Analyse: Parlamentet hævner Macrons hybris og svækker Europas nye topchef

EU-KOMMISSIONEN: Den Europæiske Unions nye ledelse ser ud til at blive forsinket mindst en måned, mens Frankrig, Rumænien og Ungarn finder nye kandidater. Forløbet har svækket Ursula von der Leyen og afsløret dybe revner i Europas politiske landskab.

Bliver vagtskiftet mellem von der Leyen og Juncker udskudt?
Bliver vagtskiftet mellem von der Leyen og Juncker udskudt?Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Sidste uge skulle have været ugen, hvor høringerne af EU’s kommende chefer blev overstået, så Ursula von der Leyen kunne annoncere afstemning om en samlet godkendelse i Strasbourg 23. oktober fulgt af den nye Kommissions tiltrædelse 1. november.

Sådan skulle det ikke gå.

I stedet hastede EU-Kommissionens kommende leder i torsdags forvirret rundt mellem improviserede møder med Europa-Parlamentets formand og de politiske gruppers ledere i et forgæves forsøg på at afværge en blokade af en af de vigtigste kommissærer.

Det ville være en underdrivelse at sige, at Ursula von der Leyen ikke havde held med den manøvre. Faktisk gik det galt på så spektakulær en facon, at hele det nye kommissærhold nu efter alt at dømme må vente indtil december eller måske helt til efter nytår med at tiltræde.

Uanset hvem man ønsker at tro mest på, så står både Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron og indirekte også Angela Merkel tilbage som tabere i et politisk magtspil, de læste forkert. 

Efter afvisningen af Frankrigs Sylvie Goulard mangler der nu tre kommissærkandidater. I forvejen skal både Ungarn og Rumænien fremsætte nye kandidater, efter at de to landes første bud blev afvist af Europa-Parlamentet allerede ved høringernes start. Som følge af et mistillidsvotum til regeringen i Bukarest forleden dag står Rumænien ovenikøbet uden regering lige i øjeblikket.

Tilsammen gør disse omstændigheder det ekstremt usandsynligt, at den oprindelige tidsplan kan overholdes nu.

Symbolsk blokade af Macrons kommissær
I så fald er det ikke første gang, en EU-Kommissions tiltrædelse bliver forsinket. Det er ikke rystende i sig selv. Men denne gang sker det på et meget følsomt tidspunkt i Unionens historie, hvor Storbritannien står ved udgangen, og svære budgetforhandlinger skal i gang. 

Desuden har de seneste ugers politiske kampe i Europa-Parlamentet afsløret alvorlige politiske problemer fra første færd for kvinden, der mere end nogen anden skal styre det europæiske samarbejde de næste fem år.

For det var slet ikke bare en tilfældig kommissærkandidat, der blev fældet for åbent tæppe i torsdags, mens den kommende kommissionsformand og lederne fra EU’s største lande så magtesløst til.

I en vis forstand var det et symbol på den franske præsidents europæiske ambitioner og hans alliance med Tysklands forbundskansler, der blev skudt ned af en hel masse indignerede politikere i et nyt, fragmenteret og uforudsigeligt Europa-Parlament.

Franske Sylvie Goulard er meget tæt på præsident Emmanuel Macron, hun er personlig ven med Ursula von der Leyen (de har begge været forsvarsministre), og hendes tiltænkte rolle som ansvarlig for både det indre marked, industripolitik og forsvar skulle have været en krumtap i den nye EU-Kommission.

I tæt samarbejde med von der Leyen, Frans Timmermans og ikke mindst Danmarks Margrethe Vestager i hendes nye rolle som digital næstformand skulle Goulard have været det franske lod i afbalanceringen af EU’s ledelse frem mod nye tider efter Brexit.

Mistanke om pengemisbrug og interessekonflikter
Hvis høringerne af de nye EU-kommissærer var almindelige jobsamtaler, der kun handlede om kompetencer og personlige kapaciteter, så havde Goulard nok været selvskrevet til jobbet.

Hun er højtuddannet, lynende begavet, taler tre andre sprog end sit eget flydende (engelsk, tysk og italiensk), har skrevet bøger om Europa og arbejdet som toprådgiver i EU-Kommissionen, inden hun blev medlem af Europa-Parlamentet i årene 2009-2017.

Men udnævnelsen af en magtfuld ny kommissær er naturligvis også en meget politisk øvelse, både i forhold til personlig troværdighed og i forhold til partipolitiske magtbalancer. Når de politiske modstandere står på lur, så er det sjældent klogt ligefrem at forære dem skyts til deres angreb.

