Rasmus Brygger: De lave forventningers tyranni holder indvandrere væk fra job

Glemt i systemet
Forventningen til, at ikke-vestlige indvandrere har brug for mere hjælp for at komme i arbejde afspejler sig dog ikke i, at de så rent faktisk får mere hjælp i beskæftigelsessystemet. De får tværtimod mindre aktivering.

Samtidig virker det som om, mange bliver glemt i systemet. På et halvt år havde 2.000 ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp intet møde med deres sagsbehandler.

Uanset hvilke krav, der bliver sat fra politisk side, så bliver opgaven med at få indvandrere i beskæftigelse ikke løst, før der også kommer et opgør med de lave forventningers tyranni.

Ligesom diskrimination på arbejdsmarkedet er en barriere, så er diskrimination i beskæftigelsessystemet – bevidst eller ubevidst – også en væsentlig barriere.

Selvopfyldende profeti
Det er selvfølgelig ikke så underligt, at der er lavere forventninger til, at indvandrere kommer i job. På trods af, at ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse er på et all time high, så halter de stadig bagefter. Men det bliver også en selvopfyldende profeti.

Det vil være naturligt for en sagsbehandler at bruge flest kræfter på de ledige, som man forventer er lettest at få i arbejde. Men dermed risikerer indvandrerne gang på gang at komme nederst i bunken.

Får de mindre opmærksomhed og indsats, kommer de ikke i job, og sådan kan møllen fortsætte i det uendelige – og det har den jo også delvist gjort de seneste årtier.

Integration er en faglighed
Ligesom en HR-afdeling i en stor virksomhed vil have fokus på at øge diversiteten, så er der behov for, at man i ledelsen i beskæftigelsessystemet er mere opmærksom på denne forskelsbehandling. Mit bud er dog, at det især også handler om viden og kompetencer blandt socialrådgiverne.

Noget af det, som jeg hører har virket bedst i senere års integrationspolitik i beskæftigelsessystemet, har været oprettelsen af integrationsteams i jobcentrene, der fokuserer på nytilkomne flygtninge.

Integration er en faglighed ligesom så meget andet, og har du som fagperson en forståelse for hvad sprog, krigstraumer, negativ social kontrol, kultur og religion har af betydning, så er du også meget bedre klædt på til at hjælpe den ledige med de nogle af specifikke problemer bedre på vej.

Dermed undgår man også noget af den berøringsangst, der let kan opstå, hvis man ikke føler sig tilstrækkeligt klædt på til at håndtere en sag om, at manden ikke vil have at konen arbejder - bare for at nævne et eksempel.

Pas på med simple løsninger
Det er endnu uvist, hvordan krav om 37 timers aktivering bliver implementeret og hvem, der bliver målgruppen. Men en strukturel reform bør også medføre en forventningsreform.

Mit forslag ville være, at gå én af to veje.

Den ene vej er i langt højere grad at lade borgere i beskæftigelsessystemet med udenlandsk baggrund blive håndteret af integrationsspecialister.

Det kunne for eksempel være ved administrativt – og politisk - at understøtte at også kontanthjælpsmodtagere med udenlandsk baggrund får hjælp af et integrationsteam.

Alternativt bør man sikre sig og sætte penge af til, at alle sagsbehandlere har et grundlæggende kendskab til integration, så de er bedre klædt på til at arbejde med målgruppen. Det kunne være en art basisuddannelse i integration, om man vil.

Der er som nævnt et stort potentiale for at få flere indvandrere i job. Men ligesom integrationsproblemerne er komplekse, bør man passe på med for simple løsninger. Hele integrationsindsatsen kræver og fortjener en helhedsorienteret indsats.