Borgerforslag om gratis brug af Storebæltsbroen er på vej i Folketinget

Et borgerforslag, der skal gøre det gratis at køre over Storebæltsbroen, har på under en måned fået mere end 50.000 støttere. Nu er det op til Folketingets partier at beslutte, hvem der vil fremsætte forslaget i Folketinget.

Turismen vil blandt andet få et løft, hvis det bliver gratis at køre over Storebæltsbroen, mener Bent Kloster Thodsen, som har fremsat borgerforslaget.
Turismen vil blandt andet få et løft, hvis det bliver gratis at køre over Storebæltsbroen, mener Bent Kloster Thodsen, som har fremsat borgerforslaget.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Cindy Shummontien Green

Det skal inden længe være gratis at køre over Storebæltsbroen.

I hvert fald hvis et borgerforslag, der netop har fået de nødvendige underskriver, bliver vedtaget i Folketinget. 

Borgerforslaget blev stillet 29. januar af Bent Kloster Thodsen og har på mindre end en måned opnået flere end 50.000 underskrifter. Det betyder, at partierne i Folketinget nu skal tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som beslutningsforslag i Folketinget.

"Jeg benytter broen én gang hvert tredje år, så personligt får jeg ikke meget ud af forslaget. Men det danske samfund vil få en dynamik og en gevinst af forslaget, som vil være til gavn for os alle, uanset om vi kører i bil, tog eller anden offentlig transport. Samlet set bliver vi rigere," skriver Bent Kloster Thodsen.

Han mener desuden, at turismen vil få et løft. 

"I dag holder de fleste tyske turister, der gæster Danmark, ferie ved vestkysten. Jeg har selv en turistvirksomhed, der ligger ved vestkysten af Jylland, og som nyder godt af det, men hvorfor skal turistvirksomhederne på Sjælland ikke også have glæde af dette? Og hvorfor skal svenske turister ikke kunne holde ferie på samme vilkår i Jylland som på Sjælland?"

Det populære borgerforslag har blandt andet fået opmærksomhed fra Nye Borgerliges transportordfører og folketingsmedlem, Mette Thiesen, som har udtalt til Ekstra Bladet, at hun vil støtte op om forslaget, når det kommer i Folketingssalen.

Det er nu lidt over fire år siden, at initiativet med borgerforslag blev lanceret. Siden da er flere end 1.100 blevet stillet. Lidt over 30 forslag er gennem tiden nået op på de påkrævede 50.000 stemmer for at lande i Folketingssalen. Og fem er blevet til lovgivning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00