Carolina M. Maier til regeringen: Luk os ind i den svære samtale om liv og død

Hvor længe kan vi som folk, som borgere og medborgere holde til, at vi ikke må omgås socialt? At vi ikke må kramme, endsige give hånd? For nylig kunne vi læse Kåre Mølbaks dystre forudsigelser om, at vi nok må påregne at skulle holde afstand et helt år endnu.

Det har givet god mening at klappe hælene sammen og lytte til myndighedernes anbefalinger, ikke mindst i forbindelse med den effektive og resolutte nedlukning af Danmark.

Nu er tiden imidlertid en anden. Vi står over for en vanskelig genåbning, som sætter mange spørgsmål i søen og dilemmaer i spil. Dem bliver vi nødt til at forholde os til.

Tiden er moden til, at vi har en fælles folkelig samtale om, hvad denne krise og den afstand, den medfører, gør ved os som mennesker – fysisk, eksistentielt og socialt. Den samtale vil uvægerligt indeholde nogle svære spørgsmål.

Vi har kviet os ved det, for det er ikke rart at kaste andre perspektiver ind i en national krise end dem, som myndighederne udstyrer os med. Men jo længere vi tøver, desto sværere bliver det også at tage samtalen, for holdninger, perspektiver og anskuelser sætter sig efter en rum tid.

Der må vi ikke komme hen. Vi er myndige borgere i et demokratisk samfund. Det indebærer, at vi ikke bare kan, men bør holde vores nysgerrighed og kritiske sans intakt. Her er derfor mit bud på de svære spørgsmål, vi bliver nødt til at tale om – menneske til menneske, borger til borger:

Vi bliver som borgere umyndiggjort i netop de svære samtaler, som vi som myndige og oplyste borgere har både mulighed for og pligt til at deltage i.

Carolina Magdalene Maier

For det første bliver vi nødt til at have en samtale om, hvordan vi forstår solidaritet. I den akutte nedlukning, men også nu i form af den meget langsomme genåbning, står den raske borger last og brast med borgeren i risikogruppen. Stort set alle arbejder fortsat hjemme, og det sociale liv er fortsat lukket ned.

Det nødvendige spørgsmål bliver blot, om dette i realiteten er den mest fornuftige måde at agere solidarisk på? Jeg tror, at alle os, der ikke er i en af risikogrupperne, føler meget med de ældre og kronikerne, for hvem det er farligt at blive smittet med covid-19.

Men ville vi måske i højere grad være solidariske, hvis vi lod alle dem, der godt kan tåle at blive udsat for smitte, komme tilbage på arbejde? Hvis vi satte lidt hurtigere gang i erhvervslivet, kulturlivet og foreningslivet, så vi kan få smurt de økonomiske hjul, og så de personer, der sidder ensomme derhjemme og ikke er i en risikogruppe, kan få social og menneskelig omgang igen?

Ville vi ikke i langt højere grad kunne gavne de udsatte grupper, hvis vi sørger for, at økonomien kommer på skinner igen, så der er penge i sundhedsvæsenet til de ældre og kronikerne også om et år eller to?

Helt grundlæggende handler solidaritet vel ikke om, at hvis én lider, så skal alle lide på samme måde. Solidaritet i et velfærdssamfund handler vel nærmere om, at de, der kan, samler sig om at skabe et samfundsliv, som genererer både økonomisk, eksistentielt og socialt overskud til, at vi netop kan tilbyde udsatte grupper en særlig beskyttelse.

Det ville konkret betyde, at vi åbnede samfundet mere op for alle de, der ikke er i en risikogruppe – og som tør udsætte sig selv for smitterisiko – samtidig med at vi indførte særlige, og måske bekostelige, tiltag, som kunne yde de udsatte grupper særlig og effektiv beskyttelse.

Det næste spørgsmål er endnu sværere. Det handler om, hvordan vi forstår død – og liv. Statsministeren har flere gange på sine pressemøder sagt, at ethvert dødsfald er en tragedie.

Der er ingen tvivl om, at ethvert dødsfald efterlader de efterladte sorgfulde og triste. Det er heller ingen tvivl om, at det er en tragedie, når et menneske dør for tidligt. Eller for sent, for den sags skyld – for når et liv forlænges i for lang tid med megen smerte til følge, er det sjældent en værdig afsked.

Men er ethvert dødsfald en tragedie i sig selv? Er det en tragedie, at et ældre menneske, som har levet et langt liv, dør?

Spørgsmålet belyser måske meget godt vi danskeres svære forhold til døden. Mange er mest af alt bange for den. Det er forståeligt, særligt fordi vi er en nation, hvor mange ikke er troende. Når vi ikke har troen at læne os op ad, står vi ofte frygtsomme over for dødens uvished.

Det er også forståeligt, at vi helst ikke vil udsættes for den sorg, der rammer os, når nogen, vi elsker, dør. Men lige så sorgfuldt det er at skulle tage afsked med livet, og som pårørende at skulle tage afsked med en elsket, lige så naturlig er døden, når den kommer efter et langt liv.

I den forstand er døden jo en del af livet. Og sorgen er kærlighedens pris. Når et ældre menneske dør – det være sig af en virus, lungebetændelse eller influenza – så afsluttes et organisk kapitel i en cyklus, som vi som mennesker ikke er eller bør være herrer over.