Uskønt OL i vaccineræs

Pandemier har en tendens til at ende i nationalisme i en situation, hvor der mere end noget andet er brug for det modsatte - et globalt perspektiv og samarbejde.

Det sker bare ikke. For ingen ansvarlig regeringsleder eller politiker med sans for genvalg tør vige tilbage fra indfrielse af forventning nummer ét hos vælgerne: At han eller hun beskytter sine egne først og skaffer tilstrækkelige vacciner også flere år ud i fremtiden til egne borgere først, når en farlig pandemi hærger vores hverdag. Så kommer godgørenhed, solidaritet og internationalt fællesskab i anden række.

Derfor kan der stilles alle mulige og på alle måder ganske rimelige spørgsmål til statsminister Mette Frederiksens noget besynderlige valg af rejsetidspunkt og usædvanlige valg af makkerskab med Østrig og Israel om vaccineforskning og produktion. Men den besynderlige rejse midt i et dansk politisk forhandlingsforløb om genåbning af landet viser handlekraft og initiativ.

Det understreger en forventning hos statsministeren om, at coronaen bliver iblandt os i flere år på et eller andet niveau. Det er en middelsvær begmand til det EU, som kom alt for langsomt i gang med vaccineindkøb og alt for langsomt med udrulning. Og det er en total negligering af kritik fra både støttepartier og opposition på den hjemlige bane.

Israels premierminister, Benjamin Netyanahu, kaldte torsdag flere gange Danmark, Østrig og Israel for ”The Vaccination Nations”, og han var helt tydelig begejstret for midt i en valgkamp at få besøg af de to ”dynamiske europæiske ledere”, som han kaldte Sebastian Kurz og Mette Frederiksen, der kvitterede med at kalde ham for ”verdensmester i vacciner”. Det skulle nok snarere have været vaccine-udrulning, for de videnskabelige sejre med vaccinerne kan ikke tilskrives Israel. Det hele blev lige en omgang for meget gensidig promovering.

Men det viste endnu engang en dansk statsminister, der er villig til at spille højt spil, når det gælder hendes stærke, personlige styring af pandemi-strategien. Statsministeriets mantra om, at ”håb ikke er en strategi”, må man sige, at hun forfølger helt til Israel og uden om Folketingets partier, Udenrigspolitisk nævn, EU-partnere, sundhedsmyndigheder og corona-følgegruppe.

Det globale kapløb
Israel-rejsen understreger, at der er et meget større internationalt vaccinekapløb i gang. De rige lande sikrer sig langt flere vaccinedoser i milliontal, end de aktuelt har brug for, mens de fattige lande må vente og i bedste fald nøjes med de billigere kinesiske eller russiske udgaver af vaccine. De smarte indkøbere narrer de mindre smarte, og priserne stiger hver gang på de eftertragtede varer.

De taktiske forhandlere indgår særlige forretninger med medicinalselskaberne om at sælge borgernes anonymiserede sundhedsdata de næste mange år til gengæld for rigelige leverancer, sådan som Israel har gjort det. De trængte regeringer udsteder forbud mod vaccineeksport af frygt for selv at komme til at mangle doser til egne borgere.

Sagen er, at så længe Covid-19 ikke er under kontrol overalt, vil omkostningerne ved den globale pandemi fortsat være enorme.

Højindkomstlande forventes at miste omkring 119 milliarder dollars om året, indtil et globalt opsving er sikret. Omvendt er omkostningerne ved at forsyne lavindkomstlande med vacciner 25 milliarder dollars ifølge Bill & Melinda Gates Foundation, som er storbidragyder af penge til vaccinationer i de fattigste lande.

Det grundlæggende problem er, at der ikke er tilstrækkelig produktionskapacitet til at vaccinere hele verdensbefolkningen i år eller endda næste år. En international rapport, der blev offentliggjort forleden, viser at kun 10 procent af verden ved de nuværende indsatser vil blive immune overfor COVID-19 ved udgangen af i år og tallet stiger kun til 21 procent i slutningen af 2022.

De rige lande sikrer sig langt flere vaccinedoser i milliontal, end de aktuelt har brug for, mens de fattige lande må vente og i bedste fald nøjes med de billigere kinesiske eller russiske udgaver af vaccine.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Den nye amerikanske præsident, Joe Biden, har rigeligt at gøre på hjemmebanen med at sikre amerikanske vacciner til amerikanerne, men Kina og Rusland har nu indtaget de offensive roller på verdensmarkedet med deres egne vacciner. Selvom vaccinerne fra Rusland og Kina ikke fungerer så godt som dem, der er godkendt i USA og Europa, er der ingen tvivl om, at de kinesiske og russiske vacciner vil blive hilst velkommen af lande med mindre ressourcer. Dels fordi vaccinerne vil være nemmere tilgængelige, og dels fordi de vil være prismæssigt overkommelige.

Kina har en enorm vaccineproduktionskapacitet og er gået stærkt ud på verdensmarkedet med deres produkter. De to førende vacciner fra Kina fremstilles af Sinovac og Sinopharm. Vaccinerne fra begge virksomheder er kun blevet betinget godkendt i Kina, men bruges og sælges også uden for Kina. Vaccinerne har den klare fordel, at de ikke kræver særlig køling, og at de er billigere end de amerikanske og europæiske vacciner.

Russerne valgte Sputnik V som navn på deres vaccine med et ønske om både at være først med en anvendelig vaccine og at være tilbage i den videnskabelige elite. Allerede før resultaterne blev offentliggjort, var der købere af vaccinen. Både den kinesiske og russiske vaccine har nu fundet vej ind på det europæiske marked uden at være EU-godkendt.

Fem udfordringer
Konkurrence er jo altid en god ting for prissætningen på et efterspurgt medicinalprodukt på et internationalt marked. Problemet med vaccineudviklingen lige nu er bare, at vi efterhånden har mange forskellige produkter i omløb med meget forskellig effekt i forhold til virussen, med forskellig virkning på de mange virusmutationer. Lukker vi så gæster ind både med vaccinepas på den kinesiske vaccine og den europæiske? Eller kun dem med en vaccine, der har en dækningsgrad over 60 eller 80? Der må være en eller anden minimumstandard.

Den anden udfordring i det internationale perspektiv handler om forsyningssikkerhed. At der kan skabes en løsning for, hvis et land har en stort coronaudbrud, at man så man låne vacciner hos hinanden eller skrue hurtigt op på produktionen.

Den tredje udfordring er mutationerne. Hvis vi skal genvaccineres hvert halve år, for at vaccinen er virkningsfuld nok. Så er det en kæmpe omkostning og et stort permanent apparat at have stående til rådighed.