Om  
Jørgen Skov Sørensen

Ny generalsekretær til Danmission

Jørgen Skov Sørensen overtager posten som generalsekretær i Danmission 1. marts 2016.

Nikita Selvig

Det bliver 51-årige Jørgen Skov Sørensen, der fremover skal stå i spidsen for Danmission, når Mogens Kjær går på pension 1. marts 2016. Han tiltræder nemlig stilingen som generalsekretær i den folkekirkelige organisation. Det skriver Danmission på sin hjemmeside.  

Jørgen Skov Sørensen er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1994 og var herefter missionssekretær i Det Danske Missionsselskab, senere Danmission, frem til 1999. Dernæst underviste han en række år ved blandt andet Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, inden han tiltrådte stilingen som sekretariatschef for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i 2006.

Det er derfor en erfaren leder, der næste år forlader sin stilling som projektmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter for at blive generalsekretær i Danmission. Den nye generalsekretær vil dog også lade sig inspirere af sin passion for jazzmusik i sit kommende lederskab af organisationen:

“I jazz slås tonen og temaet an, og derefter kan der improviseres. Som generalsekretær ser jeg mig selv som orkesterleder. Jeg lægger en linje, hvor der er plads til improvisation og til at gribe muligheder. Verden er meget omskiftelig, derfor skal en organisation som Danmission, der arbejder internationalt, også kunne omstille sig,” siger Jørgen Skov Sørensen.

For bestyrelsesformand Peter Fischer-Møller har det derudover været vigtigt, at den kommende generalsekretær har et godt kendskab til folkekirkens situation:

“Jørgen Skov Sørensen kender folkekirken med dens kvaliteter og udfordringer rigtig godt, samtidig med at han færdes hjemmevant i det økumeniske kirkearbejde både ude og hjemme. Han har et klart blik for Danmissions situation og udviklingsmuligheder,” siger Peter Fischer-Møller.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Skov Sørensen

Ansvarlig for international strategi, ChurchDesk
Cand.theol. (Aarhus Uni. 1994), ph.d. (Birmingham Uni. 2005)

0:000:00