Det var ikke desto mindre, hvad præsident Macron gjorde ved at vælge netop Sylvie Goulard som sin kandidat. Hendes kandidatur blev nemlig fuldstændig overskygget af sager om muligt pengemisbrug og interessekonflikter, som har forfulgt den franske politiker i flere år.

I 2017 måtte hun gå efter kun en måned som Frankrigs nye forsvarsminister på grund af anklager om, at hun havde været involveret i fiktive ansættelser af assistenter i sin periode som EU-parlamentariker. En anden anklage mod Goulard er, at hun blottede sig for rige lobbyister ved at tage imod en klækkelig løn fra en amerikansk tænketank, samtidig med at hun var medlem af Europa-Parlamentet.

Ingen former for ulovligheder eller magtmisbrug er blevet bevist. Det blev Sylvie Goulard ved med at gentage gennem to høringer og i 50 siders detaljerede svar på opklarende spørgsmål fra tre forskellige udvalg i Europa-Parlamentet.

Men det lykkedes hende aldrig at svare overbevisende på det principielle spørgsmål: Hvorfor skulle disse anklager og mistanker ikke forhindre dig i at være EU-kommissær i Bruxelles, når de forhindrede dig i at være minister i Paris?

Hvorfor sendte Frankrig en sårbar kandidat?
Politikere fra Parlamentets to største grupper, de konservative (EPP) og socialdemokraterne (S&D), betegner Goulards uheldige sager som moralsk uacceptable. Hendes egen liberale politiske familie (Renew Europe) beskriver derimod hele forløbet som et politisk hævntogt mod de liberale i almindelighed og Emmanuel Macron i særdeleshed.

Uanset hvem man ønsker at tro mest på, så står både Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron og indirekte også Angela Merkel tilbage som tabere i et politisk magtspil, de læste forkert. Det virker, som om især Macron var overmodig og begik hybris.

Sylvie Goulards skæbne i et Europa-Parlament, der er mere splittet og turbulent end nogensinde, kunne have været undgået på mange måder. For eksempel ved slet ikke at opstille hende. Eller ved at trække hendes kandidatur tilbage, inden det kom til en pinlig afstemning med et stort flertal imod hende i Parlamentets udvalg.

Hvorfor sendte præsident Macron en kandidat, der er så åben for kritik? Hvorfor accepterede Ursula von der Leyen den kandidat? 

Og hvorfor kunne Tysklands tidligere så magtfulde kansler ikke udøve nogen indflydelse på de mange EU-parlamentarikere fra hendes eget konservative parti, CDU, der i sidste uge viste sig som de mest kompromisløse kritikere af Goulard?

Blame-game mellem Paris og Bruxelles
For at gøre ondt værre udløste afvisningen bagefter et sandt ’blame-game’, hvor en tydeligt fornærmet Emmanuel Macron erklærede sig helt uforstående.

Ifølge Macron havde Ursula von der Leyen ikke alene selv valgt Sylvie Goulard blandt tre mulige kandidater foreslået af Paris – den kommende kommissionsformand skulle også have forsikret den franske præsident om, at der var opbakning til Goulard fra formændene for Europa-Parlamentets tre største grupper.

”Jeg forstår ikke, hvordan det kan ændre sig på den måde,” sagde Macron i torsdags.

Problemet er bare, at hverken Parlamentets konservative gruppeformand, tyskeren Manfred Weber, eller socialdemokraternes formand, spanske Iratxe Garcia Perez, kan genkende den udlægning. De forsikrer, at de ikke havde sagt god for den franske kandidat på forhånd.

Så enten taler de usandt, eller også gør Emmanuel Macron … eller også er det Ursula von der Leyen, der har bundet Frankrigs præsident noget på ærmet i opløbet til høringerne.

Uanset hvad, så ser det ikke kønt ud. Det afslører også en politisk situation, hvor lederne af de to vigtigste lande i Den Europæiske Union post Brexit – Frankrig og Tyskland – åbenbart troede, at de uden videre kunne gennemtrumfe deres model for Unionens ledelse i Europa-Parlamentet. Og de tog fejl.

Øjensynligt var det flere forskellige dynamikker, der tilsammen fik skudt den franske kandidat ned og dermed svækkede Ursula von der Leyens chancer for at blive en stærk kommissionsformand.

