Populismen er en del af demokratiets historie om uindfriede løfter og maltrakterede idealer 

Populismen bliver en reaktion, der kommer med en vred teori om samfundet som en konfrontation mellem folk, demokratiet har lovet magten, og en elite, der konstant suspenderer folkets suverænitet. Og i stedet for interesser og holdninger, der skal repræsenteres i kampen om magten, dyrker populismen forestillingen om, at legitime politiske ledere repræsenterer folket som en form for legemliggørelse af det.

Om det så er Venezuelas nu afdøde præsident Hugo Chávez, der sagde til sine vælgere: ”Chávez er ikke længere mig. Chávez er et helt folk”, eller Trumps berømte sætning, da han blev nomineret som Republikanernes præsidentkandidat: ”I am your voice”. Og populismen dyrker det direkte demokrati – folkeafstemningen – som en måde at træffe beslutninger på og sikre legitimitet. 

Som Rosanvallon ret præcist ser, resulterer populismen i, at den samtidig med, at den vil genindsætte folket som suveræn, fører til en voldsom privilegering af den udøvende magt – på bekostning af såvel den lovgivende som den dømmende magt. Parlamenter, partier og uafhængige domstole – og indimellem også pressen – bliver her set som noget, der forvrænger og forhindrer folket i at udøve den magt, der retteligt er deres. Ultimativt er faren, at populismen, hvis den bliver regeringsbærende, udvikler sig til det, Rosanvallon kalder et ”demokratur” (demokrati + diktatur), altså det vi på dansk kalder et flertalsvælde, hvor grænserne for, hvad der kan gøres til genstand for politisk indblanding og beslutning, er ophævet. 

Rosanvallon forsyner her læseren med en ret fin kritik af forestillingen om folket som en enig og ensartet enhed. En kritik, han også bruger til at gøre opmærksom på, at demokratiernes egne begreber om folket trænger til at blive nuanceret og udvidet. Og han viser også, hvornår folkeafstemninger er brugbare (når en forfatning skal vedtages) – og især hvornår de ikke er (når de – ligesom i tilfældet Brexit – skal løse problemer, politikerne ikke selv kan eller vil tage ansvar for). Ligesom han gør en dyd ud af at vise, at for eksempel uafhængige domstole ikke skal forstås som særlige liberale elementer i demokratiet, men derimod som nødvendige for demokrati som sådan.  

På den måde bliver Rosanvallons kritik af populismen, at den udspringer af en reel og forståelig protest, men forvalter den forkert. Og han kritiserer, at forsvarerne af det liberale demokrati hurtigt ender med at danne vognborg om det nuværende demokrati som en model støbt i armeret beton.  

Hvad der er brug for over for populismen i Rosanvallons øjne, er at indse det som en positiv kvalitet, at demokratiet er et vedvarende ”eksperiment”, og bruge populismen som en anledning til at føre eksperimentet videre ved at udvide deltagelsen, samtalen og deliberationen så mange steder som muligt i den demokratiske proces. Men meget videre end et forslag om borgerråd kommer det ikke. Og det har nok en del at gøre med en blind plet i Rosanvallons ellers dybe blik på populismen. 

Da DF faldt sammen 
Det er en vigtig pointe, at populismen er en i udgangspunktet demokratisk protest. Men selvom Rosanvallon flere steder bemærker, at populismen blomstrer op i tider, hvor globaliseringen – af handel, finans og mennesker (migration) – udfordrer nationalstaten og usikkerhedsgør dele af befolkningen, ender han med at reducere populismen til alene at være skuffede demokraters reaktion. Dermed forsvinder det politiske fra hans forståelse både af populismen og af et muligt modsvar på den.  

Her ville det danske eksempel have været opklarende. Uden at ville fornærme DF har partiet flere af populismens særtræk, og her er det interessant, at partiets styrke i meget høj grad hvilede på især Socialdemokratiets manglende vilje op gennem 1990erne og 00erne til at anerkende udlændingepolitikken som et afgørende politisk emne. Men da socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen lykkedes med at ændre kurs og – med Kristian Thulesen Dahls assistance – gøre det på troværdig måde, lagde det et nærmest ustoppeligt dræn ind i DF’s vælgerbase, der svandt ind med næsten to tredjedele på ganske få måneder frem mod FV19. Det afslørede DF som et protestparti, og i forhold til Rosanvallon viser det, at populismen handler om mere og andet end en reaktion på uindfriede demokratiske løfter.  

Det er det uafklarede spørgsmål i hans ellers gode bog: Er populismen vitterligt en selvstændig ideologisk bevægelse, der bare mangler en politisk filosofi – også selvom den er udtænkt af én, der vil imødegå den? Eller er den et afledt protestfænomen, hvis indflydelse – på godt og ondt – kan begrænses af ført politik? Det kommer han aldrig frem til en egentlig afklaring på. 

Ligesom det måske havde været værd at se på, hvordan for eksempel den danske parlamentarisme med sin lave spærregrænse faktisk kan løse repræsentationsproblemet i vidt omfang, fordi det er så forholdsvis let at komme på tinge. 

Når Rosanvallon vil svinge sig helt derop, hvor vi angiveligt skulle være i populismens århundrede, og han uden rigtigt at begrunde det påstår, at ”populismen vender op og ned på det 21. århundredes politik” – burde begge dele have været på programmet. Især når Rosanvallon opfatter sit eget bidrag til forståelsen af populismen som uden sidestykke. Men mindre kan bestemt også gøre det.