Anmeldelse af 
Kristian Andersen

Anne Applebaum har skrevet en vred og personlig bog om demokratiets krise

ANMELDELSE: Journalist og historiker Anne Applebaum forudsagde både Brexit og valget af Trump. I en ny debatbog advarer hun om demokratiets undergang og fortæller, at det er hendes tidligere venner og bekendte fra den intellektuelle elite, der har ført anti-demokraterne til magten.

Anne Applebaums tidligere venner er gået fra at være demokratiets bannerførere til at blive paranoide, xenofobiske højrepopulister, skriver hun i sin nye debatbog Twilight of Democracy.
Anne Applebaums tidligere venner er gået fra at være demokratiets bannerførere til at blive paranoide, xenofobiske højrepopulister, skriver hun i sin nye debatbog Twilight of Democracy.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Kristian Andersen
Twilight of Democracy – The Seductive Lure of Authoritarianism
Anne Applebaum
207 sider, Doubleday. Er også udkommet på dansk på Kristeligt Dagblads forlag under titlen 'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit, og venners veje må skilles

31. december 1999 holdt den prisvindende journalist og historiker Anne Applebaum og hendes mand en nytårsfest på en herregård langt ude på landet i det nordvestlige Polen.

Med til festen var internationale journalister fra London og Moskva, diplomater, intellektuelle, og venner fra New York og fra Polen. Alle gæsterne havde det tilfælles, skriver Applebaum i sin nye debatbog 'The Twilight of Democracy – The Seductive Lure of Authoritarianism’, at de tilhørte den daværende højrefløj. De var konservative, flere af dem liberale og antikommunister, og på det tidspunkt i historien var de alle ”på det samme hold”, pointerer Applebaum, der er født i USA, men har boet i Polen on and off siden 1988. Hver og en af gæsterne troede på demokratiet, den frie presse, uafhængige domstole, på retsstatsprincipper, på Polens medlemskab af Nato - og snart medlemskab af EU.

Alle må have været opstemte af den optimisme, der kendetegnede perioden efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud: Det liberale demokrati havde vundet, og der var nu ikke længere nogen ideologiske alternativer, der kunne udfordre den politiske verdensorden, som den amerikanske politiske tænker Francis Fukuyama forudsagde i sit nu berømte essay ”Historiens afslutning”.

Fakta
Om Anne Applebaum:
Anne Applebaum (f. 1964) er en polsk-amerikansk journalist, der skriver for både Washington Post og The Atlantic.  

Applebaum har
 tidligere skrevet for blandt andet The Economist, Sunday Telegraph og The Spectator og er forfatter til en række anmelderroste bøger om kommunisme, Sovjetunionen og Central- og Østeuropa. I 2004 vandt hun Pulitzer-prisen for bogen Gulag - Historien om de sovjetiske straffelejre.

Anne Applebaum underviser på London School of Economics, Yale, Harvard og Columbia. Hun er gift med den tidligere polske forsvars- og udenrigsminister Radosław Sikorski og har to børn. Hun er BA i historie fra London School of Economics og har en kandidatgrad i internationale relationer ved Georgetown University. 

I bogen udskammer hun sine tidligere venner og andre fra eliten, der har tilsluttet sig ”fjenden”. Og hun lægger ingen fingre imellem. 

Kristian Andersen
Debatredaktør, Altinget

Troede man da.

En ny virkelighed
Spoler vi tiden frem til i dag, to årtier senere, er virkeligheden en helt anden. I dag vil den ene halvdel af de selv samme gæster ikke kendes ved den anden halvdel og omvendt, skriver Applebaum. ”Jeg ville i dag krydse gaden for at undgå at møde nogle af de mennesker, der var til min nytårsfest. De ville på samme måde ikke blot nægte at komme i mit hjem, de ville være flove over nogensinde at have været der”.

Applebaum skriver fremragende og levende om den dybtgående politiske forandring og polarisering, vi oplever i dag.

Kristian Andersen
Debatredaktør, Altinget

Siden nytårsfesten er blandt andet Donald Trump blevet valgt i USA, briterne har stemt sig ud af EU og Polen og Ungarn har udviklet sig til noget, der ikke længere kan betegnes som demokratier. Man er gået fra at tro, at verdensordenen ville vare evigt til at kæmpe for dens overlevelse. Den optimistiske stemning af ”historiens afslutning” er med andre ord for længst borte.