Bitterhed, hævn og politiske magtkampe
Både blandt de konservative i gruppen EPP og blandt socialisterne og socialdemokraterne i S&D eksisterer der stor bitterhed over, at Macron og Merkel set med kritikernes øjne ”kortsluttede” den såkaldte spitzenkandidat-proces ved at udnævne von der Leyen på et topmøde tilbage i juli.

Mange parlamentarikere betragtede enten socialdemokraten Frans Timmermans eller den konservative Manfred Weber som de eneste legitime kandidater til at lede Kommissionen, fordi de to i foråret førte kampagne for de to største politiske familier.

En anden dynamik sluttede sig til, da Europa-Parlamentets retsudvalg diskvalificerede kommissærkandidaterne fra Ungarn og Rumænien ved starten af høringerne. Den ungarske kandidat var nemlig konservativ, og rumæneren var socialdemokrat. Mange i grupperne EPP og S&D ville gerne sige tak for sidst ved at vise, at de også kunne bremse en liberal kandidat.

Endvidere forlyder det, at en mere 'geografisk' konflikt dukkede op i det afsluttende forløb om Goulard. Uanset deres politiske tilhørsforhold understregede mange af parlamentsmedlemmerne fra de central- og østeuropæiske lande, at der ville være tale om dobbeltmoral, hvis en fransk kandidat kunne køre igennem trods anklager, når nu kandidater fra to østlande blev kasseret.

Frankrig skulle ikke have særbehandling, lød deres argument. Det endte for eksempel med at blive udslagsgivende i den socialdemokratiske gruppe, hvor mange – inklusive de danske medlemmer – ellers var tæt på at godkende Sylvie Goulard.

Weber ville have været EU-chef selv
Det var en kombination af disse ting, sammenholdt med modvilje fra både De Grønne og fra EU-skeptiske politikere på yderfløjene til højre og venstre, der opbyggede angrebet på Frankrigs kandidat og dermed selve strukturen i Ursula von der Leyens kommission.

Vigtigst af alt var imidlertid oprøret fra Ursula von der Leyens og Angela Merkels egen politiske familie, Europas konservative og kristdemokratiske partier samlet i EPP.

Deres gruppe i Europa-Parlamentet er fortsat under ledelse af Manfred Weber – en mand, der stadig mener, at han rettelig burde have været kommissionsformand i stedet for von der Leyen. At dømme efter forløbet i forbindelse med Goulards høringer, så står Weber langtfra alene med den opfattelse i den konservative gruppe.

Man kan sagtens se hele historien som en forsinket hævnaktion fra de to gamle partiapparater i Europas centrum-venstre og centrum-højre (S&D og EPP) mod en ambitiøs fransk præsident, der sammen med de liberale vil vælte de gamle balancer.

Men det er ikke hele sandheden. Måske ikke engang den vigtigste del af den.

Med venner som disse …
Det mest paradoksale er jo, at det i vidt omfang er den konservative partifamilie, der er i færd med at stikke en kæp i hjulet for en konservativt ledet EU-Kommission. Og det er i høj grad konservative tyskere, der medvirker til at gøre livet vanskeligt for en kommende konservativ tysk kommissionsformand.

Så speget har det vist alligevel aldrig været før.

Det er slet ikke noget ukendt fænomen, at en EU-chef kommer i vanskeligheder. Det er heller ikke uhørt, at et nyt hold kommissærer må se deres tiltrædelse udsat på grund af politiske armlægninger med Europa-Parlamentet (det skete så sent som i 2009, hvor Kommissionen Barroso II måtte vente tre måneder).

Så mon ikke Ursula von der Leyen kan finde en ny tidsplan og måske også nogle nye kandidater, når hun senere denne uge er inviteret med til de europæiske stats- og regeringslederes topmøde i Bruxelles.

Men intet kan skjule, at hun er svækket nu. Vi har aldrig tidligere set en kommissionsformand blive aktivt undermineret af sine egne landsmænd og sin egen politiske familie, før hun overhovedet har sat sig på sit kontor.

Ursula von der Leyen har ikke brug for fjender. Hendes rolle som Den Europæiske Unions nye leder er allerede bragt i fare af dem, der skulle forestille at være hendes venner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

Frans Timmermans

Fhv. EU-kommissær for klimapolitik, ledende næstformand for den europæiske grønne aftale
mag.art. i fransk litteratur (Nijmegen Uni. 1985)

0:000:00