Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

PORTRÆT: Hun har været studerende under falsk navn i London, californisk husmor, læge, dressurrytter og mangeårig minister med knuste kanslerdrømme. Ursula von der Leyen - kvinden bag Europas genopretningsplan - vokser med kriser. Den evne har hun haft god brug for i sin første periode som EU-chef. Nu går hun efter fem år mere.

Dette portræt blev første gang bragt i august 2020. Dengang var Ursula von der Leyens EU-ledelse stærkt påvirket af corona-pandemien. Senere fulgte andre store udfordringer som Ruslands angreb på Ukraine, energikrisen og senest krigen i Gaza.
Dette portræt blev første gang bragt i august 2020. Dengang var Ursula von der Leyens EU-ledelse stærkt påvirket af corona-pandemien. Senere fulgte andre store udfordringer som Ruslands angreb på Ukraine, energikrisen og senest krigen i Gaza.Foto: Liesa Johannssen/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

Ursula von der Leyen meddelte mandag, at hun går efter endnu en periode som formand for EU-Kommissionen. I den anledning genudgiver Altinget dette portræt af den tyske politiker, som blev bragt første gang i august 2020 kort før hendes første State of the European Union-tale.

BRUXELLES: Først efter en måneds frustreret krisestyring fik pandemiens pres den nye formands facade til at krakelere. "Vi kan altså kun komme fremad i fællesskab," sagde en meget atypisk såret og vred Ursula von der Leyen, da hun tonede frem på EU-kommissærernes skærme onsdag 8. april 2020.

Skuffelsen var umiskendelig. Hun lod ikke forsøget på mytteri gå upåtalt hen.

To dage forinden havde to af sværvægterne på holdet – den italienske økonomikommissær, Paolo Gentiloni, og den franske kommissær for det indre marked, Thierry Breton – publiceret en kontroversiel artikel i en række europæiske aviser. I artiklen foreslog de at skabe en krisefond finansieret med en slags euro-obligationer, som lige siden finanskrisen har været et tabuemne for Tyskland og andre nordlige eurolande.

Læs også

Dermed havde kommissærerne fra de to næststørste EU-lande sparket til en politisk hvepserede. Samtidig demonstrerede de en tydelig ligegyldighed over for den kvinde, der er unionens topchef. Gentiloni og Breton lagde ikke skjul på deres utålmodighed med Ursula von der Leyens reaktioner på covid-19-krisen. De havde ikke engang informeret hende om deres personlige forslag, før det blev offentliggjort.

Oprøret fra to af kommissionens mest magtfulde medlemmer var det hidtil farligste øjeblik for en ny kommissionsforkvinde, der på det tidspunkt i april stadig søgte efter den rette model for Europas gigantiske genopretningsplan. Det var også et indirekte fransk-italiensk angreb på en leder, der ikke kunne holde til at blive set som alt for ’tysk’ i sin holdning til økonomien.

Både truslen og den modstandsdygtighed, som Ursula von der Leyen demonstrerede den dag, er kendetegnende for den person, der er blevet EU-Kommissionens første kvindelige leder. Kvinden, der stod bag det forslag om en historisk genopretningsplan for europæisk økonomi, som blev vedtaget midt i juli. 

Von der Leyen er en utraditionel politiker, der voksede ud af et meget traditionelt magtmiljø – med en sen start og en skæv kometkarriere, der bandt hende til Angela Merkel med uventede bånd.

Hvad sker der nu?

Det var under et møde for ledelsen i Tysklands konservative parti, CDU, at Ursula von der Leyen mandag meddelte, at hun går efter fem år mere som formand for EU-Kommissionen. Nu skal hendes kandidatur bekræftes af den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, EPP-gruppen, ved en kongres i Bukarest 7. marts. 

Derefter er det op til EU-landenes ledere at indstille hende til godkendelse af Europa-Parlamentet i løbet af sommeren og efteråret.

Hun har haft op- og nedture og store omvæltninger i et liv og en karriere, der på mange måder har rustet denne usædvanlige kvinde til at styre Den Europæiske Union.

