Heunicke efter opsigtsvækkende Mølbak-interview: ”Coronatest er en af nøglerne til genåbningen”

STRATEGI: Det er ikke sikkert, at vi alle behøver holde fysisk afstand i et helt år, siger Kåre Mølbak efter meget omtalt interview. Flere coronatest skal være en af nøglerne til genåbning, indtil en vaccine er klar, siger minister.

Det er stadig for tidligt at spå om, hvornår danskerne igen kan vende tilbage til den hverdag, de kendte før coronakrisen.

Indtil da skal der skrues gevaldigt op for antallet af test. Flere test er nemlig en af de vigtigste nøgler til genåbningen af Danmark.

Sådan lød hovedbudskabet ved dagens pressemøde, hvor myndighederne redegjorde for de kommende måneders strategi i kampen mod coronavirus.

Test til alle med symptomer
Til pressemødet havde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en klar besked til danskerne.

”Ring, hvis du har symptomer. Så kan du blive testet, og vi kan få stoppet smittekæderne,” sagde sundhedsministeren.

Rundtom i alle fem regioner er der nu opstillet telte, hvor der udføres pilottest, som skal bidrage til at opbygge den nødvendige infrastruktur til at udføre markant flere test for coronavirus.

Herefter er det planen at opstille endnu flere testcentre rundtom i Danmark. Testcentrene skal nemlig spille en hovedrolle i genåbningen af Danmark, fortalte sundhedsministeren.

"Coronatest er en af nøglerne til genåbningen af Danmark," sagde han.

”Vi har kæmpet for at få kapaciteten op at stå. Og lige nu er vi et sted, hvor der er mere kapacitet, end der er efterspørgsel efter.”

Flere mulige scenarier
Det er stadig ikke muligt at forudse, hvordan smittespredningen udvikler sig i fremtiden. Det fortalte faglig direktør og professor ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak.

Han blev ellers søndag i Berlingske citeret for at sige, at danskerne skal regne med at holde social afstand i mindst et år.

Men det var blot et af scenarierne, fortalte Kåre Mølbak ved pressemødet.

”Citatet i Berlingske er blevet vinklet meget skarpt. Det var et muligt scenarie, at der kunne gå lang tid. Men jeg sagde ikke, at der ville gå lang tid. Fordi vi ved dybest set ikke, hvad fremtiden bringer. Det kan være, at virussen svækkes og går hen og optræder som en almindelig forkølelsesvirus," sagde Kåre Mølbak og uddybede:

"Så det kan være, det udvikler sig til en lidt halvlam fætter, som faktisk ikke giver særlig meget sygdom. Og det ville jo være en lykkelig udgang. Det kan også godt være, at en god sommer betyder, at den slipper sit tag i den danske befolkning og måske kommer tilbage som en bølge i efteråret.”

”Vi kan se frem et par måneder ad gangen, men heller ikke længere.”

Mere socialt samvær
Teststrategien kan også bruges til at lempe på de gældende restriktioner for socialt samvær. Eksempelvis hvis man lader sig teste, inden man besøger nogle af de særligt udsatte borgere, fortæller sundhedsministeren.

”Et af vores store mål er, at vi kan besøge vores ældre familiemedlemmer igen og mennesker på plejehjem, som er ensomme og har behov for besøg, og som familien har behov for at besøge. Og der vil test kunne spille en nøglerolle.”

Forrige artikel Ældre må vente længere på besøg: Teststrategien skal først på plads Ældre må vente længere på besøg: Teststrategien skal først på plads Næste artikel For første gang i 10 år: Antallet af folkepensionister falder For første gang i 10 år: Antallet af folkepensionister falder