Socialrådgivere: Politiske stramninger underminerer vores faglighed

Af Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Som samfund bør vi have et fælles mål om, at alle mennesker skal bidrage med det, som de kan, til fællesskabet.

Det betyder, at ingen skal være på kontanthjælp i lange af perioder af deres liv. Kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse.

Det betyder også, at vi ikke skal kræve mere af folk, end de kan klare. Hvis Andreas på 35 år med generaliseret angst, gigt og ADD ikke kan arbejde mere end 20 timer om ugen uden at blive så udmattet, at han skal sove i to døgn bagefter, så skal han tilbydes et fleksjob på maksimalt 20 timer om ugen.

Og hvis Kirsten på 55 år efter et nedslidende arbejdsliv og en hård kemobehandling for kræft ikke er i stand til at arbejde, så skal hun tildeles førtidspension.

Desværre ser vi stadig alt for mange eksempler på, at mennesker som Andreas og Kirsten i årevis må cykle rundt i kontanthjælpssystemet eller på ressourceforløb. Det skyldes flere ting.

Vi er på mange måder den lim, der holder velfærdssamfundet sammen.

Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

System handler ikke om den enkelte
For det første har politikerne opbygget et system, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneske, men i samfundets angivelige behov for arbejdskraft.

Det gør det svært for medarbejderne at tage udgangspunkt i det hele menneske, og når socialrådgivere på landets jobcentre i dag hjælper mennesker med at håndtere de udfordringer i tilværelsen, der ikke i første omgang handler om ledighed, må de ofte lægge arm med rigide kommunale regler og silo-opdeling.

For det andet har mange kommuner ikke skabt de nødvendige rammer for det gode sociale arbejde med ledige borgere.

Foregangskommuner viser vejen
Nogle kommuner, som for eksempel Hjørring, Aabenraa og Silkeborg, har investeret i området, så socialrådgiverne har tid til at skabe et tillidsfuldt samarbejde med kontanthjælpsmodtagerne med udgangspunkt i hvert enkelt menneskes ønsker og behov.

Resultatet er, at mange af kommunens borgere er gået fra kontanthjælp til job eller uddannelse til gavn for både dem selv og kommunens økonomi.

Men i mange kommuner mangler medarbejderne stadig den nødvendige tid og råderum til at skabe et samarbejde med borgerne.

For det tredje er det for svært at få førtidspension, både på grund af rigide krav i loven, og fordi politikerne har gjort det meget dyrt for kommunerne.

Pisk hjælper ikke
Alle mennesker har et grundlæggende behov for at have en funktion i samfundet og føle sig værdsat.

Derfor ønsker langt, langt de fleste ledige også højere end noget andet at få et job.

Det ved vi fra efterhånden talrige undersøgelser, der blandt andet viser, at selv blandt de ekstremt få, som kan opnå næsten samme indkomst på offentlig forsørgelse som i deres lavtlønnede job, er langt de fleste alligevel i arbejde.

Vi ved det også, fordi selv de politikere, som tror på, at mere pisk får flere i arbejde, har mere end svært ved at underbygge påstanden.

Mennesker arbejder af mange årsager
Senest undersøgte Finansministeriet under den tidligere regering virkningen af kontanthjælpsloftet, men fandt kun en meget, meget lille effekt på beskæftigelsen.

Det skyldes dels, at mange af de mennesker, der rammes af kontanthjælpsloftet, i forvejen kæmper med andre udfordringer end ledighed – og presset på økonomien giver dem blot endnu færre ressourcer til at håndtere dem.

Og så skyldes det, at vi mennesker arbejder af mange andre årsager end blot penge. Vi får et fællesskab med kollegerne, en arbejdsidentitet, en funktion i samfundet.

Mange af os har oplevet perioder med ledighed og kender følelsen, når vi til familiefesten gør alle mulige krumspring for at forklare, hvorfor vi ikke har et arbejde netop nu.