Jeg fornemmer, at for den alene er morgenerne de værste. At vågne op til endnu mange timer med mere af det samme. Høre radio (masser af spændende programmer, men gør de indtryk?

Ja, men de, der handler om problemer, slår hårdere igennem end de, der handler om noget opløftende), læse avis (samme billede), drikke noget, spise noget – selv om appetitten er nedsat – tage morgenpillerne, tage bestik af vejret og påklædningen. Se ud over dagen. Havearbejde? Håndarbejde? Aftaler? Se fjernsyn eller gå i byen? (Ved godt at fjernsynet vinder, også i dag). Læse videre i en god bog? Gå en lang tur? Motionere?

Man tænker på børn og børnebørn, forhåbentlig med glæde.

Man tænker på venner, på dem der vistnok har det godt og dem, der har det skidt.

For den alene er morgenerne de værste. At vågne op til endnu mange timer med mere af det samme

Ebbe Preisler

Man ved, at dagen vil byde på nogle telefonsamtaler, måske nogle sms’er eller mails, måske er man inde i Instagram eller Facebook og benytter sig af det, tjenesterne er beregnet til: Følelsen af samvær, af ikke at være alene. Jeg har ikke selv haft tid til denne aktivitet – hjemmelivet med Parkinsons fyldte det hele – men måske skal jeg gribe ud efter disse redningsbælter nu?

Men først og sidst: tankerne. Det ustandselige transportbånd af tanker – det, der i litteraturen hedder stream of conciousness – hvor de mørke har tendens til at presse sig på, også selv om man bruger kræfter på at holde dem nede.

Karen Blixen har en historie, hvor en Farao har bedt en spåkvinde om et godt råd, og hun tænker sig om og siger: ”Du må ikke tænke på krokodillens øje”.

Så nemt er det at holde ubehagelige tanker væk. Psykologer vil vistnok råde til, at man omvendt ser dem i øjnene for at bearbejde og opløse dem, og det kan vel anbefales. Med professionel hjælp, hvis man har råd til det. Men noget quick-fix er det jo ikke.

Desuden: Sover man ikke godt om natten og får smidt nogle andre klodser på transportbåndet – så er man mildt sagt stakkels. For den ikke-udhvilede er en morgen endnu værre.

Aleneliv er i øvrigt ikke kun for voksne/ældre. Meget tyder på, at mange teenagere kan være mindst lige så plagede. Og så er vi vist efterhånden mange, og der er hverken diagnoser eller hjælpere nok.

Jeg vælger at se krokodillen i øjnene og handle, handle, handle.

Hverken mobiltelefonen eller fjernsynet skal få magten over mig (endnu?).