Carolina M. Maier: Vi skal stå sammen, men ikke glemme vores kritiske sans

KOMMENTAR: Det er vigtigt fortsat at forholde sig kritisk til Mette Frederiksen og regeringens strategi og kommunikation. Hvis vi glemmer kritikken i krisetider, hvem holder så øje med, at vores magthavere ikke misbruger deres magt? skriver Carolina Magdalene Maier.

Vores statsminister er populær. Det viser alle målinger.

Efter at hun havde holdt sin tale på pressemødet mandag 30. marts, hvori hun sagde, at Danmark måske kan åbne lidt op igen efter påske, hvis altså vi opfører os, som myndighederne siger, gik der bål og brand i begejstringen på Twitter.

Jeg selv har det nok lidt sværere med hendes, indrømmet dygtige, men til min smag lidt for følelsesladede dramaturgi. Det skrev jeg i et tweet samme aften, hvori jeg anerkendte regeringens krisehåndtering, men takkede nej til overflødig patos og almoderlighed.

Jeg føler både respekt og taknemmelighed for at være borger i et land, hvor der bliver taget så godt hånd om mig i krisetider. Og jeg kender forskellen, for mine forældre bor i Spanien.

Men jeg er også stadig en borger med en fri kritisk bevidsthed i et frit land, og jeg føler mig talt ned til i de situationer, hvor statsministeren smører patos på.

Det pågældende tweet indkasserede både mange likes, men også en række kommentarer om, at jeg bare kunne slukke for skærmen, for det var ikke mig, statsministeren talte til, men de ældre og dem med lavere uddannelse. Der var også kommentarer, hvor afsenderen erklærede sig enig i mit perspektiv, men syntes, at stilen var okay alligevel, fordi "det virker".

At min kritik vurderes som irrelevant med henvisning til, at statsministerens kommunikation "virker", viser jo med al tydelighed, at det afsendte budskab og måden, det kommunikeres på, er et strategisk valg. Det må vi altså ikke glemme.

Ud fra et lille tweet og reaktionerne på det, illustreres det klassiske dilemma mellem den frie borger og dennes kritiske bevidsthed som grundpille i et retssamfund over for behovet for at rette ind og stå sammen som fælles folk under en krise.

På den ene side hører og mærker vi alle alvoren for tiden. Det står som skrevet i vinden, der i disse dage fyger over byer og marker: Vi er et land i krise, vi må stå sammen. Tiden er ikke til kritik.

På den anden side er der den historiske bevidsthed: Hvis vi glemmer kritikken i krisetider, så kan det for alvor gå rigtig galt. For hvem holder så øje med, at vores magthavere ikke misbruger deres magt?

Jeg er ikke ude i at sammenligne med Europa i 1930'erne eller med Nordkorea. Men der er dispositioner fra regeringens side og i regeringens valg af kommunikation, som vi bør være kritiske over for.

Dilemmaet mellem den frie, kritiske tanke og den nationale loyalitet rammer os, når vi ser på den indbyggede modsætning mellem det, vores statsminister kommunikerer, og så den valgte strategiske tilgang til bekæmpelsen af coronaen i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at strategien bag statsministerens kommunikation er, at borgerne skal føle sig trygge ved hende og regeringen. På det pågældende pressemøde 30. marts sagde hun gentagne gange, at regeringens strategi handler om at redde menneskeliv.

Problemet er bare, at eksperter igen og igen samtykkende siger, at den danske strategi handler om at skabe flokimmunitet, hvilket altså vil sige, at vi stort set alle sammen – før eller senere – skal få sygdommen, så vi kan blive immune over for den. Det giver jo god mening – i hvert fald al den stund, der ikke findes en vaccine.

I forlængelse siger samme eksperter, at for at opnå flokimmunitet skal cirka 60 procent af befolkningen smittes, og at det uvægerligt vil føre til dødsfald. Det er sådan set logisk nok. Problemet bliver bare, at når statsministeren kommunikerer, at regeringens strategi er at så få som muligt skal dø, så fortæller hun en anden historie.

Den diskrepans bliver vi nødt til at kunne tale om og forholde os kritisk til. For lige nu virker det, som om danskerne føler sig trygge i statsministerens hænder. Men er den tryghed falsk, når nu budskabet synes at være i strid med den valgte strategi?

