Covid-bog med skjult agenda: Vil have historiens afslutning tilbage

Man skal ikke lade en god krise gå ubrugt hen. Det er et bonmot, der er blevet lagt i munden på alle fra Winston Churchill over den amerikanske venstrefløjsaktivist Saul Alinksi til Obamas benhårde stabschef Rahm Emmanuel.

Pointen er, at kriser – de gode af dem – på én gang afslører, hvad der virker og ikke virker i et samfund. Kriser kaster vedtagne sandheder op i luften og åbner for nye måder at lave politik på. Og de bringer gamle hierarkier til fald og sætter magtforholdene til genforhandling.

Samme stemning bærer The Wake Up Call: Why the pandemic gas exposed the weakness of the West – and how to fix it præg af. Den er skrevet af The Economist-journalisterne John Miclkethwait (som nu er chefredaktør på Bloomberg) og Adrian Wooldrige – forfattermakkerparret bag The Fourth Revolution, hvis pointer om genopfindelse og fornyelse af staten og offentlig administration, de to på lange stræk gentager nu.

The Fourth Revolution udkom i 2015 midt i finanskrisebekæmpelsen, og denne gang skriver de to midt i covid-krisen, der ifølge Micklethwait & Wooldrige har fungeret som fremkaldervæske for, hvor ringe tilstanden og handlekraften egentlig er i især den amerikanske offentlige sektor.

Måske havde deres alarmisme været mindre, hvis de havde fået den ret overbevisende vaccinering af den amerikanske befolkning med i regnestykket. Men at den amerikanske stat blev demaskeret som ineffektiv under og af covid-19 kan der på sin side ikke herske tvivl om. Her tæller antallet af døde sit helt eget sprog.

Deres forståelse af politik lider af alvorlige mangler, og på den måde er The Wake Up Call egentlig mest interessant som et vidnesbyrd om, hvor trægt det går med den politiske nytænkning i det globale establishment.

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

Det er forfatternes officielle agenda at råde bod på den situation, men under hånden møver der sig hurtigt en anden hensigt frem, der forsøger at genskabe momentum for 1990'ernes teknokratiske centrumpolitik og dens tanker om, at globaliseringen som en proces, hvor verdens lande mere og mere kommer  til at ligne Vesten.

Undervejs afslører Micklethwait & Wooldrige, at deres forståelse af politik lider af alvorlige mangler, og på den måde er The Wake Up Call egentlig mest interessant som et vidnesbyrd om, hvor trægt det går med den politiske nytænkning i det globale establishment.

Hobbes’ test
The Wake Up Call er hurtigt læst over sine seks kapitler og kun lidt over 160 sider. Det fortællemæssige greb, der starter med de seneste 500 års politiske historie og ender med covid-19, er Vestens storhed og  snarlige – hvis vi altså ikke tager os sammen og tager ved lære – fald. Covid-krisen er ikke selve faldet, men det afslører for os, hvad faldets årsag vil være: ineffektive, store, men svækkede stater, der ikke evner at passe ordentligt på deres befolkninger.

Allerede fra start står det klart, at de to forfattere forstår Vesten som synonym med USA – engang i mellem også Storbritannien – og det selvom det engelske og amerikanske samfund og velfærdsstat adskiller sig ret markant fra såvel den kontinentaleuropæiske som den skandinaviske.

Det er ikke bare en generalisering, der puster forfatternes pointe større op, end den egentlig er. Det er også et udtryk for et ret problematisk syn på politik, hvor alt er tekniske løsninger, der skal udarbejdes og implementeres oppefra af en elite. Det vender jeg tilbage til.

For Micklethwait & Wooldrige starter den moderne europæiske stat med den engelske politiske tænker Thomas Hobbes. Hobbes er den første europæiske tænker, der ser forholdet mellem staten og borgerne som en slags kontrakt, hvor borgerne opgiver deres fulde, naturlige frihed for til gengæld at opnå beskyttelse fra en ”suveræn”, alle er mere bange for, end de er bange for hinanden.

Det sikrer freden i et samfund, der ellers ville bryde sammen i mere eller mindre intens borgerkrig. Og det er i krydset mellem den trussel, staten selv udgør, og den fred og sikkerhed den dermed indstifter, at staten henter sin grundlæggende legitimitet. Sikkerhed for magt. Dermed fødes den moderne tanke om, at statens grundlag er rent politisk og ikke længere henviser til metafysik eller religion.

For Micklethwait & Wooldrige er det ikke bare skoleridt i politisk filosofi. Som så mange andre ser de, hvordan covid-19 konfronterede Vestens stater med deres hobbesianske udgangspunkt: evner man stadig at give borgerne den beskyttelse, de kræver for at acceptere statens magt?

Her er svaret (nej, det kunne den amerikanske stat i vidt omfang ikke), mindst lige så interessant som det efterfølgende spørgsmål – hvad vil beskyttelse egentlig sige i dag?

For den tid er for længst svunden, hvor det alene var et spørgsmål om basal sikkerhed for liv og lemmer. I dag går beskyttelsen af borgerne under et andet – og langt mere politisk – navn: velfærd.

En ny amerikansk velfærdsstat
Det er via den hobbesianske bagdør, at Micklethwait & Wooldrige når frem til, at det amerikanske og britiske samfund er nødt til at forvandle sig til regulære velfærdsstater af europæisk aftapning med fri og lige adgang til sundhed og uddannelse.

I en anglo-amerikansk kontekst er den slags ikke en ubetydelig affære at gøre sig til talsmand for, og de to forfattere gør sig stor umage for ikke at komme til at lyde som deciderede socialdemokrater. Først på de sidste sider siger de det rent ud:

”Kontrakten mellem det rigeste land på planeten og dets befolkning indeholder selvfølgelig at man giver fri (eller næsten-fri) adgang til medicinsk behandling, ligesom det inkluderer fri (eller næsten-fri) adgang til uddannelse.”

