Adam Holm: Er vi hyklere eller bare glemsomme, når det gælder Egypten?

Kald det bare et ledigt synspunkt. Der er ikke ligefrem kamp om pladsen, når det gælder om at kritisere det netop overstået VM i håndbold i Egypten.

Indrømmet, det er en postgang og et sæt guldmedaljer for sent at opfordre til boykot af mesterskaberne. Den danske landholdspræstation skal der ikke rokkes ved. Den er indlysende imponerende og spillerne og staben fortjener hæderen.

Til gengæld er det knap så indlysende, ja, faktisk tæt på ubegribeligt, at der ikke lød blot spagfærdige protester imod at dette storstilede internationale stævne skulle afholdes af et regime, der tramper omtrent alle frihedsrettigheder under fode.

I sin opgørelse for 2020 over klodens politiske tilstand, har Freedom House markeret Egypten som ”not free” og mediernes situation som ”very serious”. Landets styreform betegnes som ”authoritarian”, hvilket placerer de egyptiske magthavere i liga med bl.a. Syrien, Iran, Saudi Arabien og Nordkorea. Velbekomme! 

Boykot af store sportsbegivenheder er ellers altid en politisk varm kartoffel. Vi har set det i forbindelse med OL i Moskva i 1980, hvor en række lande, mest spektakulært USA, men også Vesttyskland og Norge, undlod at stille op i protest imod Sovjetunionens invasion af Afghanistan året før.

Vi har også haft diskussionen op til VM i fodbold i Rusland for to år siden. Skulle man som repræsentanter for vestlige demokratier lade de dyre fodboldben blive hjemme i stedet for at agere statister i Vladimir Putins vældige Potemkinkulisse? Åbenbart ikke. Mesterskaberne blev som bekendt spillet og det samme bliver med al sandsynlighed fodbold-VM i Qatar til næste år på trods af opfordringer til at boykotte den stenrige oliestat, så længe de mange migrantarbejdere behandles som slaver.

Ingen (af os) råbte på boykot af mesterskaberne i Egypten, men det er ikke for sent at gøre sit hjemmearbejde ordentligt næste gang. 

Adam Holm

I samtlige tilfælde – OL i Kina i 2008 ej at forglemme – drejer det sig om autokratiske eller direkte diktatoriske regimer, som mange politikere og meningsdannere mener, at vi som demokratisk retsstat skal afholde os fra at medvirke til at legitimere.

Men noget tyder på at glemsomheden er stor på Christiansborg og for den sags skyld i medierne - denne signatur ikke undtaget. Hvor var de stemmer, der normalt råber op om boykot af lande med et bloddryppende menneskerettighedsdossier? Hvor var kampagnen, som gjorde opmærksom på, at millioner af egyptere lever omkring fattigdomsgrænsen mens en velbeslået elite bygger sportshaller for at vise omverden at et nyt og mere dynamisk Egypten er på vej?

Hvor var debatten? Rigtigt. Ingen steder. Hist og her har der lydt bekymring for egypternes plan om at tillade tilskuere i disse forskrækkelige coronatider, men da forslaget efter lidt palaver blev skrinlagt, forstummede de nervøse røster og turneringen blev gennemført til alles tilfredshed.

Ikke mindst præsidentens. Ganske vist er Abdel Fatah al-Sisi ikke kendt for sin begejstring for håndbold, men bedre reklame kan han ikke få end et velgennemført arrangement foran store udenlandske tv-stationer og med lutter smilende deltagere.

Han må knibe sig i armen, den lille barske marskal, som i sommeren 2013 druknede det dengang regerende Muslimske Broderskab i dets eget blod og året efter kunne lade sig vælge som præsident.

Ved et tilfælde blev mesterskabsspillet fløjtet i gang på étårsdagen for Mustapha Kassems død. Han var en egyptisk-amerikansk skrotvognsforhandler, som havde sin virksomhed i New York, men blev arresteret i Kairo i 2013 på tvivlsomme anklager om ’statsundergravende aktiviteter’.

Kassem blev i lighed med andre formodede broderskabstilhængere udsat for tortur og holdt varetægtsfængslet i fem år før han i 2019 blev idømt femten års straffearbejde uden mulighed for prøveløsladelse. Torturen aftog ikke af den grund og den endte med at tage livet af ham.

Hans sag er en af mange som internationale menneskerettighedsorganisationer har fulgt tæt og forsøgt at råbe offentligheden op om. Det stadigt svindende antal egyptere, som fortsat vover at være kritiske over for regimet risikerer at blive taget i forvaring af sikkerhedsstyrkerne og udsat for en grufuld behandling.

Der er rapporter om folk, som ’bliver forsvundet’ et sted i de vidstrakte ørkenområder og titusindvis holdes fængslet under umenneskelige vilkår og på et retsligt grundlag som er et diktatur værdigt. 

For ti år siden gik frihedshungrende egyptere på gaderne med krav om forandringer. De kastede mange års frygtsomhed af sig og skreg sig hæse i protest over den daglige undertrykkelse og de elendige levevilkår. Undertegnede stod selv i det revolutionsberuste folkehav og mærkede historiens vingesus.

Desværre har et nyt ’arabisk forår’ lange udsigter i Egypten. Præsidentens jernnæve knuser al opsætsighed og hans økonomiske prestigebyggerier, bl.a. en ny administrativ hovedstad, der skal have luksushoteller, Formel 1-bane, operahus, lufthavn og et gigantisk palads, har sat eventuel intern opposition skakmat.

Sidste gang han stillede op til valg vandt han med 97 procent af stemmerne, noget hans syriske kollega, Bashar al-Assad, også kan gøre krav på. Syrien er underlagt enhver form for vestlig sanktion og boykot. I 2017, da det syriske fodboldlandshold på nærmest mirakuløs vis var på nippet til at kvalificere sig til VM i Rusland, blev et parti benskinner og træningsdragter indsamlet på privat initiativ i Frankrig til de syriske spillere beslaglagt af de franske myndigheder. Vi hjælper skam ikke et diktatur!

Men her, som så ofte før, skriger hykleriet til himlen. Da præsident Macron ved en ceremoni i Paris i december tildelte ingen ringere end Abdel Fatah al-Sisi Frankrigs store orden, Legion d’Honneur, fik vi nok engang udstillet de europæiske penduludsving mellem højstemte frihedsidealer og pragmatisk realpolitik.

Ingen (af os) råbte på boykot af mesterskaberne i Egypten, men det er ikke for sent at gøre sit hjemmearbejde ordentligt næste gang. Ved end ikke at diskutere forholdene i al-Sisis pseudoparlamentariske rige lader vi hånt om de millioner af egyptere, der i lighed med os gerne ville have lov til at tænke og ånde frit.

Apropos ledige standpunkter.

-----

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.