Ekspert efter klart ja til nye overenskomster: “Et kanonresultat for forhandlerne”

Blandt topforhandlerne er Dansk Metal-formand Claus Jensen og gruppeformand Mads Andersen fra 3F Industri på lønmodtagersiden samt administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadministrerende direktør Kim Graugaard fra Dansk Industri (DI) på arbejdsgiversiden. De fire indgik søndag den 19. februar gennembrudsforliget på minimallønsområdet, hvorefter en lang række andre overenskomster faldt på plads i de følgende uger.

Christian Lyhne Ibsen fra FAOS fremhæver stemmeprocenten, der landede på 59,3. Det er det højeste niveau siden 1973.

Ja-procenten på 79 er også sjældent høj. I 2020 sagde 80 procent ja til de nye overenskomster, men derudover skal man tilbage til overenskomstforhandlingerne i 2000 for at finde en højere opbakning til de indgåede aftaler.

Risiko var "markant højere"

Det klare ja fra lønmodtagerne markerer afslutningen på et forløb, der ellers ikke har skortet på forudsigelser om et nej og dermed den første storkonflikt på det private arbejdsmarked siden 1998.

Tilbage i begyndelsen af december udkom lektor Ibsen og hans to FAOS-forskerkolleger Nana Wesley Hansen og Søren Kaj Andersen med en optaktsanalyse, der rummede budskabet om, at konfliktrisikoen var “markant højere ved OK23 end set i mange år”.

Vi har allerede lagt os fladt ned

Christian Lyhne Ibsen
Lektor, FAOS

Senere samme måned kom så SVM-regeringens nu vedtagne forslag om at afskaffe store bededag som helligdag fra 2024. Det blev set som yderligere benzin på bålet, også i artikler i Altinget.

Set i lyset af den udbredte frygt for konflikt tidligt i forløbet blev der tale om en særdeles blød landing med et flertal på 79 procent for de nye overenskomster. Det lægger Christian Lyhne Ibsen ikke skjul på.

”Vi har allerede lagt os fladt ned. Vi forudså, at der kunne komme konflikt på grund af den høje inflation og store bededag. Men der må vi jo så sige, at det gjorde der ikke. Tværtimod,” siger han.

Arbejdsgivere gik langt

Efter industriforliget den 19. februar faldt også væsentlige aftaler på plads både på transportområdet, i detailhandlen og i byggeriet. Det bidrog til, at en sjældent stor andel af overenskomsterne kunne blive forhandlet på plads, uden at der var behov for stor hjælp fra Forligsinstitutionen og de to hovedorganisationer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Christian Lyhne Ibsen kommer også med et bud på, hvorfor det endte med at gå, som det gjorde.

Meget kan have at gøre med, at arbejdsgiverne har haft samme analyse, som vi havde. De frygtede en konflikt. Derfor er de gået længere, end de normalt ville gå

Christian Lyhne Ibsen
Lektor, FAOS

”Meget kan have at gøre med, at arbejdsgiverne har haft samme analyse, som vi havde. De frygtede en konflikt. Derfor er de gået længere, end de normalt ville gå i forhold til at afsætte en ramme, som er økonomisk attraktiv for lønmodtagerne,” siger han.

Industriforliget, der afgjorde den samlede økonomiske ramme for de øvrige forlig, indeholdt således centralt aftalte lønstigninger, der er større end set i mange år. Mindstelønnen blev hævet, og samtidigt blev der skruet op for arbejdsgivernes indbetalinger til lønmodtagernes fritvalgsordninger. Dertil kom, at arbejdsgiverne gik med til at stå for en større andel af indbetalingerne til pension.

Samlet set vurderer Nationalbanken, at lønnen kommer til at stige med cirka 10 procent i løbet af de næste to år. Claus Jensen fra Dansk Metal har udtrykt, at han forventer samlede lønstigninger i størrelsesordenen 10-12 procent i perioden.

Havde ventet massiv nej-kampagne

Da bølgerne gik højt i januar, og FH-fagbevægelsen arrangerede demonstration på Christiansborg Slotsplads imod afskaffelsen af store bededag, var der en udbredt frygt for, at urafstemningen om de nye overenskomster ville ende som en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.

Selvom afskaffelsen af helligdagen ifølge flere meningsmålinger var upopulær i befolkningen, er der ikke meget i resultatet af urafstemningen, der tyder på, at det blev en folkeafstemning om store bededag.

”Vi havde ventet på, at der ville komme en massiv nej-kampagne, men det gjorde der bare aldrig rigtigt. Det kan vi også godt se i afstemningsresultatet. Der har ikke været noget, der kunne trække et nej for alvor på tværs af forbundene,” siger Christian Lyhne Ibsen.

Runde to begynder

På størstedelen af det private arbejdsmarked definerer de centralt aftalte overenskomster alene mindstebetalingen, mens den faktiske lønudvikling også er et resultat af lokale lønforhandlinger.

Det er her, slaget skal stå i den kommende tid, og det kommer Christian Lyhne Ibsen og hans forskerkolleger til at følge tæt.

Hvis man skulle være lidt fræk, kan man sige, at runde to nu begynder ude lokalt

Christian Lyhne Ibsen
Lektor, FAOS

Industriforliget i sig selv sikrer blot fire procent mere i lønposen over de næste to år. Hvis lønmodtagerne skal op på de 10-12 procent, som Metal-formanden Claus Jensen har stillet dem i udsigt, skal der derfor forhandles betydelige lønstigninger hjem ved de lokale forhandlinger.

”Hvis man skulle være lidt fræk, kan man sige, at runde to nu begynder ude lokalt, for det er der, reallønnen skal genoprettes over de næste to-tre år. Det er det, forhandlerne har sagt. De har givet nogle gode rammer for det. Og så skal man se, om man kan få de lønstigninger hjem, som er påkrævet,” siger Christian Lyhne Ibsen.

De nye overenskomster gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023 og to år frem. Næste omgang af overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked foregår derfor i begyndelsen af 2025.