Efter cirka to års arbejde præsenterede 'Ekspertgruppe for fremtidens erhvervsstøtte' med Christian Frigast i spidsen sine anbefalinger til, hvordan fremtidens erhvervsstøtte skal se ud.
Debatten om erhvervsstøtteordningerne har imidlertid været i gang længe. Allerede i foråret 2023 foreslog Dansk Erhverv at tage fat ved nældens rod og veksle uproduktive erhvervsstøtteordninger til bedre rammevilkår for erhvervslivet bredt set.
Konkret foreslog vi en sænkelse af generationsskifteskatten, aktieavancebeskatningen og selskabsskatten samt til et permanent forsknings- og udviklingsfradrag (FoU-fradrag) på 130 procent med et loft på 200 millioner kroner.
Det er rimeligt, at erhvervslivet får del i det råderum, som de selv har skabt til Danmark.
Morten Langager
Direktør, Dansk Erhverv
Det foreslog vi finansieret af sanering af en række erhvervsstøtteordninger samt af penge fra det opjusterede råderum.
Vi mener nemlig, at den bedste støtte, man kan give erhvervslivet, er gode rammevilkår. Og vi mener, det er rimeligt, at erhvervslivet får del i det råderum, som erhvervslivet – trods corona, inflation og energikrise – har skabt til Danmark.
Virksomheder skal nyde godt af deres bidrag
I dag fremstår erhvervsstøtten som et kludetæppe med mere end 200 forskellige puljer og ordninger, som er blevet til grundet skiftende tiders politiske hensyn og som lappeløsninger for at kompensere danske virksomheder for et højt skattetryk.
Effekterne står bare ikke altid lysende klart. Mens junglen af støtteordninger er vokset, er det blevet sværere for virksomhederne at gennemskue og mere bureaukratisk at administrere.
Det giver altså god mening at se nærmere på, hvordan man kan gøre tingene mere simpelt og samtidig fremtidssikre dansk konkurrenceevne. Og dermed bruge pengene bedre til gavn for erhvervslivet og Danmarks vækst og velstand.
En forudsætning for hele øvelsen er dog, at pengene går tilbage til erhvervslivet. Saneres støtteordninger, stiller det isoleret set erhvervslivet dårligere.
Derfor er det helt afgørende, at midler, der tages fra erhvervslivet, geninvesteres i erhvervslivet.
Anbefalingerne fra ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte indeholdt en sanering på 2,3 milliarder kroner, som regeringen har lovet at bruge på et permanent FoU-fradrag og en lettelse af generationsskifteskatten.
Det mener vi i Dansk Erhverv er fornuftigt, og vi vil holde regeringen op på, at de løfter indfries.
Danmark er dybt afhængig af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Og her er rammevilkår som FoU-fradraget en nødvendighed, hvis vi skal fastholde og tiltrække nogle af verdens mest værdiskabende investeringer.
Tilsvarende sikrer en lempelse af skatten på generationsskifte, at pengene bliver i virksomheden, når en ny generation tager over, til gavn for nye investeringer og dermed produktivitet og arbejdspladser.
Husk, at turismen er vigtig
Vi havde dog gerne set, at ambitionsniveauet havde været højere. For regeringen og Folketingets partier sidder med en unik mulighed for én gang for alle at veksle puljer til bedre rammevilkår til gavn for dansk konkurrenceevne.
Mens junglen af støtteordninger er vokset, er det blevet sværere for virksomhederne at gennemskue.
Morten Langager
Direktør, Dansk Erhverv
Det ligner desværre en spildt mulighed, men det skal naturligvis ikke forhindre os i at gå konstruktivt ind i dialogen, så resultatet af den – trods alt – store øvelse lander bedst muligt for dansk erhvervsliv og dermed for Danmark.
For lige nu er næste skridt i gang, og det er den politiske proces, hvor regeringen sammen med Folketingets partier skal drøfte ekspertgruppens anbefalinger.
Vi håber, at politikerne lytter til vores anbefalinger og skeler til det forslag, som Dansk Erhverv har lagt frem.
Hvis ikke Folketinget ønsker at gå den vej, er det afgørende, at man ser på samfundsværdien af de ordninger, der sløjfes. Et konkret eksempel er, at ekspertgruppen foreslår at tage midler fra Wonderful Copenhagen.
Uden de nævnte forbedringer vil det alene skade turismen, som er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. Det vil svække grundlaget for Danmarks internationale lufthavn i Kastrup og være en hæmsko for jobskabelsen for borgere med anden etnisk oprindelse, unge og ufaglærte.
Vores dør åbner indad
Samtidig ser Dansk Erhverv frem mod den næste fase i ekspertgruppens afrapportering, som er mindst lige så vigtig som den første.
I den næste fase skal ekspertgruppen anbefale, hvordan et nyt erhvervsstøttesystem kan etableres med virkemidler, som skaber bedre vilkår for erhvervslivet bredt set.
Samtidig skal erhvervsstøtten bidrage til at øge arbejdsudbuddet med 4.000 personer.
Det kommer til at få afgørende betydning for erhvervslivet, hvordan ekspertgruppen og politikerne løser den opgave, og i Dansk Erhverv mener vi, at vi har fremlagt en del af svarene.
Vi ser frem til at tage hul på næste fase, og vores døre og telefoner er åbne for alle, der vil drøfte indretningen af fremtidens erhvervsstøttesystem med os.
Temadebat
Om Altingets temadebatter
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.
Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive til [email protected] for at høre om mulighederne.