Minister indrømmer, at dele af ældreaftalen øger bureaukratiet: "Man skal bare lige huske, hvorfor vi gør det"

Ældreministeren medgiver, at dele af reformen øger bureaukratiet. Hun mener også, at helhedsplejen reelt er et nyt "produkt", som markedet skal vænne sig til. Og så fastslår hun, at sikringen af arbejdskraft afgørende, hvis visionerne i reformen skal føres ud i livet.

Mette Kierkgaard indrømmer, at der indføres nye bureaukratiske byrder i forbindelse med ældrereformen. Men samlet set mener hun, at aftalen er med at sikre, at regeringen "når i mål" med afbureaukratiseringen.
Mette Kierkgaard indrømmer, at der indføres nye bureaukratiske byrder i forbindelse med ældrereformen. Men samlet set mener hun, at aftalen er med at sikre, at regeringen "når i mål" med afbureaukratiseringen.Foto: Arthur J . Cammelbeeck
Rasmus Dahl Løppenthin

Hun ved det godt, ældreministeren. 

Regeringens stort anlagte ældrereform blev lanceret som et opgør med “30 års overstyring” af ældreplejen. 

Hele SVM-regeringens raison d'être er i høj grad at bruge sin magt hen over midten til at sætte velfærdsstaten fri. 

Men selve aftalen, der faldt på plads i april, rummer flere elementer, der i praksis vil medføre mere papirarbejde og dokumentation ude i kommunerne. 

“Men det vi vist siger i regeringsgrundlaget er, at vi vil gøre op med ‘unødig’ bureaukrati,” siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) med et smil, da hun tager imod Altinget på sit ministerkontor.

Læs også

Slår man op i regeringsgrundlaget, kan man konstarere, at Mette Kierkgaard har ret. 

Her står der, at regeringen vil “tage initiativ til en grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet” ved blandt andet at fjerne “unødig regulering og kontrol”. 

Den bundne, politiske opgave er så at have flertal for, hvad der er unødigt og bestemt ikke er unødigt. 

I den sidste kategori finder man ifølge Mette Kierkgaard beslutningen om at styrke gennemsigtigheden i de forskellige plejehjemstilbud, som uundgåeligt vil medføre øget dokumentation og registrering i kommunerne. 

“Når vi skal udvide plejehjemsoversigten, vil der være noget bureaukrati. Så det accepterer jeg sådan set,” siger hun. 

Regeringen skærper også kravene til, at kommunerne skal gennemregne og sikre fair afregning af private leverandører. I forbindelse med aftales oprettes der samtidig en kontrolinstans, der skal sikre, at den rimelig afregning.

Og det vil give mere papirarbejde ude i kommunerne. 

“Det er jo rigtigt, at når det kommer til fair afregning, så vil der være noget bureaukrati,” siger Mette Kierkgaard,” inden hun peger på, hvorfor det ikke er “unødigt”.  

“Man skal bare lige huske, hvorfor vi gør det.”

Mærkbare forandringer

Det frie valg af leverandør inden for personlig pleje og praktisk hjælp blev indført i 2003, da Mette Kierkgaards formand Lars Løkke Rasmussen var indenrigsminister-og sundhedsminister i VK-regeringen. 

Men det er stadig ikke lykkedes at få systemet til at fungere efter hensigten, mener Mette Kierkgaard. 

“Hvis man kender lidt til frit valgs-området, så ved man, at det med fair afregning har været et problem altid. Nu har vi haft frit valg  i over 20 år, og vi har ikke løst det inden for det nuværende regime. Så vi bliver nødt til at gøre noget andet,” siger hun. 

Men selvom ældreministeren medgiver, at der kommer nye lodder i vægtskålen, der styrker tyngden af bureaukratiet, så mener hun, at aftalen fjerner et tilsvarende antal lodder. Eller mere til. 

“Det er ikke fordi, jeg har behov for at flage, at nu kommer vi til at lykkes med afbureaukratisering,"siger Mette Kierkgaard, inden hun alligevel tilføjer.

"Men det synes jeg, vi kommer til." 

Hun peger især på, at afskaffelsen af værdihedspolitikker, kvalitetsstandarder og indførelsen af den såkaldte borgernære visitation vil lette den administrative byrde massivt. 

“Du drømmer ikke om, hvad der bruges af tid på at skrive de afgørelser, indhente dokumentation og så videre. Alt det kommer til at være en kæmpe mærkbar forandring,” siger Mette Kierkgaard. 

Selv inden for håndteringen af det frie valg, tror hun også, at der vil bliver fjernet nogle skjulte byrder i det nye regime. 

