MS: Udviklingspolitik er langt mere end udviklingsbistand

Af Helle Munk Ravnborg
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

Hvordan bør fremtidens udviklingspolitik indrettes, lyder spørgsmålet fra Altinget.

Udvikling er det samlede resultat af den måde, man producerer på; handler på; sikrer rent vand i tilstrækkelige mængder; udvikler og videregiver kundskaber på; regulerer brugen af naturressourcer på; den måde, man beskatter på; skaber og sikrer offentlige goder; taler sammen – kort sagt af alle tænkelige politikområder.

Udviklingspolitikkens fornemmeste opgave er derfor at sætte den ramme, der sikrer, at alle disse politikker, lovgivninger, standarder og normer trækker i samme retning (det, der kaldes politik-kohærens). Det kræver politisk vilje og mod. Det kræver teknisk viden og kunnen til at forhandle internationale skatteregler, handelsregler, miljøregler osv. på plads.

Og det kræver et vågent og velorganiseret civilsamfund, der kan vise nye veje og kan sige fra, når regler og rettigheder overtrædes, og sige til, når udviklingen løber af sporet og skaber nye samfundsproblemer.

Stil skarpt på de særlige forhold i udviklingslandene
Retningen er klar, for med vedtagelsen af FN's nye verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG'erne) gav verdens ledere hinanden håndslag på, at den retning, som alle politikker (og de investeringer, forbrugsmønstre osv., som politikerne forsøger at styre), skal trække verden i, er den retning, som de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling tilsammen tegner. Det gælder derfor også Danmarks udviklingspolitik.

Det er her, udviklingsbistanden kommer ind i billedet. Ikke som svaret på disse udfordringer, men som ét blandt flere værktøjer, og endda et vældigt nyttigt et af slagsen.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

Men derudover skal udviklingspolitikken naturligvis også stille skarpt på de særlige forhold, der gælder i udviklingslandene. Her springer to sæt af indbyrdes afhængige forhold i øjnene; to forhold, som tilsammen skaber og holder mennesker i fattigdom og den korruption og usikkerhed, økonomisk såvel som socialt og politisk, som karakteriserer mange lavindkomstlande.

Disse to forhold er:

• den store og voksende ulighed i såvel økonomisk (fordeling af indkomst, formue, jord, vand, osv.) og politisk (fordeling af magt, information osv.) forstand, som i menneskelig (levestandard og menneskelige udviklingsmuligheder) forstand; og
• den vilkårlighed, der kendetegner myndighedsudøvelse, håndhævning af lovgivning, respekt for grundlæggende rettigheder (eller mangel på samme) i mange lande.

Udviklingspolitikken som værktøj
Det er her, udviklingsbistanden kommer ind i billedet. Ikke som svaret på disse udfordringer, men som ét blandt flere værktøjer, og endda et vældigt nyttigt et af slagsen. I det store billede er udviklingsbistanden ikke stor. For et par år siden var den danske udviklingsbistand på størrelse med Århus kommunes årlige driftsbudget. Nu er den tættere på Ålborg kommunes.

Også derfor skal den bruges klogt og til at skubbe gang i positive dynamikker – dét, som ofte kaldes katalytisk – snarere end ud fra en forestilling om, at udviklingsbistanden i sig selv vil kunne finansiere udviklingen.

Dertil kommer, at der er områder, hvor vi i Danmark har en særlig ekspertise, og hvor vores bidrag kan have størst mulig indflydelse i forhold til at sætte ind over for den voksende ulighed og vilkårlighed, der forhindrer velfærd, velstand og vished i mange lande, f.eks. i Afrika syd for Sahara, og dermed spænder ben for opnåelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling.

Blandt disse vil jeg især pege på tre områder, som bør være i fokus for Danmarks udviklingsbistand i årene fremover:

• styrkelse af myndigheder, f.eks. skattemyndigheder, miljømyndigheder, domstole og andre retsinstanser, således at de får den nødvendige tekniske og administrative kapacitet og de nødvendige beføjelser til – på gennemsigtig vis – at kunne håndhæve gældende lovgivning og retsstatsprincipper lige for alle borgere og virksomheder og dermed fremme den personlige og økonomiske sikkerhed, investeringslysten, villigheden til at betale skat osv.;
• styrkelse og bidrag til udvikling af et aktivt civilsamfund, hvorigennem borgerne, arbejdstagere, bønder, forskere, journalister, virksomhedsejere m.fl. alle vil kunne øve indflydelse og holde politikere, myndigheder, ledere og virksomheder til ansvar og udvikle nye, bæredygtige udviklingsveje; og
• indsatser, der fremmer og øger gennemsigtigheden omkring virksomheders og investorers samfundsansvar og dermed samlede bidrag til opnåelsen af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling.