Rasmus Brygger: 37 timers aktivering skal ses som en hjælp - ikke en straf

Jeg tror, der er stort potentiale i tanken om 37 timers aktivering til indvandrere og flygtninge. Mens der naturligvis er mange underliggende diskussioner om centralisering, målgruppe og ressourcer, så er garantien for en målrettet integrationsindsats spændende.

Både Norge og Sverige får markant flere flygtninge i beskæftigelse, og en del af det skyldes formentlig deres noget mere intensive indsats. Intensiv skal her forstås som om, at man investerer i et bredt arsenal af ressourcer for at give flygtninge en fod indenfor samfundet.

Én af de væsentlige forskelle mellem en dansk og en svensk/norsk indsats er - at vi siden trepartsaftalen i 2016 - har satset benhårdt på den virksomhedsrettede aktivering. Det er grundlæggende en sund logik, for hvorfor ikke fokusere kræfterne på de indsatser, der historisk virker bedst?

Men noget er alligevel fejlet i indsatsen, for en stor del af de flygtninge, der kom hertil under flygtningekrisen, er fortsat ikke i arbejde. Det gælder særligt de kvindelige flygtninge. Her er kun én ud af fem i arbejde.

Potentiale i SOSU-faget
Baseret på vores nordiske naboers større succes er en af fejlene i den danske indsats formentlig det manglende fokus på ordinær uddannelse – måske særligt til kvinderne.

Der er for eksempel et stort potentiale i SOSU-faget, hvor der både er manglende arbejdskraft og relativt gode muligheder for at integrere personer med udenlandsk baggrund.

Investering bør være nøgleordet i integrationsindsatsen. Her spiller myndighedernes arbejde naturligvis en væsentlig rolle, men erfaringen fra det såkaldte paradigmeskifte er, at politikernes udlægning af ny politik klart også påvirker den enkelte flygtning. Når politikerne taler om straf og kontrol, så bliver det hørt.

Her er Folketinget allerede bagud på point. Regeringens udspil bliver allerede klart udlagt som noget ubehageligt for den enkelte flygtning. ”Hvis man ikke møder op, er der ingen ydelse”, lyder underrubrikken for eksempel i denne DR-artikel, der beskriver forslaget om 37 timers aktivering.

Politikerne er allerede godt i gang med at prikke til den negative motivation.

Rasmus Brygger
Stifter af Danmarks Videnscenter for Integration

Ikke kun straf
Venstres forslag om at sende flygtninge afsted i nyttejob 37 timer om ugen, hvis ikke de tager en uddannelse, er et lignende eksempel på brug af aktivering som strafferedskab.

Dermed ikke sagt, at strafelementet i både nyttejob og mere frihåndet brug af økonomiske sanktioner ikke kan virke over for de, der skal have yderligere motivation til at søge arbejde. Men beskæftigelsessystemet er ikke ét ensidet system, der alene er bygget op omkring straf. Og det er vigtigt, at det ikke opfattes sådan af den enkelte ledige.

Man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Vi kan sætte flygtninge på skolebænken til danskuddannelse, på et kursus eller i virksomhedspraktik, men vi kan ikke tvinge dem til at lære, hvis de ikke ønsker det.

Den ene type motivation er negativ: Man kan true den ledige med at trække dem i ydelsen eller sende dem i et udsigtsløst nyttejob.

Den anden motivation er positiv. Den dygtige socialrådgiver overbeviser den ledige om, at aktiveringen er en hjælp og en mulighed for at gøre det lettere at finde et job.