Populismen er en del af demokratiets historie om uindfriede løfter og maltrakterede idealer 

Donald Trump holdt kun én tale, eftertiden vil huske. Den berømte og berygtede ”american carnage”-tale, da han blev indsat som USA's præsident.

Talen malede et dystert og polariserende billede af det amerikanske samfund, helt blottet for det håb om national samling og kollektivt fremskridt, der ellers er fast pensum i amerikanske præsidenters indsættelsestaler. Da han var færdig, lænede hans forgænger, George W. Bush, sig over mod Hillary Clinton, der få måneder forinden overraskende havde tabt til netop Trump, og sagde ”Well, that was some weird shit”.  

Dermed satte Bush ikke bare ord på de etablerede partier og politikeres måbende reaktion på Trump og hans chokerende sejr. Han udtalte også den forundring og selvransagelse, der har fået samfunds- og politikforskere til at undersøge, hvad populisme er, og hvorfor populismen har spredt sig i især vestlig politik som en steppebrand netop på et tidspunkt, hvor det liberale demokrati ellers stod som den eneste duelige samfundsmodel.