Hendes kritikere og fjender i tysk politik beskylder hende for at have været en "svag" og "splittende" minister, der blev eksporteret til Bruxelles, da hun politisk set havde passeret sidste salgsdato. Tilhængerne siger omvendt, at det ville være svært at finde nogen bedre forberedt på jobbet som EU-chef.

"Hun har helt sikkert evnerne til det her. Som en tysk politiker, der har båret regeringsansvar i årtier og har måttet sætte sig igennem over for 16 ofte meget stædige føderale stater i Forbundsrådet (delstaternes lovgivende forsamling, red.) er hun godt rustet til at håndtere EU-landene," skriver journalisten Daniel Goffart, der sidste år sammen med Ulrike Demmer udgav en biografi om Ursula von der Leyen.

Hård start i videomødernes kulde
Under kommissærernes kølige videomøde i april advarede Ursula von der Leyen kollegerne mod "alvorlige brud på den interne fortrolighed", mens hun i flere minutter blev mødt med summende tavshed fra mikrofoner og webkameraer ude i kredsen af covid-isolerede kommissærer.

Bagefter bemærkede nogle, at øjeblikket næppe ville have nået så tåkrummende kuldegrader, hvis det havde fundet sted under et normalt, fysisk kommissionsmøde. Situationen illustrerer, hvad den tidligere minister fra Tyskland har måttet kæmpe med i forsøget på at få kontrol over EU’s daglige ledelse og embedsværk midt under en historisk sundhedskrise.

"Efter en del problemer er det faktisk ved at lykkedes nu, ser det ud til. Og det er i grunden ret imponerende, når man tænker over, hvad hun har været oppe imod fra starten," siger en diplomat fra et af de større medlemslande.

Læs også

En kilde i EU-Kommissionen påpeger, at Ursula von der Leyen ikke alene formåede at rejse sig igen efter det fransk-italienske tilløb til underminering af hendes autoritet tilbage i april.

Allerede inden udgangen af maj fik hun også samlet sit hold og sit embedsværk om et lige så ambitiøst, men mere politisk bæredygtigt budgetforslag med tusinder af milliarder kroner til genstart af den europæiske økonomi.

"I starten følte vi måske nok, at det var lidt for usikkert, hvor hun ville hen. Der var noget forvirring. Men nu er fornemmelsen, at coronakrisen endte med at få hende til at træde i karakter. Det store budgetforslag var direkte genialt i sin opbygning," siger kilden.

Den nye kommissions gigantiske budgetpakke indeholdt både et nyt syvårigt rammebudget for 2021-2027 og en genopretningsplan, der skal redde europæisk økonomi gennem den økonomiske krise skabt af corona-epidemien. Begge forslag skabte store sammenstød mellem nord, syd, øst og vest, da Europas ledere denne sommer sloges om pengekassen. 

Alligevel lykkedes det 21. juli efter fire døgns marathonforhandlinger at få vedtaget et rammebudget på omkring 8.000 milliarder kroner og en genopretningsplan med lån og støtte til næsten 5.600 milliarder kroner. En pakke, der tilsammen er næsten seks gange så stor som Danmarks årlige bruttonationalprodukt (bnp) - og som i store træk følger det forslag, Ursula von der Leyen havde fremlagt. 

Jeg tror ikke, man kan sige, at Ursula von der Leyen og Angela Merkel er venner. Men der er en gensidig respekt mellem disse to videnskabeligt uddannede kvinder, som både er konkurrenter og kolleger.

Constanze Stelzenmüller
Seniorforsker, Brookings Institution, Washington D.C.

Kunsten at ride det bureaukratiske dyr
Evnen til at håndtere modgang og komme igen har skabt en voksende respekt for forkvinden, siger flere højtstående kilder i EU-Kommissionen til Altinget.

De minder også om, at selv om Ursula von der Leyen selv blev udnævnt af de europæiske stats- og regeringsledere allerede i juli 2019, så tiltrådte hendes samlede kommission ikke før december.

