Troede du, der var problemer med det danske sundhedsvæsen? Så se på det grønlandske

Da Anna Jensen som nyuddannet rejste til Grønland for at arbejde som sygeplejerske, vidste hun godt, at det ville blive svært.

Men da dagligdagen begyndte på sygehuset i en af Grønlands kystbyer, var hun alligevel chokeret over, hvor anderledes et system hun havde sagt ja til at være en del af.

Hvor der i det danske sundhedsvæsen ofte ville komme et specialiseret hold løbende, hvis en akut patient kom ind ad døren, var der i de fleste tilfælde bare hende, en læge og en portør til at løse situationen. Og når hun havde nattevagter, var Anna Jensen alene på arbejde.

“På den afdeling jeg arbejdede i, skulle vi behandle alt. Jeg kunne sagtens gå fra en patient, der var midt i en psykose, videre til et lille barn med udslæt og så hen til en fuld patient, der skulle udpumpes,” fortæller den nu 27-årige sygeplejerske.

Jeg må have oplevet mere i den tid end sygeplejersker, der har været uddannet i 20 år. 

Anna
Tidligere sygeplejerske i Grønland

Det blev hurtigt hverdag for Anna Jensen at lave google-søgninger på Sundhed.dk, finde lappeløsninger, når den rigtige scanner eller medicin ikke var tilgængelig og i værste tilfælde ringe til lægen, når hun var alene på arbejde og på dybt vand.

Men efter halvandet år fik hun nok.

Nok af et system med så ekstreme rekrutteringsproblemer, at nye kolleger blev hverdagskost. Nok af geografiske udfordringer, der kunne betyde, at patienter kunne sidde og vente på behandling i dagevis. Nok af at stå alene på vagt med 15 forskellige patienter, der kunne fejle alt fra A til Z.

“Jeg må have oplevet mere i den tid end sygeplejersker, der har været uddannet i 20 år. Men til sidst blev jeg så træt af at være en del af et system, der ikke fungerer, og som ser igennem fingre med de kæmpestore problemstillinger, der er.”

Anna Jensen har ønsket at være anonym af hensyn til forholdet til sine tidligere kolleger og chefer. Anna Jensen er ikke hendes rigtige navn, men Altinget kender hendes identitet.

Problemer på speed

Annas Jensens oplevelser er blot én historie ud af mange fra et grønlandsk sundhedsvæsen, som får problemerne i Danmark til at blegne.

"Historisk presset" og "en brændende platform" blev det kaldt, da Sundhedskommissionen i maj udgav en stor betænkning, der gjorde status på Grønlands sundhedsvæsen. Her var intet intet mindre end 100 “nødvendige” anbefalinger, som skal implementeres, hvis sundhedsvæsenet skal kunne levere “den rigtige ydelse på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt” i fremtiden.

Læs også: Grønlandsk sundhedsvæsen i kritisk tilstand

En fremtid, der byder på en befolkning med flere ældre, en stigende forekomst af livsstilssygdomme som diabetes og kol og en af verdens højeste selvmordsrater. Alt sammen, mens rekruttering af medarbejdere bliver sværere og sværere, og borgernes forventninger til sundhedsvæsenet stiger.

I marts henvendte den grønlandske regering, Naalakkersuisut, sig til den danske regering i håb om hjælp til at håndtere de voksende udfordringer.

Og i dag er sundhedsvæsenet ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Ulrik Pram Gad, det eneste område, hvor nogle politikere har luftet tvivl om, hvorvidt det var en god idé at hjemtage ansvaret efter årtier med dansk styre.

“Spørgsmålet er, hvor meget bedre Danmark ville håndtere det. Det er jo mange af de samme problemstillinger, som gør sig gældende. I Grønland er der bare nogle omstændigheder, som gør, at problemerne foregår på speed.”

Men hvorfor er problemerne værre i Grønland end i Danmark?

Er vi så forskellige endda?

Umiddelbart set kæmper Grønland med flere af de samme udfordringer som Danmark.

Den demografiske bølge truer med at skylle ind over sundhedsvæsenet i begge lande, og det betyder, at der i de kommende år kommer flere og flere ældre, samtidig med at arbejdskraften risikerer at svinde ind.

Både i Grønland og Danmark er sundhedsfaglige medarbejdere nemlig en mangelvare, forklarer Kjeld Møller Pedersen, der er næstformand i Sundhedskommissionen og professor emeritus ved Økonomisk Institut hos Syddansk Universitet.

“Der er en voldsom konkurrence om at få unge mennesker til at uddanne sig som sygeplejersker. Det ligner til en vis forveksling situationen i Danmark,” siger Kjeld Møller Pedersen.

