Cordua før sommergruppemøder: Khader-sagens afklaring bliver sandhedens time for Søren Pape

Sensommeren er sæson for partiernes sommergruppemøder, hvor der er tradition for at komme med klare meldinger på debatter og spekulationer, der har samlet sig henover ferieperiodens forløb. Det er også en tid, hvor regeringens støttepartier kan fremsætte deres ønsker og krav til den kommende armlægning med finansministeren om næste års finanslov.

Enhedslisten har traditionen tro varmet op med et krav om gratis tandpleje til alle unge under 25 år. Et ikke helt ueffent krav, der rammer bredt, og som understøtter partiets profil om at udvide velfærdsstaten yderligere. Det er dertil også et krav, som faktisk også er muligt for regeringen at honorere i et eller andet omfang. Ønsker man politisk indflydelse fremsætter man forslag, der er realistiske og omvendt.

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen har dog gentagne gange, når det gælder efterårets forhandlinger om kontanthjælp, fået formuleret sig så bombastisk i sine svar til pressen, at hun reelt truer regeringen på livet. Truslen gentog Villadsen på et pressemøde tirsdag, hvor hun gjorde det klart, at hvis ikke regeringen lever op til aftalepapiret, så kan den ikke sidde på Enhedslistens mandater.

Ikke mange tror dog på, at Enhedslisten vil vælte hverken regeringen eller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvis ikke han får en aftale i hus om kontanthjælpsydelserne, inden året er omme. For hvis Enhedslisten tror, at regeringen vil acceptere at blive truet til at hæve kontanthjælpen for familier, hvor mange har flygtninge- og indvandrerbaggrund med lav deltagelse på arbejdsmarkedet, så tager man meget fejl. Så tager Mette Frederiksen hellere et valg på, at Enhedslisten har udtalt sin mistillid.

Ingen forestiller sig, at Nye Borgerlige skal lave finanslov med regeringen. Her handler det ikke om at få politisk indflydelse, men om at samle flest muligt stemmer op. Partiet tyvstartede i år den politiske sæson med at offentliggøre en skitse til en økonomisk plan, hvor partiet blandt andet over de næste 14 år vil spare 140 milliarder kroner og skære 100.000 offentligt ansatte væk for til gengæld at sænke skatterne. Forslag som dele af pressen og venstrefløjen naturligvis, herunder regeringens altid virksomme propagandist på de sociale medier, socialminister Astrid Krag, har forsøgt at fremstille som et overgreb på velfærdsstaten, som vi kender den.

Noget andet er, om det er realistisk at finde flertal for at nedlægge DR og privatisere DSB eller bare forsøge at beskære medarbejderantallet i det offentlige med nogle få tusinde årligt. I et strategisk perspektiv ligner planen mest af alt en ideologisk frontmarkering, der er designet til at skabe kant til Venstre og Konservative og ikke mindst DF samt forsøge at udgrænse Liberal Alliance, der balancerer på spærregrænsen, ved at komme i "pole position", når det gælder om at forfægte den økonomiske liberalisme.

For Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl lignede Nye Borgerliges plan en kærkommen anledning til at pudse sin egen velfærdsprofil af. Han så tydeligvis en gylden mulighed for at forklare frafaldne DF-vælgere, at de er gået forkert hos Nye Borgerlige, hvis de fortsat ønsker velfærd. Dermed fik han understreget det, som mange borgerlige mener, er problemet med Dansk Folkeparti: At man på det økonomiske område hører til i rød blok.

Thulesen Dahls analyse af situationen rammer formentlig forkert, fordi den ikke indregner det største problem for ham og Dansk Folkeparti: Ham selv og hans egen forvitrede personlige troværdighed. Thulesen Dahls klamren sig til formandsposten understreger blot den manglende selvindsigt. Han tror tilsyneladende, at vælgerne falder for de samme tricks, når bare der går en rum tid, og de har set sig lidt om.