"Hun havde nærmest kun tre måneder til at komme i gang, før covid-krisen lukkede alting ned. Inden hun nogensinde fik set sig om, så stod von der Leyen midt i en af nyere tids vildeste kriser," siger en kilde:

"Hun skulle via for det meste virtuelle kontakter styre et meget stort og multinationalt system, som hun ikke kendte endnu, gennem en pandemi. Det kræver et menneske af en helt særlig støbning."

Selv hendes værste fjender – og dem har hun i årenes løb fået nogle stykker af – vil ikke kunne nægte, at Ursula von der Leyen er støbt på den måde. Den tyske ekspert i internationale forhold, Constanze Stelzenmüller, fortæller, hvordan mange i årenes løb har slået sig på den tidligere forsvarsminister.

"Hun har ikke altid været lige populær alle steder. Men ingen kan bestride hendes ambition, viljestyrke og arbejdsomhed. Hun har gennem mange år bevist en evne til at ride meget store, bureaukratiske dyr. Det fortjener respekt," siger Stelzenmüller, som er seniorforsker ved tænketanken Brookings Institution i Washington, D.C.

Der er mange grunde til, at Ursula von der Leyen er blevet til den, hun er. Hendes baggrund er på en gang privilegeret og præget af en ustoppelig vilje til at bryde mønstre og gå sin egen vej.

Den konservative barons lille rose
Ursula Gertrud Albrecht blev født i Bruxelles, da det europæiske fællesskab stadig var i sin vorden. Faderen Ernst blev senere generaldirektør, men han begyndte sin europæiske karriere som kabinetschef for den daværende konkurrencekommissær i den første kommission under ledelse af tyskeren Walter Hallstein.

Der skulle komme til at gå over 60 år, før en tysker igen kunne bestride den post. Men da Hallstein tiltrådte i 1958, var hans fremtidige efterfølger først lige blevet født i kommunen Ixelles nær ved det, der i dag er kendt som EU-kvarteret i Bruxelles.

Dengang var der dog ikke umiddelbart nogen planer om, at den eneste datter i familien Albrechts børneflok på syv skulle blive den, der gjorde politisk karriere.

Godt nok voksede hun ud af et fornemt stamtræ, hvor forfædrene gennem århundreder havde præget deres samtid som velhavende handelsfolk, jurister, læger, diplomater eller højtstående embedsmænd. Men selv om hun i den belgiske barndom tog hul på mange års ambitiøs uddannelse og lærte at tale flydende fransk på Europaskolen, så var det nok mest et komfortabelt liv som sofistikeret frue i huset hos en velhavende ægtemand, Ernst Albrecht forestillede sig som sin datters fremtid.

Til at begynde med så det ud til, at "Röschen" – Lille Rose – som faderen kaldte hende, ville leve op til de forventninger. Hun voksede op i en meget konservativ og traditionel velhaverfamilie, hvor alting i hvert fald udadtil syntes at handle om at udgøre bagtæppet for Ernst Albrechts strålende arbejdsliv.

Da Ursula var 13 år, forlod familien Bruxelles og flyttede til Hannover, hvor faderen gik ombord i en meget ambitiøs politisk karriere for Tysklands kristdemokratiske parti, CDU.

Datterens teenageår gik med at være en del af det glansbillede, patriarken Ernst Albrecht viste frem på sin vej til at blive ministerpræsident for delstaten Niedersachsen. Hun spillede klaver, lærte dressurridning med rank ryg, lod sig fotografere og sang yndigt på tv sammen med sine søskende. Hendes far var blevet en konservativ ’baron’, og Ursula Albrecht hørte til Tysklands politiske overklasse.

"Hun blev introduceret til politisk showbusiness allerede fra barndommen," skriver journalisten Daniel Goffart.

Fra swinging London til husmor i Californien
Den senere minister og leder af EU-Kommissionen fik også tidligt i sit liv et eksempel på, hvor farlig politik kan være. Som 20-årig måtte Ursula Ernst gå i skjul i London under falsk navn, fordi hendes far som fremtrædende konservativ politiker modtog trusler.

