HK: Der tales for meget om robotter og for lidt om visioner

Af Kim Simonsen
Forbundsformand, HK

Det er næppe gået nogens næse forbi, at valgkampen frem mod det kommende folketingsvalg de facto er gået i gang for længst. Kommentatorerne ligger på lur efter de mindste fejltrin fra politikernes side, og partiernes kampagneorganisationer er i fuld sving med at kridte banen op.

Med 12 partier på stemmesedlen burde der rigeligt at vælge i mellem, men når jeg kigger ned over de udmeldinger og ambitioner, der kommer fra politisk hold, savner jeg særligt én ting; en samlet vision for fremtidens arbejdsmarked.

Robotterne er ikke problemet
Der bruges alt for meget energi på at slås om, hvilke midler der skal anvendes til at udvikle arbejdsmarkedet – størrelsen på ydelser, antallet af særlige faggrupper i den offentlige sektor, økonomiske incitamenter for at tiltrække arbejdspladser.

Målet synes derimod at være tabt af syne. Her tænker jeg i særdeleshed på målet om at ruste det danske arbejdsmarked til fremtiden. Der tales meget om disruption, robotter og automatisering af arbejdsprocesser, og frygten for, om der er brug for netop mine kompetencer fremover, lurer i mange lønmodtageres baghoveder.

I min optik er den største udfordring for fremtidens arbejdsmarked ikke den teknologiske udvikling – det er forsømmelsen af livslang læring. Vi kan kun lave kvalificerede gæt på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om 10, 20 og 30 år. Det er dog helt sikkert, at langt størstedelen af de opgaver, lønmodtagerne i dag varetager, vil være radikalt forandrede af den teknologiske udvikling.

I min optik er den største udfordring for fremtidens arbejdsmarked ikke den teknologiske udvikling – det er forsømmelsen af livslang læring.

Kim Simonsen
Forbundsformand, HK

Udviklingen venter ikke
En anden ting, der er stensikker, er, at udviklingen ikke venter på os. Derfor vil jeg gerne udfordre samtlige politikere til at fremlægge en vision for fremtidens arbejdsmarked, der rækker ud over næste valgperiode, og som tør udfordre nogle strukturelle forhindringer for, at vores arbejdsmarked kan blive ved med at udvikle sig.

Et helt konkret – og meget centralt – eksempel findes i uddannelsessystemet, hvor der grundlæggende hersker en tanke om, at uddannelse er noget man får og færdiggør inden man er 30 år gammel. Den måde vi har indrettet vores uddannelsessystem på, er et helt håndgribeligt bevis på denne tankegang.

Kigger man på, hvordan midlerne til uddannelse på videregående niveauer, det vil sige alle uddannelser, der ligger efter ungdomsuddannelserne, fordeles, er der i dag en markant ubalance mellem livslang læring og den ordinære vej til at opnå et videregående uddannelsesniveau.

Hver gang, vi putter 100 kroner ind, bliver de 99 brugt i det ordinære system mens kun cirka 1 krone går til efter- og videreuddannelse. Der er også vidt forskellige betingelser for at uddanne sig, afhængig af hvilken vej til uddannelse, du vælger.