Mod alle odds forsøger Ellemann at samle stumperne i det dybt splittede borgerlige galehus.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Dansk Folkepartis drastiske deroute er i realiteten et politisk syndefald af kataklyptisk omfang. Den handler om et parti og en ledelse, som havde forsikret vælgerne om, at de var anderledes end andre partier, når det gælder magt og omgangen med magt. Det handler selvfølgelig om perioden 2015-2019, hvor man vægrede sig ved at tage det politiske ansvar, spillede politisk på to heste, fuskede med sin egen kerneborgerlige identitet og sidst, men ikke mindst, i sin omgang med offentlige midler opførte sig så kritisabelt, at partiets uofficielle kronprins er under anklage i byretten for bedrageri, og hele partiledelsen og dele af folketingsgruppen er vidner til, hvad der er foregået.

På fredag falder en afgørelse, der kan få to udfald: Enten frikendes Morten Messerschmidt, hvorefter et muligt opgør om magten indledes. Eller også dømmes han en straf, der afslutter hans karriere som toppolitiker og kronprins i partiet. Det bliver spændende at se, hvordan Thulesen Dahl får held til at genskabe begejstringen i partiet efter dette og med udsigten til et katastrofalt kommunalvalg, der kan udradere partiet i flere af landets kommuner. Der hjælper det ikke at pege fingre ad Pernille Vermund & Co., der i modsætning til Dansk Folkeparti faktisk har en plan, som borgerlige vælgere kan identificere som noget, der indeholder egentlig borgerlig politik.

Når Konservative holder gruppemøde om nogle uger, bliver det næppe de konservatives idéer og forslag, der vækker størst interesse hos pressen. Interessen vil selvfølgelig primært samle sig om, hvordan Søren Pape vil forholde sig til de voldsomme anklager, som en række kvinder har fremsat i pressen om seksuelle overgreb, herunder hvad der tilsyneladende kan betegnes som voldtægt, mod hans partifælle og for tiden suspenderede rets- og udenrigsordfører Naser Khader. 

Spørgsmålet er, om det er muligt for Konservative at kommunikere politik, før den sag har fundet en afklaring?

Over sommeren har sagen været parkeret hos et hold af advokater fra firmaet Plesner, der har gennemgået anklagerne. De færreste forestiller sig, at redegørelsen vil indeholde en anbefaling om, at Pape afviser anklagerne og lader Khader indtage ordførerposterne igen. Hvis det skete, så risikerer han et oprør i sin egen gruppe. Især fra de kvinder, der næppe forestiller sig, at de med respekten i behold skal samarbejde med Khader fremover. Der findes dog også et ikke særligt lydhørt mindretal, der er bekymret over de retspolitiske aspekter i sagen, og muligvis også nogen, der ser en vigtig forbundsfælle i Khader, som gennem årene er gået fra at være radikal til "nok-er-nok"-liberal i opposition til DF for så i de seneste år at blive en national-konservativ værdikriger.

For Søren Pape er det reelt sandhedens time som politisk leder. Der skal træffes en beslutning, som i alle tilfælde kan ende med at udsætte ham for kritik fra Khader og hans støtter. Det er kendt, at Papes natur er ikke at blande sig i interne konflikter i håb om, at de løser sig af sig selv, eller at andre – eksempelvis partisekretær Søren Vandsø– træffer beslutningen for ham. Det bliver svært denne gang, hvor det handler om en de facto eksklusion af et medlem af folketingsgruppen.

Pape kan nok ikke denne gang smyge sig udenom en ubehagelig konfrontation med Khader og efterfølgende forklaring til offentligheden. Især ikke, fordi Naser Khader på ingen måde viser tegn på, at han har tænkt sig at gå i stilhed. Han kræver opgøret, og det gør han velvidende, at den konservative partiformands psyke simpelthen ikke er til den slags kampe. Det risikerer at blive udstillet tydeligere for offentligheden end set før.

