eller mindre grad drømmer om at komme med i Mette Frederiksens næste regering.

Det egentlige alternativ var nærmere et folketingsvalg – et valg, som ingen ønskede sig

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Også Venstre og Konservative virker reelt lettede over, at den besværlige sag er på vej ud af verden.

Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape følte tirsdag behov for at blande sig i sagen – den konservative leder tweetede i stedet lidt om aftenens semifinale i Eurovision Song Contest.

Realiteten er, at begge partier ville have haft meget svært ved at gøre andet, hvis de havde siddet i regering – faktisk var VLAK-regeringen i gang med konkret sonderinger i forhold til at hente enkelte af de udrejste danskere hjem, da de mistede regeringsmagten.

Men modet rakte ikke til at bakke op om regeringens plan og dermed signalere en begyndende afdramatisering af udlændingepolitikken, hvor der reelt er meget bred enighed om de store linjer.

Enhedslisten fik ikke nok

Og til regeringens held valgte yderpartier både til højre og venstre i salen at kritisere kovendingen om de danske IS-mødre.

Kritikken fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti var forudsigelig, men kritikken fra Enhedslisten betyder, at regeringen i det mindste ikke kan anklages for at have indgået en udlændingeaftale med de røde partier, hvilket den næppe ville have brudt sig om.

Tilbage står spørgsmålet om de syriske flygtninge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse og nu skal rejse hjem – men som mere realistisk kommer til at sidde i et udrejsecenter på ubestemt tid.

Danmark anerkender ikke Assad-regimet, og det er svært at forestille sig, at Danmark som det eneste vestlige land vil tvangsudsende folk til Assads Syrien.

Det efterlader en gruppe syriske flygtninge i et potentielt langvarigt ingenmandsland. De har ikke lov at blive, men kan heller ikke sendes ud.

Ud fra lovens bogstav er der intet at komme efter – det er konsekvensen af den stramning, som SR-regeringen vedtog i 2015.