Myndighederne frygtede, at den venstreekstremistiske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, der var meget aktiv i slutningen af 1970’erne, ville prøve at bortføre delstatslederens datter. Frem for at leve under konstant politibeskyttelse på et tysk universitet, valgte Ursula at studere et års tid på London School of Economics under dæknavnet Rose Ladson.

Fornavnet Rose kom fra ’Röschen’, mens hun lånte efternavnet Ladson fra en amerikansk tipoldemor, der nedstammede fra velhavende bomuldsfarmere i South Carolina. Trods de truende omstændigheder husker Ursula sit år i Storbritanniens "boblende, internationale, farverige" hovedstad som en slags opvågning, der gav hende en større appetit på livet.

"For mig var London selve indbegrebet af modernitet dengang: opbrud, livsglæde, afprøvelse af alting i alle mulige retninger – det gav mig en indre frihed, som jeg har bevaret til i dag," sagde Ursula von der Leyen i et interview med avisen Die Zeit i 2016.

Efter godt et år i London afbrød hun sine økonomistudier og vendte tilbage til Hannover, hvor hun begyndte at læse medicin i stedet. På universitetet mødte hun en anden medicinstuderende ved navn Heiko von der Leyen, nedstammet fra en velhavende adelsfamilie. De to læger blev gift i 1986 og skulle senere få syv børn sammen, ganske som Ursulas forældre havde gjort.

I første halvdel af 1990’erne flyttede den voksende familie til Californien, hvor Heiko fik job som underviser på Stanford Universitet. Der boede de i fem år, hvor Ursula von der Leyen brugte det meste af sin tid på at være en travl californisk husmor. Men sådan skulle det ikke fortsætte.

Sen politisk fødsel og mødet med Merkel
I 1996 vendte familien tilbage til Tyskland, hvor Ursula von der Leyen et par år senere begyndte at arbejde på sit gamle universitet, Medizinische Hochschule Hannover (MHH). Både lægestudierne og disse års arbejde med medicin og offentlig sundhed i Hannover skulle senere komme hende til gode, da hun overtog ledelsen af EU-Kommissionen kort før en verdensomspændende sundhedskrise.

Men lægegerningen var ikke nok for Ursula von der Leyen. I begyndelsen af 2000’erne overraskede hun ved at kaste sig ind i lokalpolitisk arbejde for første gang. Hendes nedarvede politiske tæft fornægtede sig ikke: allerede i 2003 blev hun valgt til Niedersachsens parlament, og samme år blev hun social-, familie og sundhedsminister i delstatsregeringen.

Dermed begyndte von der Leyen for alvor sin politiske karriere relativt sent, i en alder af 45 år. Men fra det øjeblik så hun sig ikke tilbage. Det blev begyndelsen til en politisk kometkarriere, da hun mødte CDU’s nye kvindelige leder, Angela Merkel.

Umiddelbart var de to kvinder næsten modsætninger: Ursula von der Leyens glansbillede-opvækst i den vesttyske overklasse stillet over for den østtyske pastors diskrete og snedige datter; fysikeren Angela Merkel, der havde taget magten i CDU ved at overrumple netop overklassens privilegerede sønner i partitoppen.

"De to kvinder var og er meget forskellige. Men Merkel så også noget, hun kunne genkende i von der Leyen: stærke ambitioner, politisk råstyrke, evnen til at overraske – og så modet til at bryde med de forventninger, andre vil påtvinge dig," siger forskeren Constanze Stelzenmüller fra Brookings:

"Jeg tror ikke, man kan sige, at de er venner. Men der er en gensidig respekt mellem disse to videnskabeligt uddannede kvinder, som både er konkurrenter og kolleger. De har helt klart meget sammenlignelige opfattelser af Tysklands rolle i Europa," siger hun.