Jeg savner i hvert fald en logik. Man kan ikke både redde så mange menneskeliv som muligt og skabe flokimmunitet. I hvert fald ikke, hvis de menneskeliv, der skal reddes, er dem, der vil dø under en flokimmunitets-proces.

Hvis vi skal skabe immunitet, vil mennesker dø. Spørgsmålet er blot, hvor hurtigt eller langsomt det går. Så logikken må være, at de mennesker, hvis liv vi forsøger at redde, er dem, der lider af andre sygdomme, og som ikke får den nødvendige behandling, hvis vores sundhedssystem er overbelastet.

Det er i hvert fald den logik, jeg kan udlede af sundhedsmyndighedernes kommunikation – om end de ikke længere vil tage ordet "flokimmunitet" i deres mund.

Balancegangen må være uendeligt svær – for hvordan kommunikerer man alvor uden at anspore til panik? Hvordan kommunikerer man tryghed uden at blive omklamrende og belærende?

Som Grundtvig sagde, så skaber ordet, hvad det nævner, så ord skal man altid være påpasselig med. Men måske har statsministeren ikke kommunikeret konkret nok.

I hvert fald er der mange åbne spørgsmål lige nu: Hvordan hænger regeringens udmelding om, at de estimerer, at 10 procent vi blive smittet, sammen med de 60 procent, som eksperterne siger, vi skal op på for at opnå flokimmunitet? Vil vi om et år eller to stå med langt flere dødsfald, end vi lige nu får at vide?

På det seneste er flere medier gået både regeringen og Sundhedsstyrelsen på klingen for at få svar på det simple spørgsmål: Kan de bekræfte, at den danske strategi handler om at skabe flokimmunitet? Ingen svarer klart.

Som borger føler jeg mig utilstrækkeligt informeret. Jeg føler mig mere omklamret end oplyst. Nogle skrev som svar på mit tweet, at ikke alle var så intellektuelle og følelseskolde som mig.

Til det kan man spørge: Er jeg en privilegieblind intellektuel, fordi jeg har en lang uddannelse og ikke køber følelseskommunikation? Eller har jeg bare højere ambitioner på mine medborgeres vegne – også de ufaglærte eller dem med korte uddannelser – end at de skal lade sig forføre og hænge den kritiske hat på knagen, når myndighederne taler?

Vi må ikke glemme, at Danmark er et land af oplyste borgere. Tyk som tynd, høj som lav. Det er vi blandt andet som resultat af en folkeskole, i hvis formålsparagraf der står, at skolen skal skabe rammer for, at eleverne kan udvikle erkendelse og fantasi, som giver dem en baggrund, hvorpå de kan tage stilling og handle.

Derfor er svaret på dilemmaet måske, at der ikke nødvendigvis er tale om en modsætning: Vi kan godt holde sammen som folk, samtidig med at vi holder fast i kritikken. Vi kan godt tåle en ærlig og konkret udlægning af den valgte strategi og overvejelserne bag den, samtidig med at vi bakker den op og handler i overensstemmelse med den.

Det er jo det, der er forskellen på at være et oplyst folk og et folk, der lader sig styre af en folkeforfører: Vi kan godt tåle at høre sandheden uden at gå i panik – netop fordi vi har den kritiske bevidsthed med i bagagen.

Man kan også bare kalde det sund fornuft. Det bør være den præmis, regeringens krisehåndtering og kommunikation skal udspringe af. Det kræver en mere ærlig kommunikation og mindre omklamring og patos.

Det er den største misforståelse i verdenshistorien, at kritik ikke hører hjemme i krisesituationer. Måske er det ligefrem omvendt: at kritik netop hører hjemme i krisesituationer.

Vores land er i krise, ja, men vi er stadig frie borgere, og vi må ikke smide vores kritiske sans på lossepladsen. Den skal trænes og anerkendes hele tiden, i freds- såvel som i krisetider.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Vi må holde festen indenbords Jens Chr. Grøndahl: Vi må holde festen indenbords Næste artikel Jarl Cordua: Enmandshæren Løkke udfordrer regeringens strategi Jarl Cordua: Enmandshæren Løkke udfordrer regeringens strategi
Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

SAMRÅD: Regeringen løfter nu sløret for beregningerne bag finanslovens klimaeffekt. Det sker et halvt år efter, at aftalen blev indgået med politisk pres på for at få konkrete tal på bordet. Regeringen anerkender, at svaret har været usædvanligt længe undervejs.