Politisk Stuegang: Driver det offentlige klapjagt på syge og ledige?

PODCAST: Driver det offentlige ledige ud i stress og selvmord med hård og lang sagsbehandling? Hvordan er førtidspensionsreformen både bedre og dårligere end sit rygte? Det diskuterer vi i denne udgave af Politisk Stuegang med speciallæge og centerleder Sven Viskum. Vi taler også sundhedsreform, ny lægeformand og meningitis-dødsfald.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Abonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS

Har det offentlige udviklet et system, hvor man driver en veritabel klapjagt på syge og ledige med det resultat, at de bliver stressede og endnu mere syge?

Det er blandt de spørgsmål, vi borer i, når Politisk Stuegang har fået besøg af en af landets mest erfarne speciallæger i arbejds- og socialmedicin, Sven Viskum.

Han er leder af Socialmedicinsk Center på Frederiksberg Hospital.

Hvert år ser Sven Viskum og de 80 læger på centeret i alt 15.000 borgere. Det sker, når hovedstadens 29 kommuner skal have vurderet borgeres helbred og arbejdsevne i forbindelse med de omdiskuterede førtidspensioner, ressourceforløb og fleksjob. Førnævnte blev blev reformeret i 2012, hvorefter antallet af førtidspensioner styrtdykkede i en periode.  

”I de første år efter reformen var man for hårde i nogle kommuner. Mange kom i forløb, hvor vi godt kunne forudsige, at de ikke kunne arbejde,” siger Sven Viskum i programmet.

Sagsbehandling – bedre end sit rygte
Han mener, at der i den kommunale sagsbehandling stadig er sager, som er dybt problematiske.

Fast gæst i programmet, Torben Mogensen, der er tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital og nu smertelæge på Sjællands Universitetshospital, hæfter sig ved en stribe mediehistorier på området. Blandt andet sengepraktik for syge ledige og andre eksempler får kommunernes indsats til at ligne noget, der mere skal stresse borgerne end hjælpe dem, mener han.

Men Svend Viskum mener dog samlet set, at der er tegnet et for negativt billede af kommunernes indsats over for syge borgere – i hvert fald i Region Hovedstaden. Med førtidspensionsreformen i 2012 fjernede man lægekonsulenterne fra kommunerne. Og det er i dag læger på fem regionale centre, hvor Socialmedicinsk Center er det ene, der vurderer patienterne til brug i den kommunale sagsbehandling. Kommunerne kan modsat de daværende lægekonsulenter ikke fyre centerets læger.

”Men vi har et fortrinligt arbejde med kommunerne. Og det er sjældent, vi er uenige i kommunernes afgørelser,” siger Sven Viskum.

Han finder det dog rigtig uheldig, at en del kommuner i konkrete sager ikke følger lægernes anbefalinger til, hvordan syge borgere kan hjælpes videre med blandt andet træning, samtaleforløb og arbejdspraktik.

Dagens anden faste gæst er Sidsel Vinge, der er projektchef i Vive.

Hun hæfter sig ved, at Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, har et stærkt kritisk billede af det offentliges håndtering af ledige.

Faktisk støtter han op om vurderingen af, at ledige stresses af det offentlige, så det kan ende i selvmord. Han har selv haft en patient, der i et afskedsbrev angav det som årsag.

”For det andet er det påvist, at mange sygemeldte mister livsmodet og får selvmordstanker som følge af oplevelser med jobcentersystemet. I en undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind oplever godt 20 procent, at de har mistet lysten til at leve, og knap 10 procent har overvejet selvmord,” skriver Anders Beich i indlægget, som Sven Viskum forholder sig til i udsendelsen.

Svend Viskum advarer dog mod at tro, at mere rundhåndet uddeling af sygemeldinger fra de praktiserende lægers side generelt kan hjælpe syge og ledige bedre.

Faktisk argumenterer han for, at sygemeldinger kan sende patienterne i retning af forløb, hvor de risikerer aldrig at blive raske igen. Samtidig advarer han om, at patienter kan blive mere syge alene af at blive sendt i pendulfart mellem speciallæger.

Samtidig har han en stribe anbefalinger. En af de mest markante er, at borgere maksimalt må svæve rundt i den kommunale sagsbehandling i to til tre år, inden der laves end endelig afklaring.

 

Abonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS

Dokumentation

Også i dette program:

  • Hvem skal være Lægeforeningens formand: Magtkamp mellem PLO og overlæger.
  • Læge sigtet i meningitissag. Hvad burde sygehusene lære af sagen?
  • Danske Regioners udspil til en sundhedsreform: Sidsel Vinge giver sin vurdering.
  • To genistreger udløst af udligningsreform og indgreb fra sundhedsministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00