V: Velfærdsstat og flexicurity lever i bedste velgående

DEBAT: Det stigende antal lønforsikringer får fagbevægelsen til at synge en sørgesang over velfærdsstaten. Men velfærdsstaten lever i bedste velgående, skriver beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).

Vi har et fantastisk velfærdssamfund – ikke mindst, når vi sammenligner os med resten af verden, skriver beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).Foto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

De fleste af os, der har oplevet glæden ved teenagebørn, har nok også oplevet at blive mødt af vrissende vendinger om børnearbejde og kummerlige forhold på matriklen, når teenageren bliver sat til at støvsuge eller skrælle kartofler.

Den slags udbrud finder man som oftest lidt komisk som forælder. For vores børn kunne næppe vokse op et meget bedre sted på kloden end her i Danmark.

Nogenlunde samme følelse får jeg ærligt talt også, når det danske velfærdssamfund fra tid til anden bliver erklæreret død og begravet. For helt ærligt, vi er et fantastisk land og et fantastisk velfærdssamfund. Også – ja, vel ikke mindst – når vi sammenligner os med resten af verden.

Når udviklingen i antal lønforsikringer får nogle til at synge en sørgesang over velfærdsstaten, så har jeg det lidt, som jeg har det med de vrissende vendinger fra mine teenagebørn: Det flugter ikke med virkeligheden
Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

Alligevel er det en debat, som dukker op fra tid til anden. Ved overenskomstforhandlinger i foråret 2018 stod eksperter og dele af venstrefløjen i kø for at erklære den danske model død og begravet. Den slags giver gode overskrifter.

Men da overenskomstaftalen landede, og mediehysteriet forstummede, blev alle alligevel enige om, at vi har noget helt fantastisk. Kritikken blev skiftet ud med hyldest til den danske model.

Mange kom igen i tanke om, hvordan modellen fungerer – og hvorfor den bestod sit 120-års servicetjek dér i foråret 2018.

Har et godt og trygt dagpengesystem
Forstå mig ret. Jeg synes sådan set, det både er legitimt og godt, at vi tager debatten fra tid til anden. Det gælder også, når det som nu handler om dagpengesystemet og det stigende antal lønforsikringer.

For vi er alle interesserede i at holde fast i et trygt og fleksibelt arbejdsmarked, mens vores samfund ændrer sig. For selvfølgelig ændrer samfundet sig over tid.

Heldigvis til det altovervejende bedre. Det er min klare påstand. Det glemmer alt for mange desværre også alt for ofte. Det kan vi så være nogen, der forsøger at minde om.

Vi har et godt og trygt dagpengesystem, som holder hånden under vores ledige i op til to år. Og med den stærkeste hånd under de lavestlønnede. Det synes jeg, at vi kan være stolte over.

Så når udviklingen i antal lønforsikringer får nogle til at synge en sørgesang over velfærdsstaten, så har jeg det lidt, som jeg har det med de vrissende vendinger fra mine teenagebørn: Det flugter ikke med virkeligheden.

Læs også

Ny debat: Har fagbevægelsen tabt kampen om den universelle velfærdsstat?

Bedste hjælp er at få ledige hurtigt i arbejde
I mine øjne har vi absolut et trygt dagpengesystem. Velfærdsstat og flexicurity lever i bedste velgående. Er dagpengesystemet blevet mindre generøst? Ja, bestemt. Men det gør det ikke mindre trygt.

Fra 2013 til 2018 er antallet af danskere, der falder ud af dagpengesystemet, reduceret fra 37.500 til 4.100 personer. Billedet af et afpillet og utrygt dagpengesystem, som nogle prøver at male, stemmer ikke overens med virkeligheden.

Det er rigtigt, at vi gennem tiden både har reduceret dagpengeperioden og satsen. Det har været klogt. For det har medvirket til, at ledige kommer hurtigere i job – og færre opbruger deres dagpenge. Det er positivt. For den bedste hjælp, som vi kan give, er trods alt at hjælpe den enkelte ledige hurtigt tilbage i arbejde.

Men selvfølgelig skal vi sikre en balance, hvor vi holder fast i trygheden omkring, at man ikke går fra hus og hjem, når lønchecken en periode bliver skiftet ud med dagpenge.

Rekordhøj kompensationsgrad for lavtlønnede
Derfor glæder jeg mig også over, at vi har en høj kompensationsgrad for de lavestlønnede, hvor Danmark ligger helt i top, når vi sammenligner internationalt. Kompensationsgraden for en person med en indkomst på 22.500 kroner er på 90 procent. Det skaber tryghed.

Så er det rigtigt, at kompensationsgraden er noget lavere for de lønmodtagere, der tjener noget mere. Hvis det betyder, at nogle vil sikre sig yderligere økonomisk, så ser jeg ikke noget problem i, at blandt andet a-kasser og fagforeninger tilbyder en ekstra økonomisk tryghed gennem en lønforsikring.

Det giver sikkert flere overskrifter at fodre frygten. Men helt ærligt, det står ikke på mål med virkeligheden. Den danske velfærdsstat lever i bedste velgående.

Det er svært at komme i tanke om et sted på kloden, hvor man lever så trygt og godt, som vi gør i Danmark – også når livet går gennem en periode i dagpengesystemet.

Dokumentation

Temadebat: Har fagbevægelsen tabt kampen om den universelle velfærdsstat?

Flere forskere vurderer, at velfærdsstaten står afpillet og næsten uigenkendelig tilbage.

Baggrunden er, at næsten 400.000 danskere har forsikret sig mod arbejdsløshed gennem a-kasser, fagforeninger og andre udbydere på det private marked. Dermed kan de opretholde en indtægt, der næsten er på niveau med deres hidtidige løn.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give deres svar på, om fagbevægelsen ved at satse på kollektive lønforsikringer har tabt kampen om den universelle velfærdsstat.