I sin opbygning minder det grønlandske system i høj grad også stadig om det danske, selvom Grønland har haft ansvar for området i over 30 år, forklarer Ulrik Pram Gad.

“Det kan godt være, at beslutningerne blev rykket til Grønland, men systemet er i høj grad stadig bygget op efter en dansk tankegang og funderet i danske systemer,” siger han.

Alligevel kan man slet ikke sammenligne det grønlandske sundhedsvæsen med det danske, mener direktøren for Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Tina Amondsen.

“Der er nogle grundvilkår ved at drive et sundhedsvæsen i et land, som er så stort og med så spredt en befolkning som Grønland, man bliver nødt til at tage højde for. Vi er ikke det danske sundhedsvæsen, og det bliver vi heller aldrig. Vi er et lille sundhedsvæsen i et meget stort land, der lykkes med rigtig meget hver eneste dag,” siger Tina Amondsen.

Et kæmpe land med en lille befolkning

Der er nemlig et altoverskyggende grundvilkår i Grønland, som gør hele præmissen for at drive et sundhedsvæsen markant anderledes end i Danmark.

I et land med et areal, der er 50 gange større end Danmark, og med et befolkningstal der er omtrent 100 gange mindre, skal man nemlig betjene meget få mennesker på ekstremt meget plads.

Det betyder, at man er til stede på mange lokationer med en meget lille bemanding af mennesker, forklarer Kjeld Møller Pedersen.

"Udenfor Nuuk og Ilulissat har man normalt ikke et stort fagfællefællesskab. Derfor ønsker mange at være et sted, hvor de har flere at sparre med, når man skal behandle patienter," siger Kjeld Møller Pedersen.

Når lægerne er spredt ud over hele landet, bliver man nødt til at udnytte personaleressourcerne på en anden måde, end hvad vi kender til fra et dansk sygehus, uddyber næstformanden for Sundhedskommissionen.

“Man må ty til telefonen og videolinks, fordi man ikke har specielt mange fagfæller, man kan sparre med. Men det er jo aldrig helt det samme som at mødes ansigt til ansigt,” siger Kjeld Møller Pedersen.

De geografiske udfordringer kommer særligt til udtryk, når der skal bringes nyt liv til verden.

For selvom Grønland i princippet har fire fødesteder, betyder udfordringer med lægedækningen, at gravide kvinder oftest skal transporteres langt væk fra deres hjem for at føde.

“80 til 85 procent af alle fødsler skal ske fra Nuuk. Derfor skal man ofte rykke den gravide og familien en måned før fødsel og termin. Det er jo en helt anden verden, end hvad man kender fra Danmark,” siger Kjeld Møller Pedersen.

En af de jordemødre, der skal sende højgravide kvinder til Nuuk for at føde, er Vibe Kjer Nemming. Hun er eneste jordemoder i Region Disko i Grønland, hvor der er 6.500 indbyggere.

Her sender hun som udgangspunkt kvinder til Nuuk tre uger før termin, hvor de får deres flybillet og bolig betalt. Det er dog kun den fødende, der får betalt turen af sundhedsvæsenet, og derfor kan man i princippet ikke få sin partner eller sine børn med, medmindre man selv betaler.

“Det er en kæmpestor ting at føde, og på den her måde er det ikke sikkert, at der kan komme nogen og være sammen med dig. Det er jo helt sindssygt, når man tænker på, hvad der er ok indenfor danske standarder,” siger hun.

Mindre specialisering, flere tarzan-læger

Store afstande og en lille befolkning forstærker samtidig en anden udvikling i det grønlandske sundhedsvæsen.

For mens det danske sundhedsvæsen bliver mere og mere specialiseret, forbliver størstedelen af det grønlandske sundhedsvæsen det modsatte.

Ud af de fem regioner, som Grønlands sundhedsvæsen er delt op i, er det kun Nuuk, der har specialiserede afdelinger, og selv der kan de ikke behandle alt. Det betyder, at grønlandske borgere kan få specialiseret behandling på en række hospitaler i Region Hovedstaden. I tilfælde af dette har det grønlandske sundhedsvæsen sit eget patienthjem med cirka 100 sengepladser til patienter og pårørende.

"Vores samarbejde med Region Hovedstaden er utroligt vigtigt, da de fungerer som vores forlængede arm i de situationer, hvor vi ikke kan tilbyde den rette behandling i Grønland," siger Tina Amondsen.

Målet vil dog aldrig være at opbygge den samme specialisering i Grønland, som man ser i Danmark, forklarer Kjeld Møller Pedersen. 