“Hvor meget tid bruger man egentlig i dag på at finde prisen til de private leverandører?Det er der ikke lavet undersøgelser omkring. Men lur mig, når man hele tiden skal sidde frem og tilbage og være i dialog, så bruger man jo noget tid på det,” siger Mette Kierkgaard. 

Det er ikke fordi, jeg har behov for at flage, at nu kommer vi til at lykkes med afbureaukratisering. Men det synes jeg, vi kommer til.

Mette Kierkgaard
Ældreminister (M)

Reform indeholder krav til kommunerne
Det er dog tydeligt, at frisættelse ikke kun handler om afskaffelse af bureaukrati for ældreministeren. Det er en del af den samlede pakke i den helhedspleje, som skal styrke de ansattes og brugernes ejerskab og beslutningskraft ude i kommunerne. 

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede. Dansk Industri har udtrykt bekymring for, hvad det vil betyde for markedet af private leverandører, og Ældre Sagen mener fortsat, at alt for meget er overladt til kommunerne. Mette Kierkgaard har noteret sig kritikken. 

“Jeg vil jo gerne i dialog med dem, der kan se problemerne,” siger Ældreministeren, som især medgiver, at kravet om at kunne levere den samlede pakke inden for helhedsplejen kan presse markedet for private leverandører.

Især i yderområder. 

“Det er en reel problematik. Og det adresserer vi jo også i aftalen ved at fastslå, at vi ikke laver det her for at, at markedet af små leverandører skal gå væk. Og det kommer vi til at følge,” siger ældreministeren. 

Hun understreger samtidig, at ældreformen også rummer klare instrukser til kommunerne. 

“Nu bliver det et krav, at det skal være sammenhængende, at der skal være helhed i plejen. Det bliver et krav, at man skal arbejde forebyggende. Det bliver et krav, at man skal arbejde med selvbestemmelse som værdi,” siger Mette Kierkgaard. 

Selvbestemmelsen er tydeligvis central for ældreministeren. Både for den borger, der skal have mulighed for at vælge de tilbud, som passer til dem. Men også for medarbejderne, der får bedre mulighed for fleksibelt at yde den pleje, den ældre har brug for på dagen. 

I dag har vi jo indrettet systemet sådan, at hvis der står på listen, at man skal gøre toilettet rent, så gør man det. Selvom der ligger et glas sild på gulvet, som den ældre hellere ville have fjernet.

Mette Kierkgaard
Ældreminister (M)

Vigtigt at sikre arbejdskraft
Tanken er, at forskellige faggrupper i teams skal hjælpe den ældre, der i stedet for at få visiteret enkeltydelser, nu får visiteret ydelser inden for en ramme, hvor de ansatte i samråd med den ældre kan justere efter behov.

“Helhedsplejen giver mulighed for fleksibelt at tilrettelægge arbejdet i stedet for bare at følge, hvad der står på din liste,” siger Mette Kierkgaard. 

Men hvordan vil du sikre, at der er hænder nok til at sikre den fleksibilitet, der er tanken bag helhedsplejen? 

“Vi har jo gjort en del ting. Skattereformen med fokus på lønløftet og aftalen om international arbejdskraft er jo lige ned i den her sektor,” siger Mette Kierkgaard, som også mener, at indførelsen af helhedspleje vil få positiv indflydelse på rekrutteringen af hænder til sektoren.  

“Det vi kommer til at gøre i forhold til arbejdskraft i forbindelse med ældrereformen er jo også at skabe nogle arbejdspladser, der rimer mere på arbejdsglæde,” siger Mette Kierkgaard. 

Hvordan vil reformen konkret øge arbejdsglæden? 

“I dag har vi jo indrettet systemet sådan, at hvis der står på listen, at man skal gøre toilettet rent, så gør man det. Selvom der ligger et glas sild på gulvet, som den ældre hellere ville have fjernet.  Og hvis jeg ikke gør det, der står på min liste, så kommer jeg faktisk i krydspres med mig selv, hvis jeg lige lægger tre minutter mere,” siger Mette Kierkgaard, der mener, man nu træder ind i et helt nyt paradigme. 

“Man kan få mulighed for at tilrettelægge sammen med den ældre, og når man får indflydelse på sin opgave, så ved vi, at man trives bedre.” 

Alligevel ved Mette Kierkgaard godt, at manglen på hænder er et af de områder, der kan spænde ben for de store visioner i ældrereformen. 

“Vi kommer selvfølgelig til at følge arbejdskraftsituationen nøje.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Kierkgaard

Ældreminister, MF (M)
ph.d. (Aalborg Uni. 2002), cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 1999)

0:000:00