Hvordan stopper vi sygeplejerskernes flugt fra patienterne?

Offerkultur blandt sygeplejersker
Både Mads Koch Hansen og Lone Bjørklund har forståelse for, at sygeplejerskerne ønsker at få rettet op på den skævhed, der opstod med tjenestemandsreformen i 1969, hvor sygeplejerskerne lønmæssigt blev indplaceret på et lavere løntrin end en række sammenlignelige faggrupper som eksempelvis lærerne.

”Der er helt klart sygeplejersker, som ikke føler sig ordentligt værdsat eller til grin på grund af den ubalance, der blev skabt i 1969. Men det er lidt ærgerligt, at sygeplejerskerne i den proces får talt deres fag ned i et sort hul,” siger Mads Koch Hansen blandt andet. Han understreger, at han kender mange sygeplejersker, der er tilfredse og glade for deres arbejde.

Lone Bjørklund peger på, at realpolitisk kan sygeplejerskerne være nødt til at klage over deres forhold for at få bedre vilkår. Men utilfredsheden tager nogle steder overhånd, mener hun.

”Der er en lidt underlig kultur med en offerliggørelse af faget. Jeg ville elske, hvis vi kunne få noget mere stolthed og arbejdsglæde ind i faget igen,” siger Bjørklund, der i dag mener, at en del unge sygeplejerske kommer energisk ud på afdelingerne. Men, siger hun, de bliver ”socialiseret” af de andre sygeplejersker til at se dagligdagen på afdelingen som uretfærdig, hård, og at det er umuligt at arbejde 37 timer om ugen.

Har møder og projekter taget overhånd?
Et af dagens andre emner er spørgsmålet om, hvorvidt kliniske ledere og medarbejdere på sygehusene er viklet ind i for mange møder og projekter. Møder og projekter, der groft sagt er spild af personalets tid, så de får mindre tid til patienterne. Og svaret er et rungende ja fra de to gæster.

”Der er mange møder, man går til, og projekter, hvor man tænker, hvorfor nu lige det,” siger Lone Bjørklund, der mener, coronakrisen har været en øjenåbner for mange ledere.

Alle unødvendige møder og projekter blev skåret væk, og medarbejdere og ledere syntes, det var rart at kunne fokusere på den berømte kerneopgave: Pleje og behandling af patienter.

”Når det hele åbner op igen, så synes jeg godt, vi kunne overveje, hvad det egentlig er, vi skal bruge vores tid på,” siger Lone Bjørklund.

Mads Koch Hansen ser det som en ond cirkel:

Alle på møderne har haft så travlt med andre møder og reelt klinikarbejde, at ingen har forberedt sig til møderne. Resultat: Der kommer ikke noget ud af to til tre timer lange møder.

Ifølge ham er der en stigende tendens til, at administrative medarbejdere tager sundhedsfaglige medarbejderes tid, fordi de skal besvare alle mulige spørgsmål.

”Administrationen genererer opgaver til de kliniske ledere, hvor det burde være omvendt,” siger Mads Koch Hansen, der mener, at den øverste ledelse skal være bedre til at lade de administrative medarbejdere blive styret decentralt af klinikerne.