“Specialisering kræver, at der er et befolkningsgrundlag og dermed tilstrækkeligt antal patienter. Man kan ikke, og skal ikke lave hjertetransplantationer i Grønland, og der er fordi, at der ikke er specielt mange tilfælde,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Der var flere læger med tarzan-syndrom førhen. De turde godt sidde alene i en bygd med 500 kilometer til nærmeste kollega og så klare det, der nu kom ind.

Ulrik Pram Gad
Seniorforsker, DIIS

Det stiller dog nogle helt andre krav til sundhedspersonalet.

Det er dem, som skal stå i frontlinjen og tage imod alverdens patienter og vurdere, hvorvidt de skal sendes videre til Nuuk eller ej. Og oven i det skal de også tage højde for den genstridige natur omkring dem, som ikke altid makker ret, fortæller Anna Jensen.

“Jeg har flere gange prøvet at have en patient liggende i flere dage, som skal behandles i Nuuk, men som ikke kan komme afsted på grund af vejret,” fortæller Anna og tilføjer:

“Det var skræmmende at stå i den første tid, fordi der var mange situationer, hvor jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Men vi fandt altid en løsning.”

Og spørger man direktøren for det grønlandske sundhedsvæsen, er det et vilkår, der er svært at ændre på.

"I Grønland bliver vi nødt til at løse problemerne med de hænder, vi har. Derfor er der et clash mellem Grønland og mange af de lande, vi sammenligner os med. For mens man i Danmark bliver mere specialiserede i sundhedsvæsenet, har vi i Grønland brug for sundhedspersonale, der er mere brede i deres kompetencer og erfaring,” siger Tina Amondsen.

At finde den slags generalister er blevet sværere og sværere. En stor del af sundhedspersonalet kommer nemlig fra Danmark, og her går udviklingen ikke i en retning, der passer til Grønlands behov, forklarer Ulrik Pram Gad. 

“Der var flere læger med tarzan-syndrom førhen. De turde godt sidde alene i en bygd med 500 kilometer til nærmeste kollega og så klare det, der nu kom ind. Den slags læger findes ikke rigtig længere. De kommer fra et uddannelsessystem og et dansk sundhedssystem, der ligesom i resten af verden bliver mere og mere specialiseret.”

Nye kollegaer er hverdagskost

Som det ser ud lige nu, er der dog ikke råd til at vælge og vrage mellem medarbejdere.

Udfordringer med at rekruttere og fastholde personale er nemlig et altoverskyggende problem, der nægter at forsvinde.

I dag er der i alt 1.600 ansatte i det grønlandske sundhedsvæsen, hvoraf 900 er fastansatte. Samtidig bliver der hvert år foretaget 1.500 nyansættelser, fremgår det af Sundhedskommissionens betænkning.

Det er udtryk for et tårnhøjt forbrug af vikarer.

“Rekrutteringsproblemerne i Danmark er i småtingsafdelingen sammenlignet med de udfordringer, man har i Grønland,” sagde Kjeld Møller Pedersen til Altinget, da betænkningen blev offentliggjort.

Den voldsomme udskiftning sætter samtidig sit præg på det faste personale, der hele tiden skal forholde sig til nye medarbejdere, der kommer for at være der i alt fra seks måneder og helt ned til seks uger.

“Det er klart, at det skaber en stor gennemstrømning, der belaster det faste personale. De får hele tiden nye kolleger, og det gør noget ved produktiviteten,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Den oplevelse kan Anna Jensen genkende fra sin tid i Grønland. Og i sidste ende blev det en afgørende faktor for, at hun efter halvandet år vendte tilbage til Danmark.

“Jeg begyndte at blive fuldstændig ligeglad med de nye ansatte, der kom ind ad døren. Det var virkelig skræmmende at mærke. Men jeg orkede ikke at fortælle til én person mere, hvad jeg hed, hvor gammel jeg var, og hvor medicinrummet var henne,” siger hun.

Desværre har coronakrisen ikke gjort det nemmere for Grønland at rekruttere ansatte, og som der ser ud nu, bliver vikariaterne kortere i stedet for længere, fortæller direktør Tina Amondsen.

“Vi naturligvis gerne fastansætte flere. Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en meget stor arbejdsplads efter grønlandske forhold, og derfor er vi afhængige af, at der kommer nogen herop i perioder. Konkurrencen om sundhedsfaglige medarbejdere er benhård lige nu, og det gør ikke vores opgave nemmere,” siger Tina Amondsen. 

Det er nemlig rift om sundhedsmedarbejderne i flere dele af verden. Vi kender problemet fra Danmark, og det smitter af på Grønland, uddyber Tina Amondsen.

Selvom man har fokus på at få mere grønlandsk personale, er der dog lange udsigter til, at Grønland vil kunne drive et sundhedsvæsen udelukkende baseret på arbejdskraft fra landet selv, vurderer Kjeld Møller Pedersen.