Da Angela Merkel blev kansler i 2005, udnævnte hun Ursula von der Leyen til familieminister i sin første regering. Von der Leyen kom til at sidde i alle forbundskansler Merkels følgende regeringer. Snart fik hun ry for at være partiets uformelle kronprinsesse.

En stridbar og progressiv socialminister
Mens årene gik og gjorde Angela Merkel til en af efterkrigstidens vigtigste tyske og europæiske ledere, udviklede Ursula von der Leyens politiske karriere sig sideløbende. Hendes popularitet voksede også.

På den magtfulde post som social- og beskæftigelsesminister, som hun indtog i 2009, markerede hun sig som repræsentant for den progressive og humanistiske fløj i Tysklands store konservative parti, CDU. Det hjalp Merkel til at indtage midten i tysk politik.

Men det gav også den markante socialminister fjender på partiets mere traditionelle højrefløj.

Von der Leyen arbejdede på at skabe flere daginstitutioner, så alle kvinder kunne komme i job. Hun støttede retten til ægteskab for alle og homoseksuelle pars ret til at adoptere. Ikke ligefrem de holdninger, som de mere gammeldags konservative ’baroner’ havde ventet af Ernst Albrechts engang så sirligt forudsigelige datter.

Det var i årene som Merkels hårdtslående og til tider lidt uregerlige socialminister, at Ursula von der Leyen endegyldigt lagde den ’lille rose’ bag sig og skabte sin egen politiske fortælling. Vennerne beundrede hendes mod, arbejdsomhed og ambitioner. Fjenderne så hende i stigende grad som stridbar, egenrådig og arrogant.

Traditionalisternes hævn kom, da Ursula von der Leyen i 2010 forsøgte at blive stillet op for regeringspartiet CDU og søsterpartiet CSU til posten som Tysklands præsident. Det mislykkedes, selv om hun til at begynde med var favorit og angiveligt havde partiformand Merkels støtte.

Med rette eller urette kom det negative billede til at fylde stadig mere, efter at Angela Merkel i 2013 flyttede hende over til forsvarsministeriet, som traditionelt er en uriaspost i Tyskland.

Jobbet som forsvarsminister bliver ofte betegnet som tysk politiks "katapultsæde". Der er til dato delte meninger om, hvorvidt kansleren placerede Ursula von der Leyen der for at accelerere hendes karriere – eller om Merkels formål tværtimod var at katapultere en populær konkurrent væk fra scenen.

I hvert fald var det i forsvarsministeriet, at det gik skævt.

Forsvaret blev karrierens lavpunkt
Efter 10 års generelt strålende karriere som minister syntes Ursula von der Leyen at støde ind i en mur, da hun som første kvinde i tysk historie blev udnævnt til forsvarsminister.

Da hun overtog jobbet i 2013, var hun en af de mest populære ministre i Tyskland. Da hun forlod det sidste år, var hun blevet en af de mest upopulære ministre.

Ursula von der Leyen arbejdede ellers på sagen med vanlig utrættelighed. Det var angiveligt i de år, hun fik for vane at indrette et lille soveværelse i ministeriet for at kunne arbejde i døgndrift – en metode, hun til manges bestyrtelse siden har taget med sig ind i EU-Kommissionen.

Men hendes ambitioner om at ruske op i det tyske forsvar med moderniseringer, nyindkøb og drastiske ændringer af etablerede regler mislykkedes. Von der Leyen vandt aldrig den tyske militærledelses tillid og respekt, men slog sig i stedet til blods på en række af fejltrin og politiske skandaler.

Et parlamentarisk undersøgelsesudvalg arbejder stadig på at kulegrave anklager om, at den daværende forsvarsminister og hendes inderkreds angiveligt gjorde sig skyldige i nepotisme og korruption ved i strid med reglerne at give store millionkontrakter til eksterne konsulentfirmaer.

Uanset, om der var hold i beskyldningerne, så kom sagerne hende til skade på et tidspunkt, hvor hun flere gange også skældte ud på militærets ledere i fuld offentlighed.