I bogen prøver Applebaum at forstå, hvad der har skabt denne udvikling. Hvordan har de tidligere venner og bekendte, der var med til nytårsfesten, kunnet gå fra at være demokratiets og den klassiske liberalismes bannerførere til at blive paranoide, xenofobiske højrepopulister? ”Har nogle af vores venner altid været skabsautokrater?“, spørger hun. ”Eller har de mennesker, vi skålede med i de første minutter af det nye årtusinde, på en eller anden måde forandret sig de efterfølgende to årtier?” Hvad er der sket i mellemtiden?

Det får man noget af svaret på – ikke hele svaret – i Applebaums velskrevne og dybt personlige bog, der er en blanding af analyse, reportage og erindring.

Demokratiets krise
Applebaum tager læserne med til Polen og Ungarn, hvor angreb på demokratiske institutioner og ytrings-, forsknings- og pressefriheden, tvangspensionering af dommere, antisemitisme, konspirationsteorier, løgne og i det hele taget en lemfældig omgang med retsstatsprincipperne er blevet hverdag. Vi kommer til Storbritannien, hvor Applebaum argumenterer for, at det var nostalgiske konservative med drømme om et britisk imperium og deres løgnagtige kampagne, der var årsagen til, at Brexit for mange vælgere føltes som den eneste mulighed for at redde landet fra undergang. Læserne bliver også taget med til Spanien, hvor intellektuelle fra det højreorienterede VOX-parti har insisteret på, at den kristne civilisation er truet af en ”islamisk fjende”. Og bogen slutter i USA, hvor Trumps sejr ifølge Applebaum har ført til en xenofobisk, navlebeskuende isolationisme, stigende polarisering, anti-amerikanisme og en disrespekt for forfatningen, retstatsprincipperne og de demokratiske institutioner.

En af Applebaums hovedpointer er, at teoretikere ofte glemmer et vigtigt element, når de skal forklare, hvordan autoritære politikere kommer til magten. Ifølge hende er ”forfatterne, de intellektuelle (…) bloggere, spindoktorer, tv-producere og folk, der laver memes” afgørende, fordi de kan sælge budskabet til vælgerne. Autoritære politikere har som bekendt brug for masseopbakning, men præcis som i 1930’erne, har de også ”brug for de folk, der kan bruge sofistikeret, juridisk sprog, som kan argumentere for, at det er den rigtige beslutning at bryde forfatningen eller tviste loven”. De har med andre ord brug for en hjælpende hånd fra den intellektuelle og uddannede elite. Hvis det liberale demokrati falder, sker det dog ikke som i 30’erne. Diktatorer har i dag ikke brug for massevold for at bevare magten. Det kræver derimod en ny elite, der kan få det til at ske gradvist. Applebaum er derfor mindre interesseret i de aspirerende autokrater og deres vælgere, og bruger i stedet kræfterne på den intellektuelle elite, der hjælper dem til magten.

Siden demokratiets fødsel har forfattere og intellektuelle tænkere på skift advaret om dets snarlige død. Og i dag er bestemt ingen undtagelse. De seneste år er det væltet frem med bøger, der advarer om demokratiets undergang. Tag bare Harvard-professorerne Steven Levitsky og Daniel Ziblatts 'How Democracies Die' (2018), den britiske professor og idéhistoriker David Runcimans 'Sådan ender demokratiet' (2018), tysk-amerikanske Yascha Mounks 'The People vs. Democracy' (2018) og senest EU-professor Marlene Winds 'Tribaliseringen af Europa – Et forsvar for vores liberale værdier' (2020).

Anne Applebaums Twilight of Democracy tilhører samme kategori, men Applebaum skiller sig alligevel ud fra mængden: Hendes bog er nemlig dybt personlig, og modsat de andre forfattere trækker hun på sin egen erfaring. Applebaum er gift med Radosław Sikorski, der er tidligere polsk forsvarsminister og udenrigsminister. Hun er en del af den politiske elite i Polen og har selv været ufrivillig hovedperson i en af den populistiske højrefløjs konspirationsteorier, der gav hende skylden for dårlig presseomtale af Polen i udlandet. Anne Applebaum er med andre ord en del af fortællingen, om hun vil det eller ej.

