Forskere: Grønlands nye sikkerhedspolitiske strategi er et skridt i den rigtige retning

Den nye strategi støttes af et bredt flertal i Inatsisartut (Grønlands parlament) – kun det meget selvstændighedsorienterede Naleraq står udenfor – hvilket forhåbentligt betyder, at indholdet også vil stå som et pejlemærke for fremtidige regeringer.

Grønlands fornemmelse for forsvarspolitik

Det forsvars- og sikkerhedspolitiske indhold er ikke perfekt, men det er et skridt i den rigtige retning.

Gode strategier beskriver, hvilke trusler og muligheder der skal håndteres, hvilke mål der skal opnås, samt hvilke ressourcer og kapaciteter (midler) man har til rådighed, hvordan man vil bruge dem til at opnå målene med midlerne (metoder), og hvilke risici og omkostninger den valgte tilgang indebærer.

Officielle strategidokumenter i Danmark og i udlandet rammer sjældent plet på disse parametre, idet de ofte er gode til at beskrive situationen og opstille nogle ambitioner, som man ønsker at opnå, mens det tit halter med at fange, hvordan og med hvilke midler man vil opnå dem, og hvilke ulemper de indebærer.

Det forsvars- og sikkerhedspolitiske indhold er ikke perfekt, men det er et skridt i den rigtige retning.

Marc Jacobsen og Jon Rahbek-Clemmensen
Hhv. adjunkt og lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet

Den grønlandske strategis tanker om forsvars- og sikkerhedspolitik er ingen undtagelse. Der opstilles til tider mål, men det er uklart, hvordan de skal opnås.

For eksempel opstiller strategien et mål om større grønlandsk deltagelse i suverænitetshåndhævelsen, hvor Siriuspatruljen og en nødvendig diskussion om indførelse af værnepligt fremhæves.

Ligeledes nævnes etableringen af civile beredskabsaktiviteter og – på sigt – en egentlig kystvagt. Fælles for disse ambitioner er dog, at det ikke forklares, hvordan man vil nå målet, hvad det vil koste, eller hvilke ulemper det vil medføre.

Spirende realisme og pacifistisk ideal

Det samme mønster kan ses i strategiens analyse af den overordnede sikkerhedspolitiske situation. Strategien beskriver i overordnede termer, at Grønland står over for både trusler om militære angreb og såkaldte gråzonetrusler (cyberangreb, påvirkning, sabotage med videre), som ligger under tærsklen for decideret krig.

Grønland ønsker at disse trusler håndteres samtidig med, at man også stræber mod, at Arktis bevares som et lavspændingsområde.

Her rammer strategien ned i det, der i statskundskaben kaldes 'sikkerhedsdilemmaet', og som også præger den danske debat: Afskrækkelse og forsvar kræver øget militær tilstedeværelse, men når man øger den, risikerer man at skabe mistro i Rusland, hvilket kan risikere at øge spændingsniveauet og dermed truslen, man oprindeligt forsøgte at gardere sig imod.

Strategien lægger op til, at Grønland skal stille sig på Vestens side, hvilket er nye toner på de kanter, hvor et pacifistisk ideal og ideer om afspænding ofte begrundes i kulturen.

Strategien forsøger at navigere denne spænding ved at fremhæve begge behov uden at komme med en klar beskrivelse af, hvordan de to delvist modsatrettede mål skal opnås på samme tid. Som der står, må Grønland "ikke være naive. Vi må dog heller ikke give op, når det kommer til fred".

Det er påfaldende, hvor få gange 'Rusland' og 'russisk' nævnes. Blot fire gange på i alt 26 sider.

Marc Jacobsen og Jon Rahbek-Clemmensen
Hhv. adjunkt og lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet

I og med, at Grønland ikke har overtaget forsvarspolitikken, kan strategien slippe afsted med en overordnet opfordring til Danmark og Danmarks allierede om, at Grønland helst ikke vil have flere militære kapaciteter, og hvis de ikke kan undgås, så skal de helst være overvågningskapaciteter uden evne til at nedkæmpe fjendtlige platforme.

Det giver et fingerpeg om, hvordan Grønland vil stille sig i fremtidige diskussioner – herunder det danske forsvarsforlig, hvor Grønland bliver inddraget – men det er uklart, hvordan Grønland vil stille sig, hvis den sikkerhedspolitiske situation nødvendiggør mere potente kapabiliteter.

Rusland nævnes påfaldende få gange

På områder som Grønland rent faktisk har overtaget – for eksempel infrastrukturområdet og forskningsområdet – er det nemmere at navigere spændingen mellem forsvar og afspænding.

Selvom nogle af de grønlandske initiativer vil være generende for Rusland, vil de ikke udgøre en militær trussel og dermed have begrænset effekt på spændingsniveauet.

Strategien fremhæver for eksempel, at Grønland har tilsluttet sig EU's sanktioner mod Rusland. Det betones ligeledes, at man vil sikre, at kritisk infrastruktur ikke ejes af udenlandske aktører, mens cyberangreb nævnes som en eksisterende udfordring. Hvad man konkret vil gøre for at imødekomme de trusler, er dog ikke helt klart.

På samme tid kan Grønland på en lang række områder tage nye initiativer, der taler til de idealer om pacifisme og afspænding, som fremstilles som iboende grønlandsk kultur: "Vi skal huske, hvem vi er, og hvad vores grundlæggende værdier er. Grønland vil derfor, gerne i samarbejde med eksterne bidragsydere, oprette et Fredscenter i Grønland med fokus på freden i Arktis".

Japan nævnes som en attråværdig samarbejdspartner, der har gjort en stor indsats for at forske i og fremme fred, uden det dog nævnes, at også Japan har gennemgået en øget militarisering de seneste år, som direkte konsekvens af den øgede trussel fra Kina og Nordkorea.

Grønland anerkender, at der er en trussel, og man har skitseret nogle overordnede tanker om, hvad man ønsker at opnå.

Marc Jacobsen og Jon Rahbek-Clemmensen
Hhv. adjunkt og lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet

Set i dette lys er det påfaldende, hvor få gange 'Rusland' og 'russisk' nævnes. Blot fire gange på i alt 26 sider. Til sammenligning er det tilsvarende tal for 'Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi' hele 45 gange på i alt 15 sider. Det vidner om, at man fra grønlandsk side tænker grundigt over, hvilke signaler man sender til Rusland.

På samme facon betoner strategien, at "Grønland finder det vigtigt, at alle i regionen er med til at diskutere de problemstillinger, der er særligt relevante for Arktis".

Her må betoningen af alle nødvendigvis inkludere Rusland, der for nuværende er udelukket fra at deltage i aktiviteterne i Arktisk Råd, der kører på laveste blus. Hvorvidt, døren skal åbnes på klem for dem, er et kildent spørgsmål, der med tiden kan risikere at skabe splittelse blandt rådets øvrige medlemmer.

Fundament for forsvarsforhandlinger

På trods af visse mangler, er indholdet i strategien et vigtigt skridt fremad mod at tage forsvars- og sikkerhedspolitikken mere alvorligt.

Grønland anerkender, at der er en trussel, og man har skitseret nogle overordnede tanker om, hvad man ønsker at opnå. På den måde er der et udgangspunkt, som Danmark og andre venligtsindede stater kan tage bestik af, og således bliver samarbejdet med Grønland sandsynligvis nemmere.

Mange af disse tanker flugter med debatten i København, og det synes derfor realistisk, at den grønlandske strategi kan være et fundament for en styrket dialog om forsvars- og sikkerhedspolitik.