I årene som forsvarsminister måtte Ursula von der Leyen også håndtere påstande om, at hun skulle have fusket med sin doktordisputats mange år tidligere. Hun blev senere frikendt for anklager om bevidst plagiat, men de mange problemsager begyndte at kaste en skygge over tysk politiks tidligere kronprinsesse.

"Ursula von der Leyen blev så skadet af årene i forsvarsministeriet, at hun ikke længere var en realistisk kanslerkandidat. Hun var ikke længere nogen trussel mod Merkel," siger Constanze Stelzenmüller.

Sommeren, hvor Macron fik en idé
Paradoksalt nok var Ursula von der Leyens anseelse i international sammenhæng lige så stille vokset i takt med, at hendes stjerne faldt til jorden hjemme i Berlin.

Erfaring, skarphed og personlig charme gjorde hende til en populær kollega, når Nato-landenes forsvarsministre var samlet. Der gik rygter om, at tyskeren kunne blive en god afløser for den norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, når han forlader den vestlige forsvarsalliance.

I sommeren 2019 kom der ganske rigtigt bud fra Bruxelles efter kvinden, der næsten 50 år tidligere som ung pige havde ladt barndommen i den belgiske hovedstad bag sig. Men skæbnen ville noget andet end Nato med Ursula fra Ixelles – og skæbnen viste sig i skikkelse af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Élyséepalæets ungdommelige, nye beboer var utilfreds med Europa-Parlamentets forsøg på at gennemtvinge den konservative tysker Manfred Weber som ny kommissionsformand. Da Macron i juni mødte Ursula von der Leyen under det årlige flyshow i Le Bourget ved Paris, fik han den idé at anbefale den fransktalende og internationalt mindede tyske minister i stedet.

I juli blev hun så udpeget af de europæiske stats- og regeringsledere som del af et sindrigt kompromis, der samtidig gjorde den liberale Margrethe Vestager og den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans til ledende næstformænd. Sidstnævnte var rasende over, at han ikke selv blev formand.

Von der Leyens udnævnelse var på en måde en konsekvens af Storbritanniens exit fra unionen. Briterne havde næppe kunnet acceptere en tysk EU-chef; og da slet ikke en, der tidligere har udtalt drømme om Europas Forenede Stater.

Nu blev det muligt – men det skete ikke uden sværdslag.

Der var optræk til oprør blandt ikke mindst de tyske socialdemokrater, som paradoksalt nok ikke brød sig om at udnævne EU-Kommissionens første tyske formand siden Walter Hallstein tilbage i 1958. SPD følte sig på en eller anden måde fuppet af Merkel, selv om det faktisk ikke havde været kanslerens egen idé at foreslå Ursula von der Leyen.

"Von der Leyen er vores svageste minister. Det er åbenbart nok til at blive formand for kommissionen," lød det bittert fra Europa-Parlamentets tidligere socialdemokratiske formand, Martin Schulz.

Men midt i juli 2019 blev hun alligevel stemt igennem med nød og næppe af parlamentet i Strasbourg.

En leder formet af pandemiens modgang
Efter en langvarig og til tider barsk proces for godkendelse af hendes kommissærhold, hvor flere kandidater blev skudt ned undervejs, kunne Ursula von der Leyens kommission endelig træde til 1. december 2019.

Den tyske politiker nåede kun lige at fejre sine første 100 dage i spidsen for en ny og ambitiøs EU-Kommission, før coronavirussen covid-19 i begyndelsen af marts 2020 for alvor ramte kontinentet og rystede Den Europæiske Unions politiske og økonomiske liv som aldrig før.

Når man spørger folk i det europæiske hierarki, synes Ursula von der Leyen ofte at dele vandene, lige som hun altid har gjort. Nogle beundrer hendes "stærke personlige udstråling", de åbenlyse kommunikationsevner, den politiske viljestyrke og den enorme arbejdsomhed. Andre synes, hun virker kølig og fjern.

