Ungdommens Røde Kors: Bæredygtige byer kræver fokus på sociale indsatser

“Leaving no one behind” er hele fundamentet i FN’s 17 Verdensmål. At vi i vores arbejde med at skabe en mere social, grøn og økonomisk bæredygtig verden ikke skal lade nogen i stikken.

Når der tales om, at vi skal have bæredygtig vækst i de danske byer og lokalsamfund, peges der ofte på adgang til billige boliger, mere bæredygtige transportsystemer og på en grønnere byudvikling.

Men bæredygtighed favner meget mere end det. Bæredygtighed dækker også i sit begreb over social bæredygtighed, der handler om den menneskelige faktor, som afgørende for realiseringen af et bæredygtigt samfund.

Så lad os for en kort stund vende blikket mod den socialt bæredygtige by. Hvordan sikrer vi inklusion af alle i vores byer? Hvordan sørger vi for, at borgerne trives? Hvordan skaber vi trygge rammer, som kan rumme alle og som ikke lader nogen i stikken?

Civilsamfundet kan ikke løse opgaven alene

Vi er på vej ud af en 20 måneder lang pandemi, hvor det igen og igen er kommet frem, at danske børn og unge har følt sig mere isoleret, mere ensomme og mere afkoblet fra fællesskaberne end nogensinde før. Da pandemien rasede på sit værste, stod vi i Ungdommens Røde Kors klar med et online lektiehjælpstilbud for de børn og unge, som havde allermest brug for en hjælpende hånd.

Nu er vores samfund og byer åbnet igen. Mange børn og unge er atter begyndt at komme i vores fysiske lektiecaféer, som vi driver i hele landet. Alt virker almindeligt igen. Men vi oplever stadig, at særligt én gruppe af børn og unge fortsat sidder isoleret og afkoblet fra fællesskaberne. Det gjorde de før pandemien, og det gør de endnu. Det er de børn og unge, der opholder sig og vokser op i systemets institutioner.

I Ungdommens Røde Kors kæmper vi for et samfund, hvor alle kan være noget særligt for nogen, og hvor ingen børn og unge er sat uden for fællesskaberne. Derfor er vi til stede med sociale indsatser på landets krisecentre, psykiatriske afdelinger, døgninstitutioner, asylcentre og fængsler.

I vores ambition efter at opfylde Verdensmål 11 skal vi huske det sociale aspekt af bæredygtighed og ikke lade systemets børn og unge i stikken.

Mette Berents Bojesen
Politisk næstforperson, Ungdommens Røde Kors

Hver uge møder vores frivillige unge op og laver aktiviteter og skaber ligeværdige fællesskaber på et område, hvor børn og unge ellers sidder isoleret fra resten af samfundet – også når vi ikke befinder os i en pandemi. Vi er med til at skabe fællesskab, hjælpe kortvarigt og agere varme hænder i kolde systemer. Men gang på gang oplever vi, at vi som civilsamfund ikke kan løfte hele opgaven alene.

Vi skal huske systemets børn og unge

Alene kan vi ikke skabe de rette forudsætninger for de børn og unge på institutionerne, som er sat uden for fællesskaberne i dag. Der er behov for, at vi som samfund går sammen, og at vi får skabt de nødvendige strukturelle ændringer, som ikke kun civilsamfundet kan løfte.

Det kan for eksempel være ved at sikre civilsamfundet bedre adgang til landets fængsler eller ved automatisk at tilbyde sociale netværk og mentor-relationer til de unge, der bliver udskrevet fra psykiatrien.

I Ungdommens Røde Kors tror vi på, at sociale bæredygtige byer og lokalsamfund kan skabes ved, at vi møder hinanden i øjenhøjde, og hvor vi skaber inkluderende fællesskaber for og med hinanden.

Når vi skal opfylde Verdensmål 11 og skabe bæredygtige byer og lokalsamfund, vil jeg derfor gerne appellere til, at vi lover os selv at huske de børn og unge på institutionsområdet, som er tvunget uden for fællesskaberne, og som i dag ikke er inkluderet i samfundet. At vi i vores ambition efter at opfylde Verdensmål 11 husker det sociale aspekt af bæredygtighed og ikke lader systemets børn og unge i stikken.