Det er nok særligt i det lys, at man skal forklare Khaders mærkværdige statusopdatering på Facebook i bar overkrop, hvor han melder sig "klar til kamp". Det er machomanden, der er klar til konfrontation med sin formand, som han på forhånd ved, vil vakle i mødet med ham. Pape har en uge til at samle sig om at tage den uundgåelige beslutning, der vil sende Khader helt ud i dansk politiks mørke og glemsel.

Forestillingen om, at Khader siden vil blive samlet op af Nye Borgerlige, er urealistisk. Vermund skal ikke nyde noget af at overtage et problem med ansvaret for at svare på de spørgsmål, der uundgåeligt vil blive stillet efterfølgende. Hun vil uvilkårligt ende med at stå i en position med at skulle forsvare Khader mod anklager, som heller ikke hun kender dybden af. Det ville i givet fald være første gang, at Nye Borgerlige ville foretage sig noget virkeligt hovedløst.

Pape har en uge til at samle sig om at tage den uundgåelige beslutning, der vil sende Khader helt ud i dansk politisk mørke og glemsel.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

I mellemtiden kan Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, som i sidste uge fik sig en ordentlig mavepuster med erhvervsmanden Tommy Ahlers pludselige faneflugt, bruge opmærksomheden på at iscenesætte sig selv som det borgerlige Danmarks leder.

Mod alle odds forsøger Ellemann at samle stumperne i det dybt splittede borgerlige galehus, der i disse år fravælges af vælgerne på grund af mangel på ledelse, samling, retning, troværdighed og måske også svar på den klimaudfordring, som i denne uge med FN's seneste klimarapport igen blev mere påtrængende.

Ellemann har brugt sommeren på at skabe en tilpas stor ramme for politik, der skal matche vælgerrelevante mål. Ligesom Moses' stentavler med budene og Søren Pinds teser er Ellemann landet på ti "principper". Hans forgænger, Lars Løkke, nøjedes med fire såkaldte sigtelinjer, men tallet ti er af de nævnte grunde et særligt forjættende tal. Således sendte Gud ti plager mod egypterne, og gubben Noa med sin ark var næppe helt tilfældigt den tiende patriark efter Adam. 

Særligt plagsomt er de ti principper ikke. Faktisk kan et flertal af vælgerne sikkert se sig selv i dem. Der skal være mere frit valg i det offentlige. Erhvervslivet skal forkæles. Det skal kunne betale sig at arbejde. Grøn omstilling, hvor man vægter, at klimaløsninger er en gylden mulighed for erhvervslivet og for at skabe nye arbejdspladser. Et løfte om lige forhold for at bo, arbejde og velfærd over hele landet. Skoler præget af faglighed. Stram og konsekvent udlændingepolitik. Hårde straffe til kriminelle og en styrkelse af forsvaret. 

Principperne eller målene er designet til at skabe samling i blå blok, og det er nok første forudsætning for, at Ellemann kan blive statsminister. Det ligner således et omrids til noget, der kunne minde om en politisk strategi. Herefter venter offentligheden på, at egentlige politiske forslag ser dagens lys. Forslag, der kunne understøtte en vej eller en strategi, så de borgerlige igen kan overtage regeringsmagten. Det ved alle godt, først vil åbenbares, når vi nærmer os et folketingsvalg. Tænk, hvis man fandt på en god idé, som Mette Frederiksen pludselig stjal og realiserede?

De ti principper har også den gavnlige effekt, at det giver anledning for Ellemann og Venstre at tale om og få spørgsmål fra pressen om politik, fremfor fortsat at skulle forholde sig til Ahlers' smertelige exit og spekulation i yderlige faneflugt fra Venstre.

Faktisk giver Venstre Søren Pape en opskrift på, hvordan Konservatives sommergruppemøde i næste uge kan handle om konservativ politik og ikke spørgsmålet om et folketingsmedlem, som, alle godt ved, snart er fortid i Det Konservative Folkeparti.