Lektor: Der mangler politisk vilje til at nedbringe global ulighed

“I år 2000 kan vi måske leve i en verden, der har overvundet fattigdom - en verden uden nød.” Året var 1962 og ordene var Paul G. Hoffmans, en amerikansk erhvervsmand der havde stået i spidsen for at implementere Marshall-hjælpen og nu var chef for FN’s Special Fund. Det var begyndelsen af FN’s første udviklingsårti og samme år som Danmark fik sin første udviklingsbistandslov. 

Nu skriver vi 2022. Verden er blevet et rigere sted, levealderen er steget, og uligheden mellem verdens nationer er i nogen grad udjævnet. Og dog er Hoffmans drøm ikke gået i opfyldelse. Global ulighed og fattigdom er i dag højst alarmerende og er kun blevet værre på grund af pandemien. Vi lever i en global, interdependent verden, hvori der foregår en kombineret og ujævn udvikling. I et globalt ulighedsperspektiv er konsekvenserne af covid-19 for det globale syd katastrofale. Pandemien er både en fremkaldervæske og accelerator for eksisterende uligheder. 

Indirekte sundhedskonsekvenser
Verdensbanken skønner, at omtrent 120 millioner mennesker vil falde ned i ’ekstrem fattigdom’ på grund af pandemien, herunder en betydelig andel i mellemindkomstlande. Mange lande i det globale syd har haft betydeligt ringere kriseberedskab og mulighed for mobilisering af ressourcer, mindre mulighed for at holde en hånd under økonomien gennem stimulipakker, hjælp til virksomheder, mindre adgang til lån, mindre opsparing, et mindre beskatningsgrundlag, og ofte tynget af national gæld.

Den yngre aldersprofil for mange udviklingslande gør dem mindre direkte sundhedsmæssigt sårbare overfor covid-19, men pandemien har alligevel haft en lang række alvorlige indirekte sundhedskonsekvenser grundet blandt andet manglende ressourcer til at håndtere for eksempel tuberkulose - såvel som direkte og indirekte økonomiske konsekvenser. 

Lockdowns gjorde allerede sårbare grupper som migrantarbejdere (det skønnes for eksempel at Indien har 140 millioner sådanne) og kvinder endnu mere sårbare. Med en stor uformel økonomi er der ringe eller ingen sikkerhedsnet. Mange udviklingslande er afhængige af turisme, som pandemien kraftigt har reduceret, eller af salg af primære varer til verdensmarkedet, og er dermed særligt udsatte i forhold til den globale økonomi og faldende efterspørgsel grundet pandemien - om det er afskårne blomster fra Kenya eller kakao fra Ghana. 

Gabet vokser
Pandemien har skabt øget fødevareusikkerhed, netto out-flow af kapital, et fald i rimesser (individers overførsler til hjemlande, som ellers er et vigtigt udjævningsmiddel), og autokratisering, hvor politisk magt slår hårdt ned på modstand og sårbare grupper. Pandemien rammer hårdere uddannelsesmæssigt med længere skolefravær grundet digital og teknologisk ulighed, hvilket har betydelige langtidseffekter. 

Gabet mellem dem, som har avancerede, digitalt understøttede jobs og de som arbejder i for eksempel den uformelle sektor som gadesælgere, vokser. Ulige adgang til vacciner med store økonomiske konsekvenser blev kaldt ’vaccineapartheid’ af FN’s generalsekretær. Samtidig er de allerrigeste kun blevet endnu rigere. 

Jeg arbejder med global ulighed og udvikling i et idéhistorisk perspektiv, hvor jeg studerer idéer om internationalisme og arbejdet for at fremme menneskerettigheder, noget som alle FN’s medlemslande allerede forpligtigede sig på, at de ville gøre både selvstændigt og i fællesskab i FN’s charter fra 1945. 

Set i et historisk helikopterperspektiv er mindst tre ting bemærkselsesværdige:

1) At der ikke har været mere politisk vilje til at nedbringe globale uligheder.

Det tid til at komme i gang med en lang række multilaterale indsatser, herunder gældseftergivelse

Christian Olaf Christiansen
Lektor, Aarhus Universitet

2) At mange nutidige diskussioner om udvikling leder tankerne hen på meget gamle og stadigt uløste problemstillinger, hvad end det angår statsgæld, socialt sikkerhedsnet, ulighed i udviklingslande (et stort tema for Verdensbanken i start-1970’erne), fair handelsbetingelser med mere.

3) At dansk udviklingspolitik er blevet kraftigt procentmæssigt beskåret i 2001 og 2015, har undergået et paradigmeskifte og fået et langt mere snævert fokus på egne interesser i forhold til blandt andet ’irregulær migration’, og nu ad flere omgange har prioriteret udviklingsmidlerne til klimakamp, flygtningekrisen grundet borgerkrigen i Syrien, og senest Ukraine-krigen. Det bidrager ikke til kampen mod ulighed, hvilket ellers står centralt i Danmarks seneste udviklingspolitiske strategi. 

Global ulighed vil i al overskuelig fremtid være en realitet og forbundet til andre udfordringer som migration, ufred, klimaforandringer, økonomisk funderet politisk indflydelse, ulige politisk magt mellem nationer og meget andet. Som sagt så mange gange før, er det tid til at komme i gang med en lang række multilaterale indsatser, herunder gældseftergivelse, mere solidarisk deling af viden, styrkelse af global sundhed, nedbringelse af ulighed i udviklingslande, knægtelse af overdreven økonomisk magt og meget andet. 

Når et stort antal lande hurtigt kan samarbejde om for eksempel økonomiske sanktioner mod Rusland, måske de også kan stå sammen om at blive langt skarpere på en bedre og mere solidarisk udviklingspolitik.