Red Barnet: Verden skriger på et paradigmeskifte, hvorfor tøver Danmark?

Af Laust Leth Gregersen
Politisk chef, Red Barnet

”Danmark er klar til at gøre sin del for at opnå verdensmålene. Historien vil dømme os hårdt, hvis ikke vi gør”.

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han som repræsentant for det danske FN-formandskab var med til at vedtage de nye verdensmål i september. Siden har regeringen været tavs.

Regeringen venter tilsyneladende. Men på hvad? Landene omkring os er i fuld sving. Norge, Sverige og Tyskland har allerede omfattende implementeringsplaner på tegnebrættet. Mangler den danske regering politisk vilje til at omfavne det historiske paradigmeskifte, som verdensmålene markerer? I så fald vil det være en stor fejltagelse for både Danmark og verden omkring os.

Ny virkelighed, ny tilgang
2015 står tilbage som det år, hvor vi danskere for alvor erfarede, at samtidens største udfordringer kommer til os ’uden pas’. Traditionelle skel mellem udenrigs- og indenrigspolitik udviskedes. Flygtningekrisen, der er rykket inden for landets grænser, er det allermest nærværende eksempel. Men flygtningekrisen står ikke alene.

Den samme dynamik folder sig ud med klimakrisen, ekstrem fattigdom og ulighed, eksplosiv befolkningsvækst, terror og overgreb mod børn på nettet. Det er globalt forbundne problemer, som på forskellig vis påvirker danskernes liv og betingelserne for at videreudvikle vores velfærdssamfund. Et lille land som Danmark er mere end nogensinde afhængig af et stærkt internationalt samarbejde.

Vi kan ikke forvente at andre lande leverer, hvis vi som et af de rigeste samfund i verden ikke er parate til at løfte vores del.

Laust Leth Gregersen
Politisk chef, Red Barnet

De nye verdensmål er en fantastisk platform til at udfolde den nye tilgang i Danmarks globale engagement. Verdensmålene udgør en historisk vision, som kan gøre os til den generation, der udrydder ekstrem fattigdom og afskaffer børnedødelighed og vold mod børn. Men præmisserne for at realisere visionen har ændret sig.

Udviklingssamarbejdet kan ikke ses som et isoleret felt. Bistand skal ikke ses som noget, der overføres fra rige til fattige lande. Det skal ses som vores bidrag til at løse de globale problemer, som hele verdenssamfundet har en fælles interesse i at sætte en stopper for.

Verdensmålene opstiller en række konkrete mål på områder, hvor Danmark kan spille en ledende rolle. De giver nye muligheder for partnerskaber på tværs af erhvervsliv, NGO’er og statslige myndigheder, og netop her er det så utrolig vigtigt, at vi også får ’hjemmebanen’ med.

Vi kan ikke forvente, at andre lande leverer, hvis vi som et af de rigeste samfund i verden ikke er parate til at løfte vores del. Derfor skal vi have en national implementeringsplan på skinner meget snart. Fortsat tøven kan kun tolkes, som om vi afstår fra at være en del af det paradigmeskifte, resten af verden bevæger sig mod.

De dårligst stillede først
Danmark er internationalt anerkendt som et af de absolutte førerlande i forhold til at fremme børns rettigheder. Med verdensmålene ’Ingen skal efterlades tilbage’ (Leave NoOne Behind) har verdens ledere forpligtet sig til at sætte de dårligst stillede børn i centrum. Konsekvensen er utvetydig: Vi skal i alle sammenhænge prioritere de dårligst stillede børn først. Børn vælger ikke selv, hvilket samfundslag eller land de fødes i. Alle verdens udsatte børn har derfor krav på (verdens)samfundets indgriben, når deres opvæksts vilkår ikke giver dem retfærdige betingelser for at skabe sig et værdigt liv.

Ude i verden vil det betyde, at vi skal opprioritere indsatsen for børn på flugt og i de skrøbelige stater, hvor børn vokser op med fattigdom og vold, fordi de basale samfundsstrukturer af forskellige årsager er brudt sammen. Den indsats hænger naturligt sammen med verdensmål 16 om fred, stabilitet og god regeringsførelse – en af de vigtigste nyskabelser i forhold til 2015-målene.

Men i det nye verdensmålsparadigme skal indsatsen også omfatte Danmark.

En opvækst uden vold
Danske børn har også krav på en opvækst uden vold. Det er næsten 20 år siden, revselsesretten blev afskaffet herhjemme. Alligevel peger nogle undersøgelser, at omkring 20 procent af børn i Danmark stadig udsættes for fysisk vold eller trusler om vold fra familien. Verdensmål 16 forpligter alle lande til at afskaffe vold mod børn inden 2030, men der er findes ikke nogen national baseline for omfanget af vold mod børn i Danmark.

Det er ikke godt nok, og det harmonerer meget dårligt med regeringsgrundlagets ambition om, at ”arbejdet med at indsamle og systematisere data” på det socialpolitiske område skal styrkes for at dokumentere effekten af indsatserne. Danmark bør iværksætte et systematisk arbejde for at udrydde vold mod børn. Det vil give også give os den nødvendig troværdighed i det globale samarbejde om at levere på verdensmålene.

Hvordan skal vi overbevise Libanon, Tanzania eller FN’s fredsbevarende styrker om at dokumentere deres fremskridt med at bekæmpe vold og seksuelle overgreb mod børn, hvis vi som et af verdens mest udviklede lande ikke selv kan gøre det? Det hænger ikke sammen.