Venner og fjender
I bogen udskammer hun sine tidligere venner og andre fra eliten, der har tilsluttet sig ”fjenden”. Og hun lægger ingen fingre imellem. Det er de personlige fortællinger, der gør bogen så læseværdig.

Vi møder blandt andet Maria Schmidt, der er museumsleder i Budapest og glødende Orbán-støtte. Schmidt er sikker på, at den filantropiske milliardær og jøde, George Soros, ejer Demokraterne i USA. Og at muslimske indvandrere er en stor trussel i Ungarn (selvom Ungarn stort set ikke har nogen muslimske indvandrere). Takket være Schmidts offentlige støtte til Orbán har hun i over to årtier fået økonomisk støtte og politisk opbakning til hendes museum og andre historiske institutioner, påstår Applebaum.

Applebaum tager blandt andre også direktøren for stats-tv i Polen, Jacek Kurski, under kærlig behandling og skriver, at han har fået sin stilling udelukkende som tak for at støtte lederen af Lov og Retfærdighed, Jaroslaw Kaczynski. Og vi møder den amerikanske Fox News vært Laura Ingraham – også en af Applebaums tidligere bekendte – der er gået fra at være en ”post-koldkrigsoptimist” til at blive indvandrerfjendsk og højtråbende Trump-tilhænger.

Men hvad forklarer disse menneskers valg og motivation? Ifølge Applebaum er det i nogle tilfælde personlig gevinst og den sociale status, der medfølger, når man støtter autokraterne. I andre tilfælde er det følelsen af personlig utilstrækkelighed og vrede over aldrig at være blevet til noget i det meritokratiske mainstream politiske system. Det kan også være kulturel fortvivlelse, der har skubbet dem i armene på autokrater. Ingraham, skriver Applebaum, ser Amerika som et ”mørkt, mareridtsagtigt sted, hvor Gud kun taler til de få; hvor idealismen er død; hvor borgerkrig og vold er på vej… enhver pris skal betales, hvis det er det, der kan få det gamle Amerika tilbage”. Det er ganske underholdende læsning, men det er også et lidt letkøbt svar. For hvor ved Applebaum egentlig det fra?

Applebaum skriver fremragende og levende om den dybtgående politiske forandring og polarisering, vi oplever i dag. Hun er både historiker, journalist og debattør, men det er  sidstnævnte - debattøren - der skinner igennem i bogen. Derfor er den også mindre substantiel end hendes tidligere bøger. Den er nærmere en forlængelse af et af hendes essays i det amerikanske magasin The Atlantic.

Hendes analyser er ikke forkerte, men hun mangler at tilføje nogle lag, når hun stort set kun fokuserer på den intellektuelle elite. Hvad forklarer for eksempel vælgernes store opbakning? Som læser savner man lidt, at Applebaum tager noget af kritikken fra ”den anden side” alvorligt og ikke blot affejer det som populistisk propaganda. For eksempel skøjter hun let og elegant hen over globaliseringens konsekvenser, finanskrisens følger, den stigende ulighed og en massiv affolkning i Øst- og Centraleuropa, som både Ivan Krastev og økonomen Dani Rodrik hver især har behandlet indgående de seneste år (se her, her og her).

Højrepopulisme og et farvel til demokratiet er bestemt ikke svaret. Men det nytter ikke noget at ignorere, hvad der kan være årsagerne (ikke undskyldningen for), at så mange vælgerne har stemt på højrepopulisterne i første omgang.

Anne Applebaum: Twilight of Democracy – The Seductive Lure of Authoritarianism”, 207 sider, Doubleday, udkom 21. juli (bogen er netop udkommet på dansk på Kristeligt Dagblads forlag under titlen 'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit, og venners veje må skilles')

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Andersen

Redaktionschef, Debat & Navne, Altinget
cand.mag. i internationale studier, BA i historie og europastudier (Aarhus Uni. og Surrey Uni., Storbritannien)

0:000:00