Med næsten asketisk selvkontrol har den nye forkvinde vanen tro indrettet en lille lejlighed på cirka 25 kvadratmeter ved siden af kontoret på 13. sal i kommissionens hovedkvarter Berlaymont – deroppe hvor forgængeren Jean-Claude Juncker plejede at sidde og kæderyge smøger og fyre sarkastiske bemærkninger af.

Med Ursula von der Leyen er der ikke så meget at grine af.

"Det er ret vildt, hvor meget hun arbejder. Og hun ser stort set aldrig træt eller sur ud. Jeg fatter ikke, hvordan hun gør," siger en medarbejder i kommissionen.

Der også dem, der har frygtet at se kvinden i toppen isolere sig selv med sine nærmeste medarbejdere, mens både medlemslandenes grænser og dørene til hendes egne kommissærer blev lukket på stribe.

"Hun og hendes nærmeste rådgivere nåede aldrig rigtig at få sig arbejdet ind i systemet, før de blev lukket inde i sådan en slags ufrivilligt elektronisk elfenbenstårn hele foråret. Det var en svær start. Men jeg synes, hun kommer styrket ud af det. Hun er vokset med opgaven," siger en EU-funktionær.

Det er stadig alt for tidligt at afsige dom over, hvordan Ursula von der Leyen klarer sig som forkvinde for kommissionen. Men en personlig cirkel er sluttet for "Röschen" fra Bruxelles.

Covid-19 har testet hende hårdt fra starten. Doktoren fra Hannover har endnu en gang vist sig som en overlever, der gør tingene på sin egen måde. En kvinde med nerver af stål.

Sådanne nerver kan der blive god brug for i et efterår og en vinter, hvor Storbritannien skal følges helt til udgangen – samtidig med, at Europas økonomiske genopbygning går i gang.

Det var under et møde for ledelsen i Tysklands konservative parti, CDU, at Ursula von der Leyen mandag meddelte, at hun går efter fem år mere som formand for EU-Kommissionen. Nu skal hendes kandidatur bekræftes af den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, EPP-gruppen, ved en kongres i Bukarest 7. marts. 

Derefter er det op til EU-landenes ledere at indstille hende til godkendelse af Europa-Parlamentet i løbet af sommeren og efteråret.

Dokumentation

Blå bog: Ursula von der Leyen

Født oktober 1958 i Bruxelles, hvor faderen Ernst Albrecht var en af de første topembedsmænd i det nyskabte europæiske fællesskab.

Opvækst indtil en alder af 13 år i Bruxelles-kommunen Ixelles og skolegang på Europaskolen i nabokommunen Uccle. Taler flydende fransk, engelsk og tysk.

1971: Familien Albrecht flytter tilbage til Tyskland, hvor faderen fem år senere bliver konservativ ministerpræsident i den store nordvestlige delstat Niedersachsen.

1977-1980: Ufuldendte økonomistudier i Göttingen, Münster og London (LSE).

1980-1987: Medicinstudier ved Medizinische Hochschule Hannover (MHH).

1986: Ursula Gertrud Albrecht gifter sig med Heiko von der Leyen, med hvem hun siden får syv børn: fem døtre og to sønner.

1990: Melder sig ind i Tysklands konservative, kristdemokratiske parti, CDU.

1991: Doktorgrad i medicin.

1992-1996: Bor i Stanford, Californien, hvor hendes mand underviser på universitetet. Efter fem år i USA vender familien hjem til Tyskland.

1998-2002: Underviser på Medizinische Hochschule Hannover (MHH).

2003: Valgt første gang for CDU til delstatsparlamentet i Niedersachsen.

2003-2005: Social-, familie- og sundhedsminister i Niedersachsens delstatsregering.

2005: Tysk familieminister i Angela Merkels første regering.

2009: Tysklands minister for beskæftigelse og sociale forhold.

2013: Tysklands forsvarsminister.

2019: Formand for EU-Kommissionen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

Frans Timmermans

Fhv. EU-kommissær for klimapolitik, ledende næstformand for den europæiske grønne aftale
mag.art. i fransk litteratur (Nijmegen Uni. 1985)









0:000:00