Verdens Skove: Bæredygtighed afhænger af de rige lande

Af Jan Ole Haagensen
Sekretariatschef i Verdens Skove

For nylig var jeg til den norske miljøorganisation Regnskogsfondets 25 års jubilæum, hvor samtlige politiske partier var repræsenteret, samt den norske Kong Harald. Her talte blandt andet Trine Skei Grande, forkvinden i partiet Venstre i Norge. Hun kommer fra en landbofamilie og fandt det helt selvfølgeligt, at man skulle efterlade sin jord til sine efterkommere i bedre stand, end da man selv overtog den.

En så tværpolitisk opbakning til en bæredygtig tankegang kunne andre rige lande med fordel lade sig inspirere af. Og skulle nogen have manglet en formel anledning til at tage fat i denne proces, gør de det ikke mere nu.

Et fælles ansvar
FN's nye bæredygtighedsmål gør op med at se udvikling som en isoleret, intern proces i det enkelte land, men som en integreret proces, der er globalt sammenhængende. Vores forbrug af tømmer eller udledning af CO2 har eksempelvis konsekvenser for folk, hvis livsgrundlag afhænger af sårbare økosystemer som regnskoven.

Vi bærer derfor alle en del af det fælles ansvar for en mere bæredygtig fremtid. Dette ansvar er dog ikke ligeligt fordelt, men afhænger af, hvor vi bor og lever, og hvordan vi bor og lever. Målene understreger, at vi i den rige del af verden gennem vores egen handlen som forbruger og producent kan være en central del af både problemet og løsningen.

Politisk set har det været en tung proces at få bæredygtighed skrevet ind i målene – og processen er stadig ikke slut, da målene skal operationaliseres. Udfordringen er, at der hersker en politisk form for konservatisme i mange rige lande, hvor det gælder om at bevare status quo i forhold til vores livsstil, som indebærer en generationsmæssig omfordeling, der tilgodeser vores generationer på bekostning af fremtidige.

Det er ikke miljøflip eller dommedagsprædiken; det er at tage ansvar for vores jord og for kommende generationer. At lade være vil være at stikke hovedet i busken og nægte at se kendsgerningerne i øjnene.

Jan Ole Haagensen
Sekretariatschef i Verdens Skove

At ansvaret for at sikre en bæredygtig udvikling ikke desto mindre også ligger hos de lande, der endnu nyder godt af status quo, bliver især tydeligt, når vi ser på regnskoven. Den største trussel mod regnskovene er vores hunger efter produkter produceret i ryddede arealer, som for eksempel palmeolie i vores fødevarer, soja til vores svineproduktion og saftigt oksekød til vores tallerkner, for ikke at tale om den hastigt voksende efterspørgsel efter biomasse til energi, hvor store energiselskaber har øjnene stift rettet mod muligheder i fattigere lande.

Ikke et miljøflip
For at tilfredsstille den nuværende efterspørgsel kunne der reddes meget regnskov ved at øge produktiviteten på de allerede eksisterende arealer.

Men med de nuværende tilstande kan dette ikke svare sig økonomisk, fordi betydelige miljømæssige og sociale omkostninger ved rydning af regnskov ikke indregnes i de samlede produktionsomkostninger. Det koster sjældent meget at tage jorden fra oprindelige folk, og slet ikke noget at udrydde en dyre- eller planteart. Oftest opdager vi det ikke engang, når det sker.

Men selv hvis de eksisterende landbrugsarealer blev udnyttet mere effektivt, vil det sandsynligvis ikke være nok. Med den voksende befolkning og den lykkelige omstændighed, at stadigt flere mennesker hæves ud af fattigdom, vil presset på regnskovene blive ved med at vokse.

For at lette presset er det derfor nødvendigt, at vi ændrer vores forbrugs- og produktionsmønstre. Det er ikke miljøflip eller dommedagsprædiken; det er at tage ansvar for vores jord og for kommende generationer. At lade være vil være at stikke hovedet i busken og nægte at se kendsgerningerne i øjnene. Det er meget bekvemt for dem, der nyder godt af status quo.

I en ikke al for fjern fremtid bør vi alle være i stand til med god samvittighed at efterspørge og nyde produkter, der er produceret og forbrugt på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig vis. Det er derfor positivt, at disse elementer er indskrevet i de nye bæredygtighedsmål.

Men det skal også omsættes til handling.

Vores del af læsset
Et lille eksempel på hvordan denne handling kan se ud i praksis, er den danske stats beslutning om, at alt statsligt indkøb af træ skal være garanteret bæredygtigt fra 2016. Beslutningen blev endelig truffet i 2013, efter at Verdens Skove med flere i næsten ti år havde efterspurgt dette krav. Det er endnu ikke fuldt gennemført endnu, idet ikke alle statens indkøbere er bekendt med det. Kommunerne halter meget bagefter. Det er langt fra alle, der har en politik om bæredygtigt indkøb. Men med en lille indsats kan dette fremskridt realiseres fuldt ud.

Og det er ikke kun i forhold til produktion og forbrug af varer fra de fattige lande, at vi kan gøre vores lokale ansvar gældende.

Hvorfor er det kun fattige lande, der skal passe på naturskovene for at sikre verdens biodiversitet for fremtidige generationer? Også herhjemme i Danmark kan vi ændre på vores areal-udnyttelse og derved bidrage til at gøre noget for klimaet og samtidigt forbedre biodiversitetssituationen.

Det kan ske ved at omlægge nogle af vores arealer til urørt naturskov, hvor skoven får lov til at passe sig selv og alene bruges til rekreative formål. Det vil i tilgift til en positiv effekt på klimaet give os et rigere plante- og dyreliv. Det burde et af verdens rigeste lande have råd til. I dag er der kun afsat ganske få procent af arealet i Danmark til urørt naturskov, og den nye, stort anlagte Naturplan er heller ikke specielt ambitiøs på dette område. Det meste skov i Danmark er plantager, der har lille eller ingen positiv indvirkning på biodiversiteten og CO2-regnskabet.

Der er således brug for, at vi tager vores del af læsset og gør en indsats alle steder, hvor det er muligt. Lige her og nu er det af allerstørste vigtighed, at der bliver lagt pres. således at målene gøres forpligtende, så de ikke udvandes, og vi får lavet et system, der kan overvåge løfter og fremskridt. Alene dette ville være et stort fremskridt. Det vil betyde, at der kan ske noget positivt for oprindelige folk, klimaet og ikke mindst biodiversiteten i skovene.