Oxfam Ibis: 'gentleman-aftaler' i IMF og Verdensbanken holder udviklingslande uden for indflydelse

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

De sidste uger er én af verdens mest magtfulde stillinger blevet besat.

Men kun få mennesker ved helt præcist, hvad der er foregået i de lukkede kontorer i Paris, Bruxelles og Washington, da bulgareren Kristalina Georgieva blev udpeget som ny chef i Den Internationale Valutafond (IMF) tirsdag 1. oktober.

IMF formidler lån og hjælpepakker til lande, der er i økonomisk stormvejr eller på anden måde under makroøkonomisk pres, hvad end det er Grækenland eller Ghana.

Og med en ’lånekraft’ på mere end 6.000 milliarder kroner er det en af mægtigste internationale organisationer, der gennem de seneste årtier har været med til at bestemme, om en lang række kreditorlande har kunnet bruge penge på sundhed, uddannelse og pensioner.

Selvom Georgieva lader til at være et stærkt kort – hun har en flot karriere bag sig i blandt andet Europa-Kommissionen og Verdensbanken, og har et ry for at være særligt engageret i bæredygtighed, klima og kvinders ligestilling – er det problematisk, at kun én person reelt har været i spil til posten. - Og at afgørelsen om den faldt i kun en håndfuld regeringskontorer i Vesteuropa.

Verden er nu engang større end Europa og USA, og globale finansielle institutioner bør afspejle det faktum.

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

En "gentleman-aftale"
Sammen med Verdensbanken udgør IMF den ene af de såkaldte Bretton Woods-institutioner. Grundlagt i 1944 mod slutningen af Anden Verdenskrig skulle de sammen sikre en stabil, ny verdensorden baseret på internationalt samarbejde og frihandel, anført af Europa og USA.

For at sikre at magten blev koncentreret hos de europæiske og amerikanske ledere blev der uformelt givet hånd på en ”gentleman’s agreement”: lederen af Verdensbanken skulle altid være amerikaner, og lederen af IMF skulle altid være europæer.

Verdens to magtcentre lovede for al fremtid at stemme på hinanden.

Aftalen lever i bedste velgående. Det stod klart i marts i år, da libaneseren Ziad Hayek blev indstillet af sit hjemland til topposten i Verdensbanken. Han blev dog aldrig formelt overvejet.

Op til udvælgelsen blev den libanesiske regering presset af andre medlemslande til at trække nomineringen tilbage, og ved roret sidder nu David Malpass, der har en fortid i den kuldsejlede investeringsbank Bear Stearns og Donald Trumps finansministerium.

Verdensbanken har til formål at sikre udvikling i verdens fattigste lande og har som motto at bekæmpe fattigdom.

Men det er af amerikanerne ofte også blevet set som en institution med militær og sikkerhedspolitisk betydning, og det er således bemærkelsesværdigt, at en stor del af lederne af Verdensbanken har haft en fortid i det amerikanske forsvarsministerium.

Mest markant kom det til udtryk ved Robert McNamara, der sad i toppen af Verdensbanken fra 1968 til 1981, og som kom direkte fra stillingen som forsvarsminister i John F. Kennedys og Lyndon B. Johnsons regeringer.

Han fik det job, fordi Johnson udmærket vidste, at det hjælper på meget at have ”sin mand” i en Bretton Woods Institution.