Connie Hedegaard: Kære regering, sektorplanen er vigtigere end lokalpolitiske hensyn

En sektorplan. Gab, det lyder kedeligt, tænker du måske.

Ikke desto mindre er den sektorplan for universiteterne, som Danske Universiteters Rektorkollegium nu har afleveret til Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen faktisk en milepæl, som Folketingets partier bør anerkende og respektere.

I efteråret fik regeringen næsten hele Folketingets opbakning til udflytningsplanen: 5-10 procent af uddannelsespladserne på universiteterne skulle udflyttes fra de store universitetsbyer - eller nedlægges.

Sektorplanen er universiteternes udmøntning af aftalen. Man behøver ikke kende meget til universiteternes indre liv for at forstå, at den opgave er både stor og svær.

Sektorplanen er universiteternes udmøntning af aftalen. Man behøver ikke kende meget til universiteternes indre liv for at forstå, at den opgave er både stor og svær. På Aarhus Universitet (AU) bad universitetsledelsen eksempelvis samtlige fakulteter om at melde 10 procent ind - altså det maksimale. Ud fra de indspil prioriterede universitetsledelsen så AU's plan, ud fra vores strategi, kriterierne fra politikerne og vores økonomi.

Ikke nogen let øvelse, og da det så endelig faldt i hak, var det jo kun en plan for Aarhus Universitet.

En samlet sektorplan fra de otte universiteter

På et møde i efteråret opfordrede bestyrelsesformænd for landets otte universiteter derfor uddannelses- og forskningsminister til at overlade det til universiteterne selv at lave den samlede sektorplan.

Det vil sige, at i stedet for at indsende otte separate planer, som næppe ville tænke tilstrækkeligt på tværs af alle universiteter og prioritere de overordnede nationale hensyn, så tilbød vi, at universiteterne selv - med deres dybdekendskab - samarbejdede om at prioritere på tværs og komme med en samlet plan.

På mødet opfordrede vi på det kraftigste ministeren til, at såfremt samarbejdet lykkedes, skulle Ministeren respektere resultatet. Det var et sats.

For der er rigtig mange eksempler på, at universiteterne tidligere har haft lettere ved hver især at varetage egne institutionelle interesser frem for at samarbejde om en samlet afvejning af, hvad der er bedst for Danmark. Men det duer jo ikke, hvis alle universiteterne eksempelvis barberer løs på de samme humanistiske fag, så vi pludselig som samfund bliver utilsigtet fattigere. Der er brug for at koordinere.

Trods en broget forhistorie lykkedes rektorerne faktisk med øvelsen. Man gik i dialog, man lagde arm, man måtte give og tage, men resultatet er, at man fandt løsninger og i enighed kunne aflevere en samlet sektorplan, hvor 2505 uddannelsespladser udflyttes og udbygges uden for byerne, og 2016 studiepladser nedlægges.

Samlet leverer man 4521 pladser eller næsten 6 procent - altså inden for skiven i forhold til det politiske krav om 5-10 procent.

Derfor, kære MF'ere og kære regering: I står jer ved at anerkende, at I har fået et samlet bud, der lever op til de kriterier, I har formuleret.

Nu bør regeringen anerkende planen

Man behøver ikke være ledelsesekspert for at kunne indse, at hvis en universitetsledelse først har skullet prioritere mellem fakulteter og uddannelser internt, og dernæst har lagt skulder til en runde to, hvor man har rykket yderligere rundt på uddannelser og dermed på både studerende og ansatte - ja så kan man ikke holde til at blive kørt over, fordi partierne ikke mindst ud fra lokalpolitiske hensyn vil bessermachen. Hvordan skal rektorerne så en anden gang kunne holde til at give køb på egne institutioners interesser, hvis politikerne alligevel bagefter laver deres egen plan.

Derfor, kære MF'ere og kære regering: I står jer ved at anerkende, at I har fået et samlet bud, der lever op til de kriterier, I har formuleret.

Langtidsgevinsten ved universitetsledelser og rektorer, der kan samarbejde indbyrdes også om det svære, bør så klart overskygge et kortsigtet ønske om at sætte fingeraftryk, der kan ses i valgkredsen.

Derfor denne bøn: Hold jer nu i skindet!