Hvordan Micklethwait & Wooldrige får det til at rime på, at velfærd skal rettes mod ”de fattige og dem med hjælp behov,” som de skriver flere gange, står på intet tidspunkt klart. Heller ikke for dem selv.

Spørgsmålet er, om svaret på spørgsmålet om Kina, er en genoptagelse af ideologien om historiens afslutning og USA og Vesten som globaliseringens godhjertede hegemon.

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

I stedet indrammes et amerikansk velfærdsprojekt som en rationel konklusion om best practice oven på covid-19, der kan ”implementeres” uden videre, fordi det er ”baseret på, hvad der allerede virker rundtom i verden”.

Det er flammer, man selvfølgelig som dansker og europæer kan lune sig ved. Men først og fremmest bør man sætte spørgsmålstegn ved, om så stor en samfundsforandring egentlig er mulig som et teknokratisk fix udarbejdet, iværksat og implementeret ovenfra og ned.

I Europa er velfærdsstaterne jo blevet til via en politisk og social interessekamp over mange årtier, hvor demokratiet både har fungeret som kampplads og forhandlingsbord for store kompromisser.

Det har forankret og legitimeret velfærd som en samfundskontrakt i befolkningerne og blandt arbejdsmarkedets parter. At velfærdsstaten virker her, er med andre ord langt fra det samme som, at for eksempel et offentligt betalt sundhedsvæsen uden videre kan implementeres i USA.

Hos Micklethwait & Wooldrige forsvinder den samfundsmæssige repræsentation og forankring. For dem handler det om at genetablere en form for output-legitimitet hos en elite, der over de seneste 20-30 år har lidt et stort troværdighedstab, og er i moralsk panik over såvel populistiske politikere og den geopolitiske magtkamp med Kina.

Så i stedet for at gøre det til politisk spørgsmål, forvandles projektet om et amerikansk velfærdssamfund til et spørgsmål om ledelse. Og i stedet for mobilisering af vælgerne som borgere med interesser, sætter Micklethwait & Wooldrige deres lid til en karismatisk leder.

Den slags er jo svære at finde i den virkelige verden, så forfatterne konstruerer i slutkapitlet en avatar til at løse problemet, en apolitisk (der både er venstre- og højrelænet) fantasi-præsident med navnet Bill Lincoln. Han er en gensplejsning af de liberale ikoner og landsfædre Abraham Lincoln (USA) og William Gladstone (Storbritannien), som de forestiller sig vil gennemføre deres 13 punkters program, hvor staten både gøres slankere og stærkere, redder klimaet, uddanner befolkningerne og holder dem sunde og raske, indfører en ny civil værnepligt - og generobrer globaliseringen som en vestlig verdensorden.

Global magtkamp med Kina
Det sidste virker som en mærkelig ting at klistre på en bog om bedre offentlig administration efter covid. Men for Micklethwait & Wooldrige består den egentlige trussel mod Vesten ikke i at borgerne i Vesten (dvs. USA) ikke får den nødvendige velfærd, men i den globale magtkamp med Kina.

Det er her deres ellers teknokratiske hjerte slår med en ideologisk puls, og det, de frygter er, at den indre svækkelse slår om i dårligere kampberedthed over for et autokratisk Kina på den globale arena.

Her melder Micklethwait & Wooldrige sig ind i en stadigt mere intens sikkerhedspolitisk debat i USA, hvor konfrontationen med Kina er et af de få emner, der forener Demokrater og Republikanere.

Tiderne er for længst forbi, hvor man under overskriften ’Historiens afslutning’ forestillede sig, at globaliseringen af markedet var en problemfri størrelse, fordi det af sig selv ville føre demokratiseringen af alle lande uden for Vesten med sig. Det er en forestilling, der har lidt mange små nederlag de seneste 20-30 år, men Kinas opstigning og manglende demokrati har været et decideret chok.

At Kina bliver en faktor, man må have et – også håndfast – sikkerhedspolitisk forhold til, kan de færreste i dag være i tvivl om. Især når det handler om interne forhold i Vesten er alt andet end hævdholdelse af demokratiske værdier og liberale rettigheder over for Kina et afgrundsdybt nederlag.

Men spørgsmålet er, om svaret på spørgsmålet om Kina, er en genoptagelse af ideologien om historiens afslutning og USA og Vesten som globaliseringens godhjertede hegemon. Det var med den tankegang som den intellektuelle horisont, at USA med britisk og dansk deltagelse indledte Irakkrigen, som må gå over i historien som en af de største udenrigspolitiske fejltagelser i nyere tid. Den afskriver Micklethwait & Wooldrige en passant – i det mindste ”stod man i spidsen for en international koaliton”. Jo da, men så er barren vist også sat så lavt som muligt.

Her er en mere realistisk verdensanskuelse nok en mere farbar vej. Verden kommer ikke til at forene sig i én politisk model, interessemodsætninger er kommet for at blive – globalt såvel som indenrigspolitisk – og i sin kerne er politik en konstant afhandling mellem værdier, der hver for sig er vigtige, men som ikke går op i en højere enhed.

Det er her skoen trykker for Micklethwait & Wooldrige: i opfattelsen af, hvad politik egentlig er for en størrelse. Så sympatisk, velskreven – og indimellem er den også ret morsom – The Wake Up Call end er, udtrykker den en idémæssig rådvildhed, hvor USA (stadig) definerer Vesten, hvor politisk kamp og kompromis er afløst af løsninger, og Vesten står for fald, hvis ikke alt bliver indrettet i vores eget billede.

3 A’er herfra.