“Der er brug for personale fra Danmark, der er villig til at tage til Grønland og være i noget tid. Det er stadigvæk en vigtig forudsætning for, at dagligdagen kan fungere,” siger han.

Bedre løn og arbejdsvilkår

Selvom den voldsomme udskiftning og den brede palette af arbejdsopgaver fik Anna Jensen til at hive pløkkerne op og tage hjem, blev det nu ikke hendes sidste eventyr med Grønland.

Efter flere år i hjemmeplejen i Esbjerg, hvor der var ro, struktur og faste rammer at finde, trængte hun til at mærke den nordatlantiske luft igen.

“Jeg kan hurtigt blive rastløs, og selvom det var virkelig tiltrængt med nogle mere rolige arbejdsforhold, er jeg klar til at få lidt action ind i hverdagen igen,” fortæller hun.

I denne omgang er der kun tale om et tre måneders vikariat. Da hun bliver spurgt, om hun kunne finde på at tage en fast stilling som sygeplejerske deroppe igen, er der ingen tvivl:

“Det gør jeg aldrig igen. Tre måneder kan man se sig ud af. Især når jeg ved, at jeg kommer hjem til et dansk sundhedssystem, der trods alt fungerer 100 gange bedre end det grønlandske,” siger hun.

Rekrutteringsproblemerne i Danmark er i småtingsafdelingen sammenlignet med de udfordringer, man har i Grønland.

Kjeld Møller Pedersen
Næstformand, Sundhedskommissionen i Grønland

Spørger man Anna Jensen, ville det gøre en "kæmpe forskel”, hvis man skruede på en række håndtag for at fastholde det faste personale.

“Lige nu får man en dårlig løn og dårlige arbejdsvilkår for et rigtig hårdt stykke arbejde. Hvis lønnen bedre afspejlede det arbejde, man yder, ville det give en helt anden arbejdsglæde,” siger hun.

Det er også en af de fokuspunkter, som Sundhedskommissionen lægger op til at kigge nærmere på i den 356 siders lange betænkning. Her lyder det, at “sundhedsledelsen bør have større lokalt ledelsesrum i forbindelse med løn- og ansættelsesvilkår.”

Samtidig foreslår kommisisonen at styrke rekrutteringsenheden i sundhedsvæsenet.

Hos ledelsen af Det Grønlandske Sundhedsvæsen, anerkender Tina Amondsen, at løn og arbejdsvilkår har stor betydning for medarbejdernes lyst til at blive i et job. Men hun understreger samtidig, at det er op til arbejdsmarkedets parter, hvis der skal laves et lønløft til for eksempel sygeplejersker i Grønland.

I stedet har ledelsen fokus på at styrke arbejdsmiljøet rundt på arbejdspladserne, forklarer Tina Amondsen.

"Vi forsøger at italesætte de udfordringer, der er med udskiftning af personale og samtidig at lave nogle systemer, så indkøring af de nye medarbejdere belaster det faste personale mindst muligt,” siger hun.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen er arbejdsmiljøet et rigtig godt sted at starte. Men det vil kræve en indsats på mange fronter, hvis man vil se en effekt, mener han.

”Det er alt fra et godt arbejdsmiljø til praktiske spørgsmål om, hvorvidt man kan få sin partner med, om der er job til vedkommende, og om boligforholdene er gode nok, der skal på plads, hvis man vil have succes med at holde på folk i længere tid,” siger han.

En sundhedsreform i sigte

For at nogle af alle disse initiativer kan sættes i værk, kræver det dog politiske beslutninger.

Processen er sat i gang. Kort før sommerferien blev de indledende forhandlinger til en sundhedsreform med grundlag i Sundhedskommissionens betænkning nemlig sat i gang.

Men hvornår konkrete politiske initiativer kan præsenteres er ikke til at sige.

I starten af august blev et seminar, der skal bane vej for forhandlinger om en ny sundhedsreform udskudt.

Og den dag Altinget skulle have talt med sundhedsministeren, trak Mimi Karlsen sig fra posten for at blive formand for Parlamentet. I stedet overtager Agathe Fontain området og bliver hermed den fjerde sundhedsminister siden valget i april 2021.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den nye sundhedsminister.

Men i forbindelse med ministerrokaden har den grønlandske regering lavet en såkaldt tillægsaftale, hvor det fremgår, at man vil arbejde for, at der skal være flere fødesteder i landet, og at det skal være nemmere at tiltrække udenlandske læger.

Men spørgsmålet om, hvornår en ny sundhedsreform er klar, står